Natkirkepræst: Justin Bieber hører til i kirken

Justin Bieber er måske ikke musik eller lyrik på niveau med Bob Dylan, Leonard Cohen eller Grundtvig, men kristendommen kan vel også forkyndes i et sprog, hvor hjerte rimer på smerte, skriver præst i Natkirken på Strøget

Sangen ”Purpose”, som Justin Bieber her opfører ved en koncert i USA, er en tak til Gud for at give ham et formål og en mening med livet, skriver præst Jens Biegel-Fogh. –
Sangen ”Purpose”, som Justin Bieber her opfører ved en koncert i USA, er en tak til Gud for at give ham et formål og en mening med livet, skriver præst Jens Biegel-Fogh. – . Foto: Rob Grabowski/AP/Ritzau Scanpix.

I fredags fejrede vi i Natkirken på Strøget en fællessangsgudstjeneste med Justins Biebers sange fra hans seneste album, ”Purpose”. Jeg var præst ved gudstjenesten.

Jeg har flere gange i Kristeligt Dagblad bemærket, at denne gudstjeneste er blevet nævnt som et eksempel på kirken, når den lefler for laveste fællesnævner.

Således også i organist i Høsterkøb Morten Jessens debatindlæg den 20. februar, hvor han om ”Star Wars”-melodi og Justin Bieber skriver:

”Nutidige tendenser af den karakter hører ikke hjemme i folkekirken, for det har intet med det kristne budskab at gøre.”

Morten Jessen redegør ikke nærmere for, hvad det kristne budskab er, ud over at han nævner ”nærvær og fordybelse”, hvilket ganske rigtigt er vigtige ting i en gudstjeneste, men det er vel næppe budskabet i sig selv. Sidst jeg tjekkede trosbekendelsen, stod der i hvert fald ikke så meget om det.

Forklaringen, kan jeg forstå, skal findes i, og her refererer han til Rasmus Dreyer, at Justin Biebers sange er et kommercielt produkt – altså musik, der udelukkende er lavet for at tjene penge.

Nu ved jeg ikke, om Morten Jessen har privilegeret adgang til Justin Biebers indre og har kunnet undersøge, hvilke motiver han har for at lave og synge sine sange.

Jeg er ikke personligt så stærk i den sjælsundersøgende disciplin, men jeg har dog forholdt mig til indholdet af sangene. Og her er der masser at forkynde kristendom ud fra. Titelsangen ”Purpose” er en tak til Gud for at give ham et formål og en mening med livet.

Han beder i sangen om Guds tilgivelse for de fejl, han har begået, og sangen afsluttes med en refleksion over forholdet mellem Guds nåde og det at gøre sit bedste.

Tematikken omkring tilgivelse og at forsøge at finde en vej i livet går igen i nummeret ”Life Is Worth Living”.

I gudstjenestens prædiken tog jeg udgangspunkt i sangen ”All In It”, hvor han mod slutningen gør sig tanker om forskellen mellem at søge anerkendelse fra Gud og mennesker. Også de store hits ”Sorry” og ”Love Yourself” har temaer, som forkyndelsen kan tage udgangspunkt i. De handler netop om ”kærlighed, savn og retfærdighed”, som Morten Jessen efterspørger.

Justin Bieber er måske ikke musik eller lyrik på niveau med Bob Dylan, Leonard Cohen eller Grundtvig, men kristendommen kan vel også forkyndes i et sprog, hvor hjerte rimer på smerte. Ja, måske er det netop her, at popmusikken kan bidrage med noget særligt. Tro er jo ikke en intellektuel disciplin, men en relation.

Natkirken er sat i verden for at eksperimentere med formen, og det afgørende spørgsmål for mig er, om man med populærmusikken kan skabe en meningsfuld gudstjeneste, hvor troen på den treenige Gud kan forkyndes og praktiseres.

Min erfaring er, at det kan man, også selvom man tager udgangspunkt i Kim Larsen, Queen, Bob Dylan, Abba, Leonard Cohen, Prince, George Michael, Anne Linnet eller Nick Cave for nu bare at nævne nogle af de musikere, hvis sange vi gennem de seneste to år har benyttet os af.

Alt efter sangene har det været forskelligt, hvordan vi har grebet det an. Men jeg har altid taget deres udtryk og den erfaring med livet og troen, de sætter ord på, alvorligt og gået i dialog med den. Og aldrig har det været så ligetil som med Justin Bieber.

Det er selvfølgelig helt fair at diskutere kvalitet. Jeg tror dog ikke, at kategorien kommerciel musik er særlig anvendelig, og at påstå, at Justins Biebers sange ”intet har med det kristne budskab at gøre”, det er at forveksle form med indhold. Og det er en ærgerlig tendens, når vi skal diskutere gudstjenestens sprog.

Afslutningsvist skylder jeg Morten Jessen tak for inspiration til en ”Star Wars”-musikgudstjeneste. Det kunne være en fin lejlighed til en prædiken over Jesu fristelse i ørkenen og kampen mellem det gode og det onde, Gud og Djævel. Tak.

Jens Biegel-Fogh er præst i Helligaandskirken og leder af Natkirken på Strøget.