Naturen er vores styrke i Vestjylland

Den vestjyske natur er ikke bare oplevelse – den rummer også et massivt læringspotentiale, som kan yde et væsentligt bidrag til at indfri den politiske ambition om at styrke befolkningens naturvidenskabelige kompetencer

Vest for storbyerne flytter unge væk, og der er problemer med væksten. ”Men vi har naturen,” skriver Peter Sand, administrerende direktør i Naturkraft. Han mener, at landområder skal huske at bruge deres styrkepositioner for at udvikle sig selv indefra. –
Vest for storbyerne flytter unge væk, og der er problemer med væksten. ”Men vi har naturen,” skriver Peter Sand, administrerende direktør i Naturkraft. Han mener, at landområder skal huske at bruge deres styrkepositioner for at udvikle sig selv indefra. – . Foto: Alf Aagaard/Ritzau Scanpix.

HVAD ER DET dansk-tyske grænseland egentlig for et sted? En udfordret region eller en unik mulighed? Et område, der stadig her knap 100 år efter grænsedragningen tynges af en dansk-tysk krigshistorie, eller et moderne europæisk laboratorium, hvor den kulturelle mangfoldighed giver de bedste betingelser for kreativitet og innovation? Er flersprogligheden og multikulturalismen en styrke eller en svaghed?

Ja, som Kristeligt Dagblads sommerserie ”Identitet i grænselandet” viser, kommer det i høj grad an på øjnene, der ser. Og det forekommer mig, at det også forholder sig sådan med den helt generelle diskussion om Udkantsdanmark kontra Storbydanmark.

Danmark vest for storbyerne er udfordret på en række parametre, blandt andet hvad angår vækstrater og unge, der flytter væk. Det er ingen hemmelighed. Men ethvert område har også sine styrkepositioner og dermed muligheden for at revitalisere sig selv indefra og skabe noget, der ikke kun har lokal, men også national værdi.

Østjyllands styrkeposition er Aarhus som vækstlokomotiv for en lang række mindre byer, Sønderjyllands er som sagt grænselandets kulturelle mangfoldighed – og i Vestjylland har vi naturen.

Her suser vinden gennem gaderne. Alle træer hælder mod øst, for vestenvinden bestemmer. Det fine klitsand gør jordbunden tør, marehalmen og lyngen giver landskabet et sart, mat skær og havets stormende brusen er hverdagens underlægningsmusik.

Vestkystens natur er noget særligt, den mest barske, vi har i Danmark. Netop derfor tiltrækker den hvert år tusindevis af turister fra ikke mindst Tyskland.

Vestkysten står med 17,8 millioner overnatninger årligt for halvdelen af alle overnatninger i kyst- og naturturismen i Danmark. Et guldæg med andre ord, og derfor er det også glimrende, at den netop udgivne ”Udviklingsplan for Vestkysten” slår fast, at Vestkysten frem mod 2025 skal udvikles til at være en af Europas mest attraktive kystdestinationer.

Men Vestkysten skal ikke blot stå for nytænkning af kystturismen. Den skal også stå for en nytænkning af, hvordan vi tænker turismen sammen med andre vigtige samfundsområder. Alle steder skriges der på investeringer – i kulturlivet, i uddannelsessektoren, inden for teknologien og blandt startups. Hvis vi skal honorere blot en brøkdel af disse ambitioner om at skabe en bedre fremtid, er det nødvendigt, at vi tænker i initiativer, der skaber værdi i mange grene af samfundet på én gang. Og her har det såkaldte Udkantsdanmark masser at byde på.

Et eksempel. Den vestjyske natur er ikke bare oplevelse – den rummer også et massivt læringspotentiale, som kan yde et væsentligt bidrag til at indfri den politiske ambition om at styrke befolkningens naturvidenskabelige kompetencer. Når vi bevæger os ind i hjertekammeret af den vestjyske natur, møder vi naturkræfterne i deres reneste form. Og det kan vi lære noget af.

Ved Ringkøbing Fjord er det første spadestik blevet taget til Naturkraft, som slår dørene op i påsken 2020, og som jeg er så heldig at være direktør for. Det er en turistattraktion, der omdanner den barske vestjyske natur til oplevelsespark, og den er i virkeligheden et direkte svar på, at der mangler oplevelsestilbud til turisterne, ikke mindst på den halvanden hundrede kilometer lange strækning mellem Thyborøn og Blåvandshuk.

Men det er også et forsøg på at svare på en anden problemstilling, nemlig hvordan man som attraktion skaber værdi i andre grene af samfundet.

Naturkraft skal fascinere og iscenesætte store oplevelser. Men også føre til refleksion hos den almindelige gæst ved, at han under et besøg først mærker naturens kræfter på egen krop og dernæst får lagt et teoretisk perspektiv på, hvad han har oplevet. Og hos den mere naturvidenskabskyndige gennem Naturens Akademi, der etableres som en del af Naturkraft for at kanalisere den viden, der genereres i regi af parken, ud i diverse læringsmiljøer.

Vi i Vestjylland kan her levere et bidrag, som ingen andre kan. Det er – for nu at ramme de helt høje luftlag – vores bidrag til videreudviklingen af den naturvidenskabelige erkendelse, som på sigt skaber bedre bæredygtighed, mere grøn energi, bedre sundhed og vitale teknologiske løsninger.

Naturkraft kan ikke ligge andre steder end langs Vestkysten. Det er her, vi finder naturen i sin reneste form. Naturen er vores styrkeposition. Det er på denne måde, vi får skabt et Danmark i bedre balance – ved at arbejde ud fra, at alle geografiske områder gemmer på aktiver (naturmæssige, kulturelle, historiske, entreprenørmæssige og så videre), der kan bruges til at revitalisere og udvikle området indefra – og som ofte også vil kunne yde et positivt bidrag i udviklingen af større nationale dagsordener.

Naturkraft skal øge den naturvidenskabelige forståelse og interesse, ligesom man i grænselandet øger de besøgendes historiske og interkulturelle forståelse for og interesse i, hvordan man bedst muligt kan fungere sammen som mennesker på tværs af landegrænser.

I begge tilfælde udvikler man noget, der ikke blot har stor lokal, men også stor national værdi. Man understøtter samfundsudviklingen i bred forstand, fordi vi som befolkning både har brug for at få skærpet vores naturvidenskabelige kompetencer og vores evne til at begå os i en globaliseret verden, hvor nationale identiteter forandrer sig markant. Enhver dansk by, kommune og region, der således ønsker at tiltrække flere folk på tidssvarende vis, bør således stille sig selv tre overordnede spørgsmål: Hvad er vores by, kommune eller regions særlige styrkepositioner? Hvordan kan de omsættes til konkrete attraktioner og kulturtilbud? Hvordan kan disse bidrage til den nationale dagsorden?

De gode svar på disse spørgsmål, og ikke mindst de gode initiativer, der vil udspringe heraf, kan i det lange løb være med til at transformere Danmark. Og derfor findes der slet ikke udkantsområder, men kun områder fyldt med potentialer.

Peter Sand er administrerende direktør, Naturkraft.