Sundhedsminister og miljøminister: Psykisk sårbare kan få en bedre hverdag gennem naturen

Lad os slå fast med det samme: Træer erstatter ikke terapi. Men frisk luft og ture i grønne områder kan udgøre et vigtigt supplement til behandling og rehabilitering af psykisk sårbare, skriver ministrene i fælles debatindlæg

Under coronakrisen opdagede mange danskere, hvordan turen i den lokale skov eller langs fjorden hjalp til at give ro i en urolig tid, skriver de socialdemokratiske ministre Lea Wermelin og Magnus Heunicke. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.
Under coronakrisen opdagede mange danskere, hvordan turen i den lokale skov eller langs fjorden hjalp til at give ro i en urolig tid, skriver de socialdemokratiske ministre Lea Wermelin og Magnus Heunicke. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

Vi skal passe på naturen. Men måske kan naturen også passe på os. Vores skove, enge, parker og kyster rummer nemlig et stort potentiale for at styrke danskernes mentale sundhed.

I 2017 viste en undersøgelse fra Friluftsrådet, at 84 procent af danskerne oplever, at friluftsaktiviteter forbedrer deres psykiske velvære og humør. Og sidste år viste et studie fra Aarhus Universitet, at danskere, der er vokset op tæt på grønne områder, har mindre risiko for at udvikle psykiske lidelser senere i livet.

Vi så det også i foråret, da coronakrisen ramte. Her opdagede mange danskere, hvordan turen i den lokale skov eller langs fjorden hjalp til at give ro i en urolig tid. Et af Sundhedsstyrelsens råd til at forbedre den mentale sundhed under krisen lød derfor også på at få frisk luft og dagslys hver dag.

Men selvom vi ved – både instinktivt og fra forskningen – at naturen kan hjælpe, kan det være svært at komme derud. Uanset om man vil gå en tur i haven eller på Hærvejen, er det første skridt altid det største. Og det gælder ikke mindst, hvis man for eksempel samtidig kæmper med depression eller en psykisk lidelse.

I Frederikshavn Kommune har man siden 2014 haft projektet ”Frisk i naturen”, hvor borgere med psykisk sårbarhed tilbydes ture i det fri for at lede efter rav i strandkanten eller spotte rådyr i skovbrynet. På fem år har projektet holdt over 300 ture, og årligt har omkring 100 lokale borgere været en del af projektets vandrende fællesskaber.

Som deltagerne i projektet fortæller, så hjælper det. ”Naturen spørger ikke om din diagnose,” som en af brugerne fortalte på en tur op ad Råbjerg Mile.

Lige nu er projektet i Nordjylland det eneste kontinuerlige naturtilbud herhjemme inden for social- og behandlingspsykiatrien. Men nu tager vi fat på at rulle idéen ud til flere dele af landet. Med midler fra den sommerpakke, som regeringen og støttepartierne vedtog i juni, er der indgået en samarbejdsaftale mellem Miljøstyrelsen og Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed.

Målet er at få flere kommuner og regioner i gang med at tilbyde lokale naturoplevelser for psykisk sårbare. Så flere kan få en hjælpende hånd til at komme ud og opleve vores storslåede natur og den ro, vi kan finde i den. Samtidig skal partnerskabet udbrede de gode erfaringer fra Frederikshavn til hospitaler, støttecentre og andre institutioner i berøring med psykisk sårbare, som kan få gratis hjælp til at afprøve konceptet.

Lad os slå fast med det samme: Træer erstatter ikke terapi. Men frisk luft og ture i grønne områder kan udgøre et vigtigt supplement til behandling og rehabilitering af psykisk sårbare. Hvor man både indgår i et fællesskab, får motion og får nye værktøjer til at håndtere den lidelse, man kæmper med. Også i den kommende 10-årsplan for psykiatrien skal vi lade os inspirere af eksisterende tilbud, som er med til at give psykisk sårbare en bedre hverdag.

For selvom naturen ikke er løsningen på alt, kan den løsne op for meget. Det gælder, uanset om man er psykisk sårbar, eller har brug for at få ro på tankerne i en hektisk hverdag. Derfor skal vi både passe på naturen – og vi skal sørge for, at flest muligt danskere kan få del i de gode oplevelser, den giver os. Her er udbredelsen af erfaringerne fra Frederikshavn til resten af landet et godt skridt i den rigtige retning.

Lea Wermelin (S) er miljøminister, og Magnus Heunicke (S) er sundheds- og ældreminister.