Prøv avisen

Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik

Foto: foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Johan C. Nord

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Nogle væmmes ved tanken om en særlovspræget fremtid, andre er forventningsfulde. Ingen af os kender afslutningen. Én ting er sikker: Vores verdensdel forbliver ikke så hyggelig, som den hidtil har været, skriver Johan C. Nord

DEN 1. AUGUST blev en afgørende tærskel overtrådt. Med ikrafttrædelsen af det såkaldte tildækningsforbud – som alle jo godt véd er et burkaforbud – tilbagelagde det danske folkefællesskab endnu et skridt i retningen af en afsked med den hidtil herskende liberaldemokratiske opfattelse af ethvert individs universelle og ukrænkelige rettigheder.

På papiret er loven ikke særligt rettet mod en bestemt form for islamisk kvindepåklædning, men enhver med omløb i øverste etage ved jo, hvad der sigtes til – og ret så mange betragtere (af både den ene og den anden farvekode) har allerede forstået, at denne lov kan vise sig at være en trædesten på vejen mod en gennemførelse af langt mere omfattende og indgribende diskriminatoriske særlove specifikt rettet mod islams udøvere i Europa. For lovens ordlyd som et alment forbud mod ansigtstildækning er udelukkende en lynafleder – et udtryk for, at man fra lovgivernes side (endnu) ikke er klar til at gå hele vejen og udpege islams udøvere som det specifikke mål for adfærds-indskrænkende statsindgreb.

Så vidt den basale diagnose – som både vil kunne genkendes og godtages blandt lovens modstandere og de (mere) ærlige af dens tilhængere. Selv tilhører jeg sidstnævnte gruppe. Her hos os glæder vi os over indførelsen af burkaforbuddet. Hvorfor? Naturligvis fordi vi forstår loven som et fremstød i den rigtige retning.

Eller for nu at udtrykke det både mere ligefremt og vidtrækkende: Vi er tilfredse med forbuddet, fordi vi opfatter lovgivning af denne art som tidlige stadier i den nødvendige hærdning af folkesindet frem mod de mere omfattende afgørelser, der på sigt vil skulle træffes, hvis den igangværende islamiske kolonisering af Europa skal standses – og tilbagerulles.

FRA DEN NYE LOVS modstandere lyder det, at der med et forbud mod at bære burka og niqab reelt er tale om symbolpolitik, som kun vil ramme en meget lille gruppe muslimske kvinder. Set herfra – altså fra, hvad man vel kunne kalde et alternativt højrefløjsperspektiv – er der megen sandhed i den vurdering. For ja: Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik. Det er derfor, vi er så glade for det. Vi er glade, fordi vi ved, at symboler ikke er ubetydelige. De er vidnesbyrd om stigninger og fald i det ideologiske barometer.

Så vi glæder os – for vi forstår forbuddet som endnu et symptom på den igangværende forskydning i fællesbevidstheden: et forårsgrønt varsel om en vågnende vilje til at udpege de rettroende muslimer som hovedtruslen mod vores børns liv, fred og frihed i den tid, der kommer. Naturligvis bliver den islamiske fremtrængning ikke standset med dette forbud – eller med diverse andre af den slags småindgreb, som nutidens kortsigtede og karrierebevidste mainstream-typer går og pønser på. Men selve det, at et politisk flertal nu har vist sig i stand til at gennemføre et lovindgreb som dette er alligevel vigtigt. Det vidner om, at alting forløber som forventet. Eller for nu at udtrykke det (endnu) mere varselstungt: Tildækningsforbuddet er et tegn på krisebevidsthedens fortsatte eskalering – en forsmag på de langt mere omfattende særlove, der kan komme.

Hovedsagen er, hvad folk flest vist allerede har fornemmet: at dette lovindgreb ikke bliver det sidste. Nogle væmmes ved tanken om en særlovspræget fremtid, andre er forventningsfulde. Ingen af os kender afslutningen. Én ting er sikker: Vores verdensdel forbliver ikke så hyggelig, som den hidtil har været.

Johan C. Nord er foredragsholder og skribent, cand.mag.