Birgit Eggert, mange peger på, at forældre har et nærmest selvisk ønske om at skille sig ud, hvilket får dem til at give deres børn disse unikke navne. Er du enig i det?
”Det er rigtigt, at der er kommet større interesse for at hedde noget andet end alle andre. Hvis man går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, var der nogle områder, hvor op mod 20 procent af kvinderne hed Maren. Men siden 1800tallet har den udvikling vendt sig, og her spiller individualiseringen selvfølgelig en rolle. Folk undgår bevidst de hyppigste navne, men det er sjældent, at man vælger navne, som er meget specielle.
I dagens Danmark er det fortsat sådan, at det er almindeligt at hedde noget almindeligt – det almindelige er bare forskelligt fra generation til generation. Jeg har fundet frem til en kilde fra midten af 1700-tallet, der havde fået til opgave at indmelde ualmindelige navne, hvor navne som Bolette, Henriette og Charlotte samt Gunnar, Martin og Holger blev indberettet. Så man har til alle tider kunnet finde en kritik af, hvad folk har kaldt deres børn.”
Men er der ikke sket et skred i navngivningen af børn i nyere tid?
”Ikke et voldsomt skred. Det kan godt være, at enkelte flere vælger nogle specielle navne, fordi man nu har frihed til at gøre det. Men ikke mere end det, og det er altså ikke noget, som er sket siden liberaliseringen af navnelovgivningen i 2006, hvad flere ellers har tolket det som. Lovgivningen blev mere liberal, men der blev også ændret praksis, hvilket betyder, at man i dag har adgang til viden om disse underlige navne. Der var med andre ord også unikke navne før 2006, de var bare ikke lige så synlige.
Derudover har flere af de navne, som folk har reageret på, været udenlandske navne, der er almindelige i andre kulturer, men som virker sjove på dansk. Og så skal man huske på, at navnet også kommer ind på listen, hvis en voksen ønsker at skifte navn. Det er ofte tilfældet for navne med de her lidt usædvanlige stavemåder, hvad man typisk vil tilskrive numerologer. Så når man ser på listen over nyligt godkendte navne, kan det virke mere voldsomt, end det i virkeligheden er.”
Hvordan forholder du dig til den debat, der er opstået omkring de nye navne?
”Jeg synes, at debatten er unuanceret i forhold til, hvad listen egentlig dækker over, og unuanceret i forhold til vores historiske navnetradition. For hvad er et dansk navn egentlig? Jeg ville nødigt definere det, for det er godt nok svært. Så vidt jeg kan se, refererer mange i denne debat udelukkende til, hvad de selv kender til af navne, og det er en meget kortsigtet tidshorisont at have, når man taler om kulturarv. Navnemæssigt går vores kulturarv tilbage til vikingetiden eller jernalderen.
Vi har stadig enkelte navne i brug fra den tid, men ikke ret mange, for der er sket meget i navnebrugen siden dengang, og det vil der altid gøre. Meget tyder faktisk på, at der skete større udvikling i vores navnebrug i løbet af middelalderen, end i løbet af de seneste 500 år.
Derfor er det svært at stille det op som et problem, der er opstået lige nu, og som skal løses for at redde et stykke dansk kulturarv. Hvis man ville have gjort noget ved det, skulle man nok have handlet i vikingetiden.”