”Nej, nej – det er den helt forkerte vej at gå!”. Sådan var vores umiddelbare reaktion, da vi erfarede, at 48 europa-parlamentarikere har opfordret til at nedlægge det særlige kontor til fremme af tros- og religionsfrihed i lande uden for EU – for i stedet at lade arbejdet indgå i EU’s øvrige arbejde til fremme af menneskerettigheder. Sagen blev også omtalt her i avisen den 22. september.
Sådan en manøvre vil utvivlsomt svække indsatsen for tros- og religionsfrihed. Hele formålet med at oprettet EU-enheden i 2016 var at give området særskilt fokus, fordi det i årevis havde været en parentes i arbejdet med at fremme menneskerettigheder generelt. De tilstande skal vi ikke tilbage til.
Der er mere end nogensinde brug for, at EU og individuelle lande råber højt om krænkelser af tros- og religionsfrihed rundt om i verden, for den ubehagelige sandhed er, at denne grundlæggende menneskeret kommer under større og større pres år for år.
I Kina sidder en million uighurer i fængsler/lejre – og det er forbudt for børn og unge under 18 år at deltage i religiøse aktiviteter, hvilket splitter religiøse familier ad.
Indiens regering ønsker landet renset for ikke-hinduer, og i ly af coronaen er der blevet skruet markant op for forfølgelsen af kristne og andre religiøse minoriteter.
Vores medarbejdere i Indien har hænderne fulde som aldrig før, og kristne gennembankes, fordrives og myrdes i stadigt stigende antal.
Præsten for vores mangeårige samarbejdskirke i Nigeria lyder for første gang bange, når han fortæller os, at jagten på kristne i den nordlige del af landet er systematisk, og at det begynder at minde om Rwanda i 1994.
Og listen fortsætter. Derfor skal signalet fra EU i denne tid være klart, tydeligt og utvetydigt. Man bør styrke enheden til fremme af tros- og religionsfrihed frem for at gemme indsatsen væk under en paraply af generelle menneskerettigheder.
Vi bemærker også, at de 48 europaparlamentarikere mener, at den tidligere leder af enheden, slovakiske Jan Figel, underminerede enhedens troværdighed som følge af sine personlige holdninger. Dette kan vi ikke genkende.
Jan Figels indsats har fået meget positive evalueringer – som professionel embedsmand har han naturligvis formået at hænge de personlige holdninger på knagen uden for EU’s kontor for tros- og religionsfrihed. Så det er helt forkert at bruge den tidligere udsendings personlige holdninger som argument for, at EU ikke skal have en særlig udsending for tros- og religionsfrihed. Dertil er sagen alt, alt for alvorlig.
René B. Ottesen er generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne.