Prøv avisen
Debat

Vi må i missionsbevægelserne undgå at opdrage på en etisk uforsvarlig måde

Jeg mener, der er mange positive ting at sige om en klassisk kristen etik. Der kan argumenteres for, at den tværtimod er til gavn og glæde for børn og unge. Dersom den altså formidles i respekt for barnet og under frihedens fortegn, skriver Carsten Hjorth Pedersen.

Carsten Hjorth Pedersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når vi, der vedkender os missionsbevægelserne, har et ansvar for at tage risikoen for negativ social kontrol alvorligt, så har Børns Vilkår et ansvar for, at debatten ikke udvikler sig til minoritetsbashing, skriver Carsten Hjorth Pedersen, der er førstelektor i pædagogik og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut

Tak til Rasmus Kjeldahl for kommentar i Kristeligt Dagblad den 5. februar om negativ social kontrol i kristne miljøer. Og tak for rapporten ”Adfærdskontrol og tankefængsel”. Jeg sætter pris på, at Børns Vilkår sætter fokus på en vigtig problemstilling, som også findes i de miljøer (Indre Mission og Luthersk Mission), som jeg er en del af.

For egen del har jeg kendt fænomenet siden 2004, hvor jeg foretog en kvalitativ undersøgelse af det. Jeg finder det derfor også legitimt, at Børns Vilkår vælger at beskrive fænomenet. Og jeg deler ønsket om, at vi får undersøgt, hvor udbredt det er i diverse religiøse miljøer. Mit gæt er, at det er mindre udbredt og har en anden karakter i mit bagland end for eksempel i miljøer som Faderhuset, The Last Reformation, Mormonkirken og Jehovas Vidner.

Jeg kunne godt ønske mig en dialog med Børns Vilkår, da jeg tror, vi gensidigt kan være til nytte for hinanden. Lad mig derfor nævne nogle felter, hvor jeg tror, vi kan finde hinanden, samt andre, hvor jeg har et kritisk-konstruktivt modspil til Børns Vilkårs rapport.

Vi deler det grundlæggende ønske om at få negativ social kontrol frem i lyset – for børnenes og de unge skyld. Børn og unge må ikke gå alene med alt det svære, der er ved at blive udsat for negativ social kontrol. Desuden må vi internt i vores miljøer gøre op med de tendenser, der kan være til isolation. Vi bør langt mere frimodigt fremme den indstilling i vores egne og beslægtede bibeltro miljøer, at vi har det bedste at bidrage med i det danske samfund. På kort formel er det, at vi har en Gud over os, en næste ved vores side og en evighed foran os-

Så kunne jeg ønske mig, at vi fik sat mere fokus på forebyggelsen. Hvordan undgår vi – i miljøer med det, som af majoriteten opleves som markante meninger – at påvirke, opdrage og formidle vores værdier på en dårlig og etisk uforsvarlig måde? Eller udtrykt positivt: Hvordan udruster vi forældre og andre i vores miljøer til at påvirke med respekt? Det er for øvrigt en øvelse, som ikke alene minoritetsmiljøer, men også majoritetsmiljøer bør arbejde med.

Og så et par kritiske kommentarer til ”Adfærdskontrol og tankefængsel”. Rapporten nævner flere gange det forhold, at mens muslimske børn udsættes for overvågning af forældre eller søskende, så udsættes børn fra kristne miljøer for den overvågning, at Gud hele tiden ser dem. Dette synspunkt trænger til en kraftig nuancering. For naturligvis ser Gud os. Det er fundamentalt i islam, jødedom og kristendom. Det afgørende spørgsmål er derimod, hvem eller hvordan den Gud er, som altid ser voksne og børn. Er han for eksempel en slags politimand, eller er han vores Far for Jesu Kristi skyld? Her virker det på mig, som om rapporten er skrevet med et sekulært blik, der mangler sans for religioners karakter.

En anden sag, som trænger til nærmere belysning i rapporten, er, om en klassisk kristen etik – for eksempel på det seksuelle område – i sig selv genererer negativ social kontrol. Det antager rapporten flere steder.

Jeg mener, der er mange positive ting at sige om en klassisk kristen etik. Der kan argumenteres for, at den tværtimod er til gavn og glæde for børn og unge. Dersom den altså formidles i respekt for barnet og under frihedens fortegn.

Når vi, der vedkender os missionsbevægelserne, har et ansvar for at tage risikoen for negativ social kontrol alvorligt, så har Børns Vilkår et ansvar for, at debatten ikke udvikler sig til minoritetsbashing. Det er for eksempel ikke befordrende for en tillidsfuld samtale, når blandt andre missionsbevægelserne i rapporten omtales som ”lukkede kristne miljøer”. Lad os tage hul på dialogen!

Carsten Hjorth Pedersen er førstelektor i pædagogik og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut.