Kære minister: Nej, der er ikke tale om at lægge ”et kristent snit” ned over ny fri læreruddannelse

Uddannelsesministeren er bekymret over en læreruddannelse med et kristent udgangspunkt. Men det behøver hun ikke være

Kære minister: Nej, der er ikke tale om at lægge ”et kristent snit” ned over ny fri læreruddannelse
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har ytret to bekymringer i Kristeligt Dagblad den 30. januar i anledning af Folketingets beslutning om at åbne mulighed for at etablere en fri læreruddannelse udover Den frie Lærerskole i Ollerup. Den ene bekymring vil jeg gerne befri hende for. Den anden vil jeg gerne drøfte med hende.

Hun udtrykker for det første skepsis over for tanken om, at initiativet fra Herning skulle have et kristent udgangspunkt. Den skepsis behøver hun ikke at nære. Vi har skrevet og sagt, at kristendommen hører med som en selvfølgelig del af den europæiske oplysningstradition og dens særlige danske variant, som vi lader os inspirere af.

Hertil hører også religionskritik og beskæftigelse med religion som fænomen i det hele taget. Vi kunne kalde det kulturkristendom. Læreruddannelsen har således ikke et bekendelsesgrundlag, og vi understreger derfor også, at både religiøse og ikke-religiøse studerende af alle slags er velkomne. Der er ikke tale om at lægge ”et kristent snit” ned over en læreruddannelse, eller at den er religiøst funderet.

Jeg vil gerne føje til, at vi vil tage religion alvorligt, selvom vi som samfund betragtet først lige er begyndt at opdage, at religionens tid alligevel ikke var forbi. Vi troede engang, og mange håbede, at det moderne ville opsluge al religion. Religion, herunder kristendommen, ville langsomt forvitre.

Sådan er det ikke gået. Tværtimod er der nok en gryende anelse om, at religion er en åndsmagt, og at såvel det enkelte menneske som et helt samfund altid er underlagt en eller anden åndsmagt.

Vi kender det fra fænomenet tidsånd. Er den stærk nok, vil den opbygge sig selv med ritualer og institutioner og blive en religion i samfundet. Der vil kort sagt altid være religion, og findes der noget samfund uden? Spørgsmålet er ikke, om der vil være religion i et samfund, men hvilken der vil dominere. Religion er åndens første byggesten.

Ministerens anden bekymring er den offentlige styring. Også til Herning Folkeblad har hun sagt, at det ikke er hensigtsmæssigt, at uddannelsen ”står uden for den almindelige styring.”

Her er så, hvad jeg gerne vil drøfte med ministeren: Er det ikke rigtigt, at fornyelse ofte kommer udefra? At institutioner/firmaer ofte skal presses til at forny sig selv? Jo større enhed jo større pres skal der til. Og er det ikke rigtigt, at det i et demokrati er et sundhedstegn, at der opstår initiativer uden for den offentlige styring, at nogle tager en sag i deres egen hånd og kæmper for dens anerkendelse? Og at sådanne initiativer ofte ender med at berige almenvellet?

Endelig: Kan ministerens styringsbekymringer skyldes, at socialdemokraterne helst ikke vil skelne mellem folk (nation) og stat? Det er en drøftelse værd, for i mine øjne er det folket, som definerer staten og ikke omvendt.

Og så beder vi i øvrigt om at blive udsat for en offentlig – ikke styring, men statskontrolleret eksamen. Herning-initiativet er at sammenligne med en græsrod. At kalde os en bevægelse er nok at tage munden for fuld. Vi har arbejdet for at vinde forståelse for vores idé, som skal gavne almenvellet. Det er lykkedes, vi har opnået Folketingets anerkendelse, og jeg betragter det som et demokratisk adelsmærke, at der er så kort afstand mellem politikere og folkelige initiativer. Disse tager tid og kræver en vis vedholdenhed for at lykkes, men dialogen mellem folk og politikere finder faktisk sted. Til gavn for almenvellet.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og initiativtager til ”Den frie læreruddannelse i Herning”.