Ja. Jeg respekterer og beundrer eksperimentet
Jørgen Jørgensen er sognepræst og formand for Menighedsfakultetet.
DET VAR SPÆNDENDE læsning, menighedsrådet i Høsterkøb Sogn udsendte med den lille bog ”Et bud på fremtidens folkekirke”. Ikke overraskende har den i Kristeligt Dagblad fået en temmelig hård medfart. Jeg hilser både bogen og – især – forsøget i Høsterkøb velkomment.
Af flere grunde:
Forsøget er gennemført. Det handler ikke om at lave en enkelt eksperimenterende gudstjeneste med alternativ musik og stil. Den slags har været forsøgt i et halvt århundrede i rigtig mange sogne – med fire årlige ungdomsgudstjenester, to rockgudstjenester, en månedlig natgudstjeneste og så videre. Den slags events kan altid finde et større eller mindre publikum. I Høsterkøb gik man hele vejen og investerede hele puljen i en fornyelse af kerneydelsen: søndagens gudstjeneste. Og fik et positivt resultat.
Ikke så mange steder vil ateister og andet ”ikke-kristent godtfolk”, som de skriver om, betegne sig som regelmæssige kirkegængere. Det er forskellen mellem event og fællesskab. Høsterkøb satsede på fællesskabet og fik et markant resultat.
Forsøget er dokumenteret. I Danmark er eksperter normalt nogle, der har læst en bog og eventuelt har en akademisk titel. De har – muligvis – aldrig været i nærheden af det produkt, de som eksperter beskriver. Og med hvilken vægt kan man udtale sig om, hvad der virker, hvis man ikke selv har gjort noget, der skabte en målbar forskel? Alt for megen debat om kirkens fornyelse foregår blandt mennesker, der har uforbeholdne meninger om – især – andres forsøg, men som ikke selv har skabt resultater. Her er man gået vejen – og deler nu beskrivelsen. Tak for det!
Forsøget respekterer sogneboerne. Spørgsmålet ”Hvilken kirke ønsker du at komme i?”, er det mest relevante spørgsmål, som vi alle burde stille. Mange af os får det ikke gjort, og derfor er vi henvist til enten at gætte – eller lytte til dem, der har papir på, at de ved bedre.
I Høsterkøb har man gjort sig ulejligheden at spørge! Udfordringen til os, der er menighed i ikke-lukningstruede kirker, er, at den forandring, der muligvis er nødvendig, ikke altid vil blive hilst velkommen af den konkrete menighed, der nu fejrer gudstjeneste i sognekirken.Forsøget kobler til aktuel kultur. Modstanden mod popmusik i kirken kan jeg sagtens identificere mig med, men det gode spørgsmål er jo: Er det værre, at moderne tanker og problemstillinger optræder i moderne sange, end når præsten tolker aktuel verdslig litteratur fra prædikestolen – eller kommenterer på stort og småt, han eller hun har læst i ugens aviser? Eller med sjælesørgerisk og terapeutisk tyngde forsøger at hjælpe folk, der har ondt i eksistensen mere end i troen?
Jeg bliver provokeret af forskellige udsagn i bogen, som jeg tror vil udelukke mig – og det, jeg står for – i at føle mig godt tilpas. Der er tilsyneladende ikke megen plads til etiske overvejelser, der ikke stryger tidsånden med hårene. Alligevel respekterer og beundrer jeg den vej, man har valgt at følge. Og jeg håber, det kan være et wake up-call for en folkekirke, der muligvis er i større krise, end de fleste insidere vil indrømme.
At kunne rumme alle inden for den samme gudstjeneste er illusorisk, men at rumme flere, end den traditionelle gudstjeneste henvender sig til, er en påtrængende udfordring, som ”Høsterkøb-eksperimentet” har sat til debat. Tak for det!
Nej. Jeg køber ikke Høsterkøbs selvgratulerende festskrift
Jesper Bacher er sognepræst og medudgiver af tidsskriftet Tidehverv.
FORLEDEN DAG FANDT jeg et eventyr i postkassen i form af bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke” fra nordsjællandske Høsterkøb. Baggrunden er, hvad menighedsrådet kalder ”Eventyr i Høsterkøb”, hvor det er lykkes at seksdoble kirkegangen i den døende kirke og skabe en kirke for og af folket.
Kirken skal nemlig ikke bare være for de såkaldte traditionalister, men for det lidettroende og kulturkristne flertal. Og da man som bekendt ikke skal sætte sit lys under en skæppe, har menighedsrådet udsendt en bog om udviklingen til 4500 menighedsrådsformænd, præster og menighedsdannere.
En bog, som vil være et bud på folkekirkens fremtid, men som mest af alt fremstår som et selvgratulerende festskrift med alvorlig flimmer for kirkesynet og forvirring i begreberne. Gang på gang kan man læse kirken fremstillet som en menneskeskabt størrelse, et blot og bart resultat af aktiviteter og foretagsomhed, ikke mindst præstens: ”Kun præsten besidder de nødvendige teologiske kompetencer til at skabe kirke”. Det er menighedsrådets opgave at støtte præsten i ”at skabe kirke”, og uden sognepræst Annemette Norskers indsats ”ville vi ikke have en kirke”. Det er godt nok megen vægt at lægge på et skrøbeligt menneske i kjole og krave. Ganske vist forstår man, at sognepræsten i Høsterkøb er noget helt ud over det sædvanlige.
I bogen prises Annemette Norsker i skyhøje toner af begejstrede kirkegængere og et taknemmeligt menighedsråd. Det er smukt, at menigheden værdsætter sognepræsten, men det er altså ikke præsten, selv den mest fremragende, som skaber kirken.
Bogen er fuld af lov og tak for den pastorale indsats, men på de over 60 sider er der ikke blevet plads til lov og tak for kirken som Guds gave eller Kristus som kirkens hoved og grundvold.
Luther, hvis eksempel ellers fremholdes i bogen, skrev engang: ”Selv er vi ikke de folk, som kan opretholde kirken, vore forfædre har heller ikke været det, og vore efterkommere vil heller ikke blive det. Men han har været og er og skal herefter være den, som siger: ’Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’.”
Det er ikke just det indtryk, man får ved at læse bogen fra Høsterkøb. Bogen fortæller, at ”Da Martin Luther og Jesus satte spørgsmål ved deres tids religiøse autoriteter, skabte det ragnarok”. Man må dog konstatere, at der er en autoritet, som den systemkritiske bog ikke sætter spørgsmålstegn ved, nemlig det moderne menneske. Det moderne menneske synes for eksempel, at det er oldnordisk, at der er præster, som ikke vil vie homoseksuelle par. Den slags kaster kirken ”århundreder tilbage”.
At det skulle have noget at gøre med Skriftens autoritet er åbenbart ikke noget, det moderne menneske kan tage halvt så alvorligt, som det tager sig selv. I bogen mener man også, at et sprog ”med konstante referencer til Jesus, Gud og Bibelen”, tilhører en anden tidsalder.
Kirken tilhører imidlertid en anden herre end tiden. Vi skal sandelig gøre noget for og i kirken, men kirken er ikke et humant gør det selv-projekt. Det må der ikke gives køb på, heller ikke i Høsterkøb.