Prøv avisen
Debat

Unicef: Det går ikke, at vi først prioriterer klimakrisen, når vi mærker den på kroppen

Det er meget lettere at begynde kampen nu end at vente på, at katastrofen rammer andet end græsplænen, skriver Unicefs generalsekretær, Steen M. Andersen. På billedet ses en aktivist til klimatopmødet COP15 i 2009 i København. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Steen M. Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det lykkeligste ville være, hvis vi forstod, at det er meget lettere at begynde kampen nu end at vente på, at katastrofen rammer andet end græsplænen, skriver Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef

KLIMAKAMPEN ER som en slankekur: den kan altid begynde i næste uge. Det er nemt at overbevise sig selv om, at en muffin hverken gør fra eller til, og at en weekendsvipflyvetur til London ikke er den store klimasynd. Kagen er lille, og London er ikke så langt væk. Regnestykket er let at få til at gå op, så længe man kun har følt klimakrisen som en enkelt sommer med vissen græsplæne.

Men for dem, der allerede mærker klimakrisen som en bombe under deres overlevelse, er der ingen tid at spilde. Derfor findes klimakampens fronttropper blandt verdens mest udsatte og sårbare. De kæmper, fordi de er netop det: sårbare.

Tag for eksempel Etiopien. De fleste kender landet fra 80’er-hittet ”Afrika”. Mens det strøg ind på hitlisterne, mistede Etiopien en million mennesker til sultedøden. Siden har etiopierne og Unicef kæmpet for at opfylde sangens profeti om, at ”… det bli’r bedre dag for dag”. Og det er lykkedes. Landet har ikke siden set hungerkatastrofer, der kan sammenlignes med den i midten af 1980’erne. Men fremgangen begrænses af klimaforandringer. Tørken rammer hyppigere. Tidligere kunne der gå flere år imellem voldsomme tørkeperioder, i dag kan frekvensen tage pusten fra enhver landmand – faktisk har den allerede ødelagt mange af landets nomadesamfund. Når Unicef for 30 år siden skulle ud til projekterne på landet i Etiopiens tørreste regioner, tog man af sted inden daggry, ellers kunne man ikke komme frem for horder af kvæg.

I dag behøver man ikke tage højde for den slags. Tørken har lagt mange stolte nomaders velstand til at dø i vejkanten.

Men etiopierne har taget kampen op. For nylig gik nyheden om, at landet plantede 350 millioner træer på en enkelt dag, verden rundt. Men den slags er slet ikke nyt. Oven på tørken i 1980’erne var jorden i de tørreste egne så gold og udpint, at det var svært at ernære sig på den.

Derfor rullede man en kæmpe klimagenopretningsindsats ud. Folk blev sat til at bygge terrasser på bjergskråninger og plante træer, så man bedre kunne holde på den frugtbare jord og den regn, der trods alt kom.

I dag går det fremad – også selvom klimaproblemerne tager til.

Og arbejdet fortsætter: Alle, som har et jordlod, skal lægge ugers gratis arbejde i klimaprojekter hvert år.

Men det går for langsomt. Brønde, som for 10 år siden var til at regne med, er nu permanent tørlagte. Terrassebyggeri og træplantning løser ikke problemet hurtigt nok.

Derfor henter vi i dag vand i 600 meters dybde. Unicefs ingeniører har sammen med Nasa – ja, dem med rumforskning og astronauter – udviklet en satellitteknik, der gør det muligt at ramme vandressourcerne så dybt.

Det betyder, at hele byer har kunnet forblive på landkortet, at potentielt livstruende sygdomme som diarre og underernæring har kunnet begrænses, at piger har kunnet gå i skole i stedet for at bruge dagen på at hente vand – og at etiopierne har fået mulighed for at vinde tid til at skabe langsigtede løsninger på klimaudfordringen.

Historien fra Etiopien viser, at klimakrisen ikke har noget quick fix. Den bekæmpes kun gennem lokalt engagement og både høj- og lavteknologi. Det gælder der, og det gælder her. Det lykkeligste ville være, hvis vi forstod, at det er meget lettere at begynde kampen nu end at vente på, at katastrofen rammer andet end græsplænen.

Steen M. Andersen er generalsekretær for Unicef Danmark.