Nu må teologerne altså komme på banen: Et land kan ikke være kristent. Alle borgerlige partier bortset fra Liberal Alliance vil forbyde muslimsk bønnekald via højtalere i det offentlige rum, og i Kristeligt Dagblad den 18. juni begrunder Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Mads Fuglede, forslaget med, at Danmark er et kristent land. Det er noget sludder.
Et land kan ikke være kristent. Et land kan have en historie, hvor kirke og kristendom har sat dybe spor. Et land kan have en majoritetskultur, hvor kristendommen spiller en væsentlig rolle. Og et land kan have en samfundsindretning, herunder en sekulær stat, som på visse områder er præget af kristendommen. Alt dette, kan man hævde, gælder for Danmark – efter min mening kan man endda hævde det med god ret. Og på den baggrund kan man så argumentere for, at kristendommen gerne må fylde i samfundet, at skolebørn skal vide noget om kristendommen, at folkekirken gerne må have en særstatus i forhold til andre trossamfund og så videre. Men man kan ikke dermed sige, at Danmark er ”kristent”. For teologisk set har kristendom ikke noget med geografi at gøre, kristendom er en verdensreligion.
Hermed mener jeg ikke bare, at kristendommen findes overalt i verden, men også at den ikke kender til nationale skel og grænser. Den kristne forkyndelse angår dig som menneske, ikke som dansker eller svensker eller kineser. Kristeligt set bor ingen i God’s own country , der er ikke nogen sammenhæng mellem det at være dansk og det at være kristen – ud over, at mange danskere også er kristne.
Er det ikke en strid om ord, når nu kristendommen både har sat dybe historiske spor og er flertallets religion i Danmark? Nej, det er ikke en strid om ord. Og slet ikke, når sætningen bruges til at underbygge et lovforslag. For det er en alvorlig fejl at underbygge et lovforslag med en sætning, der er noget sludder.
Man kan altså godt argumentere for, at kristendommen i nogle sammenhænge skal have lov at dominere, men man kan ikke bruge kristendommen til at argumentere for, at andre eller andet skal ekskluderes.
Kristendommen definerer ikke, hvad der må være plads til i Danmark. Hvis man derfor gerne vil forbyde muslimske bønnekald, må man finde andre argumenter. Jeg har svært ved at se hvilke, eftersom vi har religionsfrihed i Danmark, og eftersom der er så meget andet – både til hverdag og til højtid – der får lov til at larme.
Danmark er et frit land – eller burde være det – det er ikke et kristent land. Teologisk set giver det ingen mening.
Ingrid Ank er formand for Foreningen Åndsfrihed.