Direktør Martin Ågerup fra tænketanken Cepos var i klummen ”Etisk set” i Kristeligt Dagblad mandags ude i et besynderligt liberalistisk skoleridt for at argumentere for, at vi skal stoppe fokus på madspild. Han starter med at filosofere over tidsspildet ved at holde og vente for rødt lys, og hvad der kan siges for og imod denne tekniske, men praktiske, løsning på at regulere vores adfærd i trafikken.
Dette fører til overvejelser om, at sådanne tekniske problemer faktisk ikke kan afgøres af lægmænd, det har vi økonomer til. På samme måde forholder det sig med madspild, hævder Martin Ågerup. Heller ikke her kan vi selv vurdere, om det reelt kan svare sig samfundsøkonomisk at undgå at smide mad ud. Der kan være større hensyn, som vejer tungere. I Martin Ågerups optik er det mere hensigtsmæssigt med færre indkøb, hvor vi til gengæld køber rigeligt ind med det resultat, at noget må smides ud.
I princippet er Martin Ågerup ikke optaget af madspild, og ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, kan undgåelse af madspild da heller ikke være dårligt. Nej, Ågerups egentlige ærinde er at afsløre, at de egentlige samfundsmæssige problemer ikke kan gennemskues af menigmand. Det har vi økonomer til – og ikke mindst økonomerne i Cepos. Hvis økonomerne i Cepos skal vurdere det, ligger det største ressourcespild i det faktum, at vi tillader os den luksus at have en velfærdsstat.
For Martin Ågerup er idealet den såkaldte deregulerede økonomiske politik, hvor markedskræfterne har frit spil med størst mulig fri konkurrence. At en sådan politik skulle føre til mindre ressourcespild, er jo en påstand, som er vanskelig at efterprøve i praksis.
Der er ingen tvivl om, at økonomerne i Cepos med deres talgymnastik vil kunne ”bevise” dette, men lad mig som lægmand komme med nogle indicier og formodninger, som også kan pege på det modsatte.
Lad os begynde med madspildet. Vi er i Danmark plastret til med supermarkeder, som alle har lov til frit at konkurrere med hinanden. Dette betyder, at de alle har alt for meget mad på hylderne, fordi butikkerne altid skal se indbydende og frodige ud af konkurrencehensyn. Resultatet er, at en del mad når at blive for gammel og må smides ud efter lukketid.
Dette erfarer vi i Vesterbro Maduddeling, hvor vi har aftaler med nogle ansvarlige butiksledere om, at dette madspild er uetisk, hvorfor de giver os lov til at hente maden og dele den ud til sociale formål.
På samme måde er byerne fyldt med restauranter, som af konkurrencehensyn har fyldte buffeter helt op til lukketid med det resultat, at masser af buffetmad dagligt må smides ud.
Ser vi på vores adfærd i trafikken, er denne i Danmark fortsat meget dereguleret i den forstand, at flyrejser af konkurrencehensyn er meget billige, og samtidig er privatbilismen meget udbredt på grund af en dårligt reguleret offentlig transport. Begge dele betyder et voldsomt ressourcespild og samtidig en voldsom miljøbelastning af samfundet.
Skal vi endelig holde velfærdsstaten og et dereguleret samfund baseret på markedsøkonomi op mod hinanden, tyder den overståede finanskrise og de aktuelle finans- og bankskandaler på, at velfærdsstatens finanssystemer bør reguleres langt kraftigere, hvis ikke velfærdsstaten skal udsætte sig selv for et pengespild af dimensioner, som vi slet ikke kan forestille os.
Så jo, Martin Ågerup har ret i den forstand, at der faktisk ”er meget alvorligere spild end madspild”, men det er ikke velfærdsstatens skyld.
Johannes Bertelsen er bestyrelsesmedlem og frivillig i Vesterbro Maduddeling.