Tak til sognepræst Kristoffer Garne, som i en kronik i denne avis den 29. august genoptager debatten om folkekirkens liturgi. Den blev sat i gang på initiativ fra biskopperne, som via tre arbejdsgrupper har udsendt tre rapporter om henholdsvis autorisation, gudstjeneste og dåb og nadver. Hensigten er at skaffe et grundlag for en samlet debat i folkekirken om, hvorvidt der er behov for fornyelser i liturgien – og i givet fald på hvilke felter – og i forhold til, hvor ensartet eller lokalt bestemt liturgien bør være.
I løbet af 2021 vil biskopperne samle op på debatten og drøfte, om den giver anledning til konkrete initiativer og forslag, som i givet fald naturligvis vil blive sendt til høring bredt i folkekirken.
Kristoffer Garne erklærer sig enig i hele liturgiprocessens hovedsigte, nemlig at form og indhold i gudstjenesten ikke kan skilles ad, og vi derfor til enhver tid må overveje: ”Formår liturgien i sin konkrete udformning at videreføre det, der ligger i den gamle struktur?” – for ”gudstjenesten er til enhver tid kendetegnet ved en dynamik mellem nye formuleringer og mennesker i en gammel traditionel form med et gammelt budskab”.
Det er meget præcist ærindet for den landsdækkende proces, der nu er i gang. I kronikken kritiserer Garne rapporten ”Gudstjeneste”, som vi er ansvarlige for, for at undlade at forholde sig til de forskellige modeller for forholdet mellem autorisation og lokale valg, som bliver opstillet i den første rapport. Det er imidlertid et bevidst valg, da det ikke er meningen, at vores rapport skal konkludere på den første rapport.
Det er vores indtryk, at den grundlæggende ordo-tanke – altså at gudstjenesten har et grundlæggende mønster, en orden, der går tilbage til oldkirken og genfindes globalt – er en selvfølgelig forudsætning, når man i folkekirken overvejer liturgiske ændringer. Den genfindes i alt, hvad der siges om gudstjenesten i gudstjensterapporten. Den ordo-model, der opstilles som en mulighed blandt andre i den første rapport, og som Garne tilslutter sig, har at gøre med, hvor meget af gudstjenestens liturgi, der skal fastlægges nationalt, og hvor meget lokalt, og det spørgsmål har vi som sagt ikke forholdt os til i gudstjenesterapport.
Ordo-modellen foreslår, at den fælles fastlagte liturgi ”kun” skal gælde dette mønster i gudstjenesten og lade den konkrete udformning af gudstjenesteleddene være op til præst og menighedsråd.
Garne bemærker også, at vi i gudstjenesterapporten foreslår endnu en ”model” for forholdet mellem nationalt og lokalt fastlagt liturgi, nemlig den at klargøre, hvordan vi i folkekirken omgås den nuværende autoriserede liturgi – som rettesnor eller som facitliste. Der er altså ikke tale om en egentlig ny model, men om en opfordring til at genbesøge de muligheder for variationer og lokale valg, der foreligger i den givne gudstjenesteordning.
En øget samtale om brugen af den autoriserede liturgi og tilsynets rolle kunne måske føre bort fra på den ene side en slavisk klamren sig til de autoriserede liturgis ordlyd, på den anden side en lokal vilkårlighed i liturgien. Men det er som sagt kun endnu et forslag og på ingen måde en undsigelse af de øvrige forslag i materialet.
Til gengæld fremkommer der i vores rapport et konkret forslag om dannelsen af et liturgisk center, der løbende kunne kvalificere den liturgiske udvikling i Danmark.
Vi er ikke kede af, at rapporten om gudstjenesten ikke udstikker en retning for, hvilken vej eventuelle reformer skal gå. For den er jo et oplæg til debatten. Og som Garne siger: Den er heldigvis ikke slut endnu. Der kan blandt andet frem til 16. marts indsendes tanker og forslag i biskoppernes liturgi-postkasse: folkekirkensliturgi@km.dk.
Tak til Kristoffer Garne for at bidrage til debatten.
Jørgen Demant er sognepræst og fagsekretær for gudstjenesterapporten, og Marianne Christiansen er biskop over Haderslev Stift.