Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Nej, biskopperne har ikke faglig indsigt i CO2

Domprovst i Helsingør Stift Steffen Ravn Jørgensen efterspørger, at for eksempel biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller (billedet) hellere beskæftiger sig med målsætninger for mission og dåb end politisk tiltag vedrørende klimaforandringerne. Arkivfoto.

Steffen Ravn Jørgensen, domprovst i Helsingør Stift

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er farligt, hvis klimadebatten ender i en ny ideologi, skriver domprovst Steffen Ravn Jørgensen

VED DET SENESTE folketingsvalg blev der sat fokus på klimaet. Gennem de senere år har der været en stigende bevågenhed om, at vi med vores store forbrug kan ødelægge livsbetingelserne for vore børn og børnebørn. Men sagen er ikke enkel – heller ikke for sagkundskaben – når vi søger at indkredse, hvad der kræves af os for at imødegå klimaændringer.

Og farligt er det, hvis klimadebatten ender i en ny ideologi. Tidligere fascination af kommunismen og revolutionen er falmet, men er vi ved at havne dér, hvor klimaspørgsmålet er ved at blive en ny ideologi eller nærmest får karakter af erstatningsreligion.

Man forstår, at biskopperne må prioritere i de opgaver, som melder sig. I april blev biskopperne anmodet om at engagere sig i en tænketank for forfulgte kristne. Kristne er den religiøse gruppe, som er udsat for de største forfølgelser i verden. Først efter pres i medierne meldte en enkelt sig. Man kunne ellers formode, at dette var en sag, som måtte have første prioritet.

Kristi himmelfartsdag 2018 fandt biskop Peter Fischer-Møller tid til at være med ved åbningen af den nye tyrkiske moské i Roskilde. Man skulle ellers tro, at en sådan helligdag sad biskoppen til højmesse i en af stiftets kirker.

Men når biskoppen alligevel valgte at deltage, så kan man undres over, at han ikke greb lejligheden til at gøre opmærksom på, hvor vanskeligt de kristne har det i Tyrkiet, ja, at tale de forfulgte kristnes sag. På Åbne Døres hjemmeside fremgår det, at der er tale om meget alvorlige forfølgelser i Tyrkiet.

På det seneste bispemøde havde man overskud til at engagere sig i den politiske dagsorden. Biskop Peter Fischer-Møller oplyste, at deltagerne havde taget et selvstændigt initiativ, hvor man ville forpligte folkekirken til at reducere CO2 med 70 procent. Biskoppen kunne oplyse, at der bliver oprettet en arbejdsgruppe, der ser på, hvordan reduktionen kan ske. Peter Fischer-Møller har allerede gjort sig nogle erfaringer som initiativtager til organisationen Grøn Kirke, og han er nu arkitekt på det kommende CO2-udvalg.

Man kan undre sig over, at Peter Fischer-Møller fremlægger et forslag på vegne af alle biskopperne. Betyder det, at alle biskopper er enige i dette politiske tiltag? Hvad ved den enkelte biskop om CO2-udledning?

Det kunne være oplysende at kende den enkeltes indsigt og synspunkter eller i det mindste, at folkekirkemedlemmer i den enkelte biskops stift kendte holdningen.

Og er biskopperne enige om, at klimaforandringer udelukkende skyldes menneskelige faktorer, eller er der nogen, der som nogle videnskabsmænd finder, at CO2 har med solens stråler at gøre? I dagspressen kommer forskellige stemmer og holdninger til orde.

Så hvordan kan det være, at biskopperne, som jo er valgt i hvert deres stift, og hvor flere har været i intern bispevalgkamp, taler med én tunge? Ligger man inde med en særlig viden, når man bliver biskop? Er der plads til flere stemmer?

Umiddelbart kunne man forvente, at det var andre målsætninger, som biskopperne fandt det vigtigere at lægge frem. Hvad med målsætninger for mission og dåb? Hvordan kan samarbejdet med skolen udbygges?

Hvordan kan vi som medlemmer af folkekirken være med til at nære de værdier, som har gjort vores kultur rig? Hvordan kan vi bidrage til en forståelse af det enkelte menneskes værd, og hvordan imødegår vi identitetspolitikkens ødelæggende følger for det enkelte menneske og familien?

Der er målsætninger nok at tage fat på for teologer og biskopper, hvor deres faglige indsigt er nyttig.

Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør Stift.