DET ER, SOM OM de skiftende personer, der sidder i Statens Kunstfond, er tonedøve. Det er, som om de ikke vil høre, at der er store problemer med nepotisme og indspisthed ved den måde, Statens Kunstfonds 500 millioner kroner uddeles på.
Således også formanden for Statens Kunstfond, Michael Bojesen, i Kristeligt Dagblad den 7. september, der med vanlig manglende problemforståelse svarer på den igen opståede kritik af måden, der uddeles på.
Men der er problemer.
Når der flere gange er indsamlet dokumentation af kritikere, der viser interessekonflikter og nepotisme, så er der et problem. Når det af statistikker kan læses, at det er de samme og de samme og de samme, der får, og at der også er påviste interessekonflikter. Så er der et problem.
For mig som stor kunstelsker, litteraturelsker og forfatter er det værste ved den manglende problemforståelse, at det, efter min bedste overbevisning, lukker kunstens muligheder for at udvikle sig ned. Vi får indirekte, når de samme vurderer sig selv og hinanden, en skabelon på, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert kunst. Vi får det, de synes er det rigtige (må vi da håbe, for ellers hører
alting da op). Den kan vi i samtiden så tage med os, når vi skal ud at vælge bøger eller høre oplæsninger eller søge inspiration hos boghandlerne eller vores alle sammens biblioteker. Den passer sammen alt for godt med ensformigheden i, hvad der står af litteratur, hylde op og hylde ned. Om de samme emner og af de samme forfattere i stort set alle bogforretninger. Og på vores biblioteker.
Når det er de samme, der giver og modtager til hinanden i legatudvalgene, så må der komme ret så ensformig kunst ud af det. Ret så ensformig målt med
alle mulige andre parametre. Som aldersfordeling, skriveformer, sprogbrug, hvad der er korrekt sprogbrug, om man har gået på forfatterskole og så videre. For de færdes i samme kredse og samme steder, mange af dem. Så sker der ikke rigtig nogen udvikling, vel? Ikke med bidrag fra kunststøtte i hvert fald.
Der bør snart tages fat om at sørge for, at ingen kunstnere kan modtage store legater mere end maksimalt to gange, og at der gerne skal gå et vist antal år, inden der søges igen. Og at inhabilitet i øvrigt skal varetages på samme måde som i alle andre offentlige instanser, der for
valter borgernes midler og ansøgninger. Nemlig: Så er man udelukket fra at kunne stemme på vedkommende. Man er inhabil.
At der skulle være et særligt behov for, at der kun kan være forfattere eller akademikere til stede for at kunne bedømme de indsendte ansøgninger, vil jeg, som både forfatter og en med bred erfaring, sige da vist kun er en opfattelse, der findes i… Statens Kunstfond. Hvis den slags begrænsninger lå i andre udvalgs- eller bestyrelsessammenhænge, så ville samfundet gå i stå.
Lige så vigtigt: Der skal tages fat på at finde frem til en sammensætning af udvalgsmedlemmer, der har mere forståelse for opgaven end det udvalgsmedlem, jeg personligt har hørt snerre ad min, i øvrigt forsigtige, kritik:
”Selvfølgelig giver jeg da til én, jeg kender. Skulle jeg give til en, jeg slet ikke kender og ikke ved om bliver til noget? Selvfølgelig giver jeg til en, jeg kender, når jeg skal vælge.”
Ja, så bliver det ikke hverken politikere eller kritikere af ordningen, der lukker Statens Kunstfonds uddelinger ned. Så bliver det de tonedøve udvalgsmedlemmer og de udøvende kunstnere, der ikke vil indse, at det ikke er hverken særlig smart eller god dannelse at tage, hvad man kan, med arme og ben på bekostning af kolleger.
Britta Helbek er forfatter.