Prøv avisen
Debat

Nobelprisen i litteratur har altid haft en aura af noget uantasteligt –sådan er det ikke længere

Det mangeårige medlem af Svenska Akademien Horace Engdahl forlader nu Nobelkomiteen efter pres fra ”sabotagemagere som Sara Danius (billedet) og det MeToo-slæng, hun har stillet sig i spidsen for,” skriver lektor og medlem af Det Danske Akademi. – Fotos: Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix og Claudio Bresciani/AP/Ritzau Scanpix.

Marianne Stidsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sara Danius, der frem for nogen er skyld i Akademiets undergang, har endnu en gang fået lov til at diktere vigtige beslutninger i toppen af det svenske kulturliv. Beslutninger, som ovenikøbet får konsekvenser på verdensplan, skriver Marianne Stidsen

SÅ FORLOD Horace Engdahl Nobelkomiteen. Som enhver, der har fulgt hans stålsatte og vedvarende kamp mod ødelæggelsen af Svenska Akademien, kan regne ud, gjorde han det ikke frivilligt. Sandsynligvis er han blevet presset til det af mindre modige akademifæller. Muligvis endda også af den nuværende konstituerede sekretær Anders Olsson. Som i så fald synes at mene, at intet offer er for tungt, når det gælder om at komme til at uddele Nobelprisen igen. Og det sker, kan vi forstå. Allerede i år bliver prisen uddelt – både for 2018 og 2019.

Det kunne jo lyde som en utroligt glædelig nyhed. Sagen er blot, at en sejr vundet på de præmisser, intet som helst er værd. Det er det, man kalder en pyrrhussejr. Efter kong Pyrrhus af Epirus, der i 280 f.Kr. vandt en sejr over romerne, som endte med at koste ham størstedelen af sin hær. Det vil med andre ord sige en sejr, hvor omkostningerne er af en størrelsesorden, som i virkeligheden gør sejrherren til en eklatant taber.

Det er det, der er tale om her. Akademiet kunne for lang tid siden have valgt at sætte hårdt mod hårdt over for Nobelstiftelsens fuldkommen urimelige og illegitime krav om, at først Katarina Frostenson og dernæst Horace Engdahl skulle smides ud – om ikke af Akademiet, så da i det mindste af Nobelkomiteen – før Nobelprisen igen kunne uddeles. Man kunne have gået til domstolene og påberåbt sig Alfred Nobels testamente. Sådan som Horace Engdahl og andre ved flere lejligheder har tilkendegivet, at man burde gøre. En sag, som flere højtstående jurister ovenikøbet vurderer, at Akademiet efter al sandsynlighed ville have vundet.

I stedet har man nu lagt sig fladt ned på jorden og ladet sig tromle over af Nobelstiftelsen, hvis ene bestyrelsesmedlem hedder Sara Danius. Den kvinde, der frem for nogen er skyld i Akademiets undergang, har dermed endnu en gang fået lov til at diktere vigtige beslutninger i toppen af det svenske kulturliv. Beslutninger, som ovenikøbet får konsekvenser på verdensplan.

Hvor er pressen henne? Hvor er kulturcheferne henne? Hvor er opinionen henne? Hvor er modstanden henne? Kan det virkelig passe, at den svenske befolkning og de svenske opinionsdannere endnu en gang vil sidde overhørig, at en person som Sara Danius, der – efter sit mislykkede forsøg på at kuppe Akademiet og efter sit angiveligt ublu betalte exit fra samme – nu har heldet til fra sidelinjen at sabotere dets arbejde og undergrave dets autonomi?

Nobelprisen i litteratur har altid haft en aura af noget ophøjet og uantasteligt. Man kunne være uenig i de enkelte tildelinger (det har jeg for eksempel selv været flere gange). Man kunne have forbehold over for visse prioriteringer og motiveringer. Men man kunne ikke, uanset hvor man så end befandt sig på kloden, på vilkår være i tvivl om, at prisen var resultatet af en åndfuld gruppe suveræne kulturpersoners seriøse og ubestikkelige arbejde.

Sådan er det desværre ikke længere. En litterær nobelpris i 2019 – eller to sågar – er på den baggrund værre end slet ingen nobelpris. Det er sørgeligt, at der ikke er flere, der kan se det. Og mit gæt er, at historien kommer til at fælde en hård dom over dem, der lod sig kyse af sabotagemagere som Sara Danius og det MeToo-slæng, hun har stillet sig i spidsen for.

Den dag, civilisationen vender tilbage, er der en hel del, som forhåbentlig vil få en temmelig dårlig smag i munden.

Problemet er bare, at da er det for sent.

Marianne Stidsen er dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet samt medlem af Det Danske Akademi. Forfatteren kender Horace Engdahl privat.