FOR FØRSTE GANG i mange hundrede år oplever vi i denne tid, at vi uge efter uge ikke kan holde gudstjeneste. Alle gudstjenester aflyses på grund af coronakrisen. Det betyder også, at vi ikke kan deltage i nadveren. Hvad gør vi i den situation?
Allerede nu eksperimenteres der med, hvad man kunne kalde en virtuel nadver eller en tv-nadver. Det vil sige, at der udsendes en gudstjeneste med nadver, som seerne så kan ”deltage” i og hjemme hos sig selv foran skærmen tage et stykke brød og et glas vin, efter at præsten på tv har læst indstiftelsesordene. Denne form for virtuel nadver giver – ligesom den virtuelle gudstjeneste i det hele taget – deltagerne en oplevelse af, at være med i et gudstjenestefejrende fællesskab, og det er vigtigt. Men der er – som debatten viser – naturligvis teologiske problemer ved en sådan virtuel nadver. Man kan rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er en virkelig nadver, når præst og menighed ikke er fysisk til stede sammen og deler brød og vin.
I denne nødsituation overses det i debatten ofte, at ligesom vi i en luthersk kirke i en nødsituation kan have en legitim nøddåb ved en lægmand, så kan vi selvfølgelig også have en nødnadver ved en lægmand. Enhver lægmand kan slå op i salmebogen og finde ritualet for nadveren og ud fra det gennemføre nadverhandlingen. Han eller hun kan læse indstiftelsesordene og uddele nadveren til alle i husstanden. Problemet ved denne lægmandsnadver i hjemmet er ikke teologisk, for her er der ikke noget at komme efter, men det er, at en sådan lægmandsnadver ikke giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab.
Men man kunne naturligvis også forene de to former for nadver på en sådan måde, at nadveren på en og samme tid bliver udført på en teologisk set uangribelig måde, og at nadverfejringen giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab. Det kunne meget enkelt ske på den måde, at gudstjenesten med nadver sendes på tv eller på anden virtuel måde, men således, at præsten ved nadveren opfordrer en lægmand hjemme ved skærmen til sammen med ham eller hende at sige ritualets ord og dermed foretage en lokal indstiftelse af nadveren, inden den uddeles derhjemme. Helt praktisk kunne man – ligesom man gør under salmesangen – køre ritualets tekst på skærmen, så lægmanden kan læse det op derfra.
Denne form for virtuel lægmandsnadver er naturligvis en nødnadver, og vi må håbe, at vi inden alt for længe igen kan samles til gudstjeneste i vore kirker og under ledelse af præsten holde nadver sammen. Men indtil da, er der ingen grund til, at vi forholder hinanden nadveren.
Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent.