En af MeToo-bevægelsen 2.0’s største udfordringer er, at debatten om sexisme er nedsænket i et morads af uklarheder, misforståelser, fordomme og dagsordener. Dertil kommer, at der selv for vedtagne termer og begrebers vedkommende bliver sat spørgsmålstegn ved deres legitimitet.
Det er Kristian Ditlev Jensens kronik her i Kristeligt Dagblad fredag den 23. oktober et godt eksempel på.
Forfatteren og præsten bruger her betragtelig plads på at afvise, at sexisme skulle være udtryk for en særlig ”kultur” i samfundet – en pointe, han i øvrigt også fremførte aftenen før i DR 2’s ”Debatten”.
Når man betegner sexismens destruktive tilstedeværelse i samfundet som en kultur, hvilket mange MeToo-aktivister netop betoner, gør man sig ifølge Kristian Ditlev Jensen skyldig i ”en udspekuleret retorik”. Det er nemlig ”et snedigt retorisk greb”, der skal legitimere retten til at kritisere den.
Men sexisme, betoner han, er på ingen måde en kultur, men blot udtryk for dårlig moral hos ganske få mænd. I den forstand minder sexisme om pædofili, hævder han videre: Heller ikke det er en kultur, men noget, kun få af dem udøver i lukkede cirkler.
Ganske få mænd? Men sexisme udøves jo på daglig basis af langt de fleste mænd – og store drenge! Desværre gælder det også de af os, der ellers forsøger at undgå det, eftersom sexismens mekanismer er så basale.
For har vi ikke alle leet af blondinevittigheder eller af de engang så udbredte ”Der er så meget, kvinder ikke forstår”-reklamer for Oddset? Har vi ikke alle set en kvinde på film blive urimeligt fornedret og ment, at det havde hun da egentlig fortjent, så løs på tråden, som hun var? Og har vi ikke fra tid til anden tænkt, at verdenslitteratur skrevet af kvinder beretter om at være kvinde, mens verdenslitteratur skrevet af mænd tværtimod beretter om at være menneske?
Sexisme er ikke kun at true kvinder, råbe sjofelheder af dem eller være nedladende over for dem. Som jeg skrev i et debatindlæg i avisen den 13. oktober – ”Mikrosexismens smittekæder skal brydes” – findes der også mikrosexisme, hvor små, helt subtile handlinger udfolder sig under radaren. Sexisme er dermed en kultur og ikke blot resultatet af enkelte mænds dårlige moral. Lad mig nævne tre årsager til det:
For det første er fænomenet dybt indlejret i samfundets selvforståelse og dermed i socialiseringen af borgere uanset køn.
For det andet udgør det en fuldkommen grundlæggende norm, ja, en grundpille i hvedagens omgangsformer.
For det tredje blev fænomenet grundlagt i tidernes morgen med det formål at indstifte en moralsk begrundet kønsmagtordning mellem kønnene – med manden som det primære køn.
Og så er sexisme i øvrigt en kultur, fordi mænd på de sociale medier mener sig berettiget til at kalde kvinder for sprogets mest intimiterende og truende gloser, når de siger fra over for… sexisme!
Men sexisme er desværre også en kultur, fordi den for alt for mange mennesker – Kristian Ditlev Jensen inklusive – glimrer ved sin usynlighed.
Derfor kan fænomenet blive ved med at eksistere og blive reproduceret fra generation til generation. Og selv her i efteråret, hvor flere end 4000 danske kvinder fra forskellige brancher har skrevet under på erklæringer mod fænomenet, hvor adskillige fagforeninger og organisationer mobiliserer undersøgelser, og hvor politikere og mediepersoner bliver fældet, er modstanden mod at begribe sexisme som en kultur fortsat enorm.
Og Kristian Ditlev Jensen selv? Han kunne måske begynde med at bladre rundt i Bibelen sammen med en person, der har blik for kultursexismen. Jeg garanterer: Der er eksempler nok til adskillige prædikener.
Henrik Marstal er musiker og forfatter.