Onsdag den 1. april kom udmeldingen fra Kirkeministeriet om muligheden for at åbne for kirkegang i påsken. En pinlig og malplaceret aprilsnar, tænkte jeg først. Til min skuffelse lader det i stedet til, at vi bliver holdt oprigtigt for nar – også nu efter den 1. april.
Jeg er ubetinget enig med dem, der understreger, at mennesket ikke kan leve af brød alene, hvorfor vi naturligvis har brug for at høre evangeliet. Særligt i denne tunge tid. Naturligvis er vi da også mange, der just nu savner kirkens fysiske fællesskab. Dette særligt, idet kirkerne traditionelt set har dannet ramme for os i krisetider. I vores menighed er nadveren en fast del af gudstjenestefejringen, ligesom fællessangen almindeligvis løfter os ud af os selv søndag efter søndag i fællesskabets enhed.
Ånden er stærk, når vi forsamles om troen. Guds ord frisætter os fra vore selvindkrogende bekymringer, der for manges vedkommende har et særligt stærkt greb her midt i uvishedens krise. Derfor skal påsken selvsagt fejres behørigt, og dens nådefulde budskab skal klinge fra himmel til jord ud i alle stuer, alle hjerter og alle sind.
Dog er det sådan – hvilket Kirkeministeriet lader til at have misforstået – at Guds ord hverken er bundet til kirkens sten, prædikestolens træ, præstens kjole og krave eller fællessangens spytpartikler. Det er smittefaren til gengæld. Derfor vil Ordet selvsagt lyde, omend kirkerne holder lukket. Det er kirkens opgave at få forkyndelsen ud under disse prekære omstændigheder.
Svaret er ikke at gå imod al øvrig anbefaling. Det er mit klare indtryk, at vi er mange præster, der de seneste uger har arbejdet på højtryk for at finde på nye løsninger for at få forkyndelsen ud. Vi har måttet skuffe vores konfirmander, begravelsesfølger, trofaste kirkegængere og ensomme, der trænger til fysisk nærvær.
Ikke desto mindre gør vi, hvad vi kan, for at bidrage med vores til fællesskabet, så vi forhåbentlig inden længe igen kan vende tilbage til kirkens rum. Jeg ved ikke, hvad kirkeministeren mere ønsker af os præster, men én ting er sikkert: Det er præstens opgave at være hyrde for menighedens flok, og fra den position skal præsten forkynde Ordet rent og purt.
Min menighed skal der værnes om. Derfor giver jeg dem end ikke muligheden for at forsamle sig i kirken hen over påsken.
Til gengæld skal de ikke sulte, for Ordet skal mætte dem – på hvilken måde, der end kan lade sig gøre. For nogle er det digitalt, for andre er det telefonisk, og for atter andre er det over havernes hække. Påskens store fortælling venter lige om hjørnet, og den skal heller ikke i år gå ubemærket hen. Hver akt i fortællingen har noget livgivende og nåderigt at sige os. Vi skal fejre det, vi skal leve det, og vi skal høre det sammen – skønt hver for sig.
Signe Helbo er valgmenighedspræst i Norddjurslands Valgmenighed.