Jan Kjærstad: ”Pesten” af Camus har sin tid nu

Når vi oplever komplekse fænomener — som individer eller som kollektiv — vil vi på et tidspunkt forsøge at forme dem til en fortælling. Det ligger dybt i os, skriver den norske forfatter Jan Kjærstad

"Der er mere hos menneskene at beundre end foragte,” siger dr. Rieux i romanen ”Pesten”. Det er noget at tage med sig i tider som denne, mener forfatter Jan Kjærstad. Her ses advarselsskilt ved en park i Aalborg.
"Der er mere hos menneskene at beundre end foragte,” siger dr. Rieux i romanen ”Pesten”. Det er noget at tage med sig i tider som denne, mener forfatter Jan Kjærstad. Her ses advarselsskilt ved en park i Aalborg. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Ligesom mange andre i disse dage har jeg fundet

Albert Camus’ ”Pesten” frem fra bogreolen. Det er længe siden, jeg har læst den, og jeg husker den som lidt for åbenlys, lidt for simpel. Jeg tænker, at det må være hype, der får folk til at tale om den – at det kun er på grund af titlen. Men da jeg åbner romanen, bliver jeg overrasket. Bøger har deres tid, og hvis nogen bog har sin tid nu, er det ”Pesten”.

Når vi oplever komplekse fænomener — som individer eller som kollektiv — vil vi på et tidspunkt forsøge at forme dem til en fortælling. Det ligger dybt i os. Der vil garanteret blive fortalt mange historier i kølvandet på coronavirussens hærgen.

Vi vil med tiden forsøge at samle disse kaotiske og tilsyneladende modstridende elementer til en helhed, der kan give os en form for indsigt, som bunken af offentlige rapporter ikke vil være i stand til at tilbyde.

Måske bliver de lige så gode som ”Pesten”, for selvom den blev skrevet for mere end 70 år siden, præsterer den på næsten uhyggelig vis at afspejle den ubegribelige situation, vi er havnet i. Ved en ny gennemlæsning slår det mig, hvor rig romanen er, og hvor mange aspekter den rummer. Den skildrer en epidemi. Den er en allegori over krig. Det er en eksistentiel skildring af den menneskelige tilstand i bred forstand. Vi møder den samme tvetydighed, vi finder hos Kafka, som Camus selv satte stor pris på. ”Hele Kafkas kunst går ud på at tvinge læseren til at læse forfra igen,” skriver Camus i en af sine notesbøger. Også efter den sidste side i ”Pesten” føler man en trang til at læse romanen igen.

Hvad angår allegorien, er det pudsigt, at Camus i et brev i 1955 må forklare en så skarp læser som Roland Barthes, at ”Pesten” først og fremmest handler om den europæiske modstandskamp mod nazismen. Og at den handler om et fællesskab, der kæmper sammen – ikke om det ensomme oprør. Ikke om et jeg, men om et vi, som politikerne ynder at sige det i dag.

Men det er alligevel fortællingen om sygdommens mange facetter, der griber mig mest ved det nye gensyn. Romanen fortæller altså om en epidemi, der rammer kystbyen Oran i Algeriet og varer i 10 måneder. Under arbejdet med romanen samlede Camus stof om historiske epidemier, men tog også noter, da tyfus i april 1941 brød ud i en lille by ikke alt for langt fra Oran, hvor han opholdt sig på det tidspunkt. Venner, der boede der, kunne fortælle ham om karantæneregler og manglen på vacciner.

Det gibber allerede i mig, da jeg læser fortællerens indledning: ”Man må erkende, at der ikke var noget, der tydede på, at vores medborgere kunne forudse det, der skete det forår.” Nøjagtig det samme kunne man have sagt om dagens corona-tilstande, der endnu en gang har vist os, hvordan det utænkelige kan blive til virkelighed – så at sige fra den ene dag til den anden.

Der er i det hele taget forbavsende meget, som får mig til at sidde og nikke genkendende. Først tales der om utilstrækkelige forholdsregler. Så bliver byen lukket, mens befolkningen isoleres. Vi hører om rationering, hamstring og folk, der desperat forsøger at flygte ud af byen. Der kommer hele tiden nye forbud. Man løber tør for visse varer. Man frygter, at pesten vil komme til at ruinere turistindustrien.

Der er stor usikkerhed om, hvordan pesten skal standses, og hvor længe den vil vare. Antallet af døde stiger. Man venter på serum, og da det kommer, er der for lidt, og den næste sending virker ikke lige så godt, fordi pesten nu også angriber lungerne. Sygdommen fører konstant diagnostikerne på vildspor.

En af karaktererne siger, at myndighederne mangler fantasi, og at de altid er et skridt bag pesten. Ligesom i dag, tænker jeg, med eksperter, der vakler mellem usikre videnskabelige analyser og skråsikre gæt.

Mod afslutningen, da priserne stiger, støder jeg på en passage, der virker farligt aktuel: ”Pesten, som på grund af den upartiskhed, den viste i sit virke, og som burde have styrket ligheden mellem vores medborgere, gjorde tværtimod følelsen af uretfærdighed endnu stærkere, fordi den almindelige menneskelige egoisme spillede ind.”

Jeg har to biografier om Camus, hvoraf den ene er skrevet af Herbert R. Lottman og den anden af Olivier Todd. Begge viser, at ”Pesten” var en vanskelig bog at skrive og tog ekstra lang tid – ikke så underligt, når man tænker på, at krigen rasede, og at Camus deltog i modstandsbevægelsen. Det ældste fragment er fra 1938, men det målrettede arbejde begyndte i 1941. Camus skriver i godt og vel seks år. Flere af de oprindelige hovedpersoner forsvinder undervejs. Han er på nippet til at opgive romanen. Indtil sidste øjeblik har han en fornemmelse af, at projektet er mislykket.

”Pesten” udkommer i juni 1947, hvor forfatteren endnu ikke er fyldt 34 år. Romanen modtages med klapsalver. Da Camus også modtager de franske kritikeres pris, skriver han i sin notesbog: ”Tristhed over succesen. Modstanden er nødvendig.”

”Pesten” har et større persongalleri, end jeg husker. Hovedpersonen er Bernard Rieux, en 35-årig læge. Han er dygtig og introducerer tidligt de rigtige tiltag, men det er hans holdninger, jeg gerne vil fremhæve i vores corona-kontekst. Det vigtigste er at gøre sit arbejde så godt som muligt, siger han et sted. Og da en af de andre personer påpeger, at lægens sejre blot er midlertidige, svarer dr. Rieux, at det ved han godt. ”Men det er ingen grund til, at holde op med at kæmpe.” Det er hans credo. Det gælder om at kæmpe – på en eller anden måde – og ikke falde på knæ. Vi genkender forfatteren til sisyfosmyten.

Dr. Rieux arbejder utrætteligt og tålmodigt, måned efter måned, på trods af udmattelse og mangel på søvn. ”Der er ikke noget heroisk ved det, vi gør,” siger han. ”Det handler om ærlighed og redelighed. (...) redelighed er det eneste, man kan bekæmpe pesten med.”

Helt til sidst finder vi ud af, at det er dr. Rieux selv, der har skrevet krøniken, og at han har gjort det for at ”fortælle om det, man lærer under en epidemi, nemlig at der er mere hos menneskene at beundre end at foragte”. Det er noget at tage med sig i tider som denne.

Jeg vil nævne en af de andre personer, Joseph Grand, der er en kontorassistent på rådhuset, som også hjælper dr. Rieux – i lægens øjne er Grand krønikens helt. Grand drømmer om at skrive et manuskript, der får forlæggeren til at sige: ”Mine herrer, for dette tager vi hatten af.”

Bogen igennem hører vi gentagne gange om Grands kamp med den første sætning: ”En smuk morgen i maj red en elegant amazone på en storslået skimmel gennem Boulogneskovens blomstrende alléer.” En frygtelig epidemi raser, men for Grand er intet vigtigere end at gøre sætningen perfekt. Er ”slank” et bedre adjektiv end ”elegant”?

Da han bliver syg, beder han dr. Rieux bringe ham manuskriptet. Det viser sig at være på cirka 50 sider, og Rieux ser nu, at alle de tætskrevne sider indeholder den samme sætning, der er omskrevet utallige gange med ændringer, tilføjelser og udeladelser. Fordi han tror, han skal dø, får han dr. Rieux til at brænde det.

Næste morgen har Grand dog på uforståelig vis fået det bedre, og han er straks klar til at gå i gang med sin sætning igen. Det sidste, vi hører, er, at han har sløjfet alle adjektiverne.

Den lidt komiske Grand kan læses som Camus’ selvportræt – en forfatter, der år efter år kæmper med sin roman – men det er også en hyldest til den store franske forfatter Gustave Flaubert og hans søgen efter det præcise ord, le mot juste.

Set i et corona-perspektiv er der ikke så meget, forfattere kan stille op, men de kan muligvis finde de rigtige ord.

Vores fantasi er alt for dårlig og vores empati er for svag. Derfor har vi brug for romaner. Og vi har brug for en forfatter som Camus. En, der vover at se meningsløsheden i øjnene. Ikke mindst har vi brug for dr. Rieux. Hans værdighed og etiske rygrad. Nogle vil kalde det en kæmpende humanisme. En lavmælt solidaritet, der hverken har Gud eller en ideologi i ryggen. ”Jeg tror ikke, jeg har sans for heltemod og hellighed,” siger han. ”Det, der interesserer mig, er at være et menneske.”

Jeg forestiller mig, at mange af nutidens læger og sundhedsansatte er i tråd med dr. Rieux.

Albert Camus er en forfatter for vores tid. En skikkelse som dr. Rieux kan fortælle os meget. Ja, han kan faktisk være en inspiration, også til handling, i den komplicerede og usikre situation, vi nu befinder os i.

Jan Kjærstad. Foto: Leif Tuxen
Jan Kjærstad. Foto: Leif Tuxen

Jan Kjærstad er norsk forfatter.

Teksten bringes i Kristeligt Dagblad med eneret i Danmark.

Oversat af bureauet Translated By Us.