Det er denne måned 75 år siden, Anne Frank døde i Bergen-Belsen af sult og tyfus i en alder af kun 15 år. Koncentrationslejrens cirka 55.000 endnu levende fanger blev af englænderne befriet den 15. april 1945. Af hensyn til smittefaren blev lejren straks brændt af, men områdets mindepark med et fantastisk museum kan man stadig besøge.
Anne Franks berømte dagbog dækker en periode på godt to år – fra den 6. juli 1942 til arrestationen den 4. august 1944 på et skjulested i Amsterdam, der husede både familien og enkelte jødiske venner, otte i alt.
Dagbogen, som hun kaldte ”Kitty”, blev fundet af den ikke-jødiske medarbejder Miep Gies, idet dens papirer nu lå spredt på gulvet som ligegyldigt affald, efter at Gestapo ved arrestationen havde ribbet huset for alle værdier. Miep Gies, som var en betroet medarbejder i firmaet, afleverede papirerne efter krigen til faderen, Otto Frank, som mirakuløst havde overlevet Auschwitz, og han formidlede dagbogens videre udbredelse.
SOM dRONNING Margrethe rigtigt bemærkede i sin nytårstale, konfronteres vi igen med antisemitismens grimme ansigt, og derfor er Anne Franks udødelige dagbog stadig aktuel. Dens ægthed har jødefjendske kræfter prøvet at beklikke, men seriøs forskning bekræfter dens autenticitet i enhver henseende.
Anne gennemgik i de to år, hun førte dagbog, en dynamisk modningsproces med for eksempel banale datter-forældre-problemer, især med moderen, som hun ikke fik samme fortrolighed til som til faderen, alt imens hun drømte om en forfatterkarriere efter krigen. Hendes debutroman skulle da hedde ”Baghuset”.
Hun, som kom fra et velhaverhjem, evnede beundringsværdigt at omstille sig til det indespærrede skjulested. Til dagbogens fiktive ”Kitty” betroede hun sig hudløst ærligt med de stærke brydninger, hun oplevede i både sjæl og krop.
Anne var 15 år, da Gestapo kom, men nåede at beskæftige sig romantisk og sublimt med kærlighed og sex, hvor hun dog savnede en sparringspartner og skrev: ”Gid jeg havde en veninde.” Hun havde kun ”Kitty”.
En 17-årig dreng, Peter van Pels, søn af et jødisk ægtepar og del af skjulestedets ”stab”, blev hendes store forelskelse. Hun betroede sin far: ”Tro ikke, vi blot sidder en meter fra hinanden,” for på sit værelse fik hun det første af mange kys. Hun skrev: ”Peter elsker jeg i fuld og hel hengivelse, men han måtte ikke røre mig andre steder end i ansigtet,” og udtrykker dermed en smuk selvdisciplineret seksualitet rettet mod Peter. Han døde senere som 18-årig i Mauthausen-lejren i Østrig den 10. maj 1945.
Jødedommen som religion syntes ikke at sige hende noget, men hun inddrager alligevel med sine mange ”hvorfor-spørgsmål” Gud i dagbogen, så ateist var hun ikke. Faderen bad endda aftenbøn med hende, hvad moderen ikke fik lov til. Aversionen mod moderen var for stor.
Om hun blev mere åndeligt afklaret i Auschwitz eller Bergen-Belsen, vides ikke. Herrens veje er som bekendt uransagelige.
Fra Auschwitz kom hun som evakueringsfange til Bergen-Belsen i oktober 1944, men derudover ved vi meget lidt. En enkelt overlevende havde set hende som et levende, tyfusangrebet skelet. Faderen magtede først ikke at læse sin datters dagbog, men overvandt dog modviljen og tog som nævnt hånd om dens internationale udbredelse.
Otto Frank blev som eneste overlevende fra skjulestedet i Amsterdam lykkeligt gift igen i 1953 med en overlevende fange fra Auschwitz, Elfriede Markovits, men hans kære Anne levede selvfølgelig videre i hans hjerte indtil hans død som 91-årig. Det gør hun også hos mange af os andre, der fik hende grundigt ind under huden.
Men mere end det.
Anne Frank lagde stemme til halvanden millioner andre myrdede, jødiske børn og bør bevæge os til at gå front imod både antisemitisme og had mod sagesløse minoriteter.
Jørn Nielsen bor i Næstved.