Miljøminister og ordførere: Nu giver vi naturen et historisk løft

Vi giver rig og mangfoldig natur videre til børn og børnebørn

I årtier har vores natur manglet plads og levesteder for dyr og planter. Med et historisk løft af naturindsatsen sætter vi nu ind, så vi kan give en rig og mangfoldig natur videre til de næste generationer.

Hvis svirrefluer, sortspætter og sommerfugle holdt jul, ville der øverst på ønskesedlen formentlig stå ét enkelt ord: plads. Plads til at udbrede sig. Til at trives. Og ja, til bare at kunne eksistere.

I årtier er vores natur blevet trængt, og listen over truede dyr, planter og svampe blevet faretruende lang. Sidste år fik verden endnu en mavepuster, da en FN-rapport viste, at én million dyre- og plantearter risikerer at uddø globalt. Og i januar viste en rapport over de truede arter i Danmark – den såkaldte rødliste – at tusindvis af dyr og planter er i tilbagegang eller helt risikerer af forsvinde herhjemme.

Derfor lovede vi før valget, at vi ville stoppe op og for en gangs skyld lytte til den natur, som år efter år har råbt på hjælp. At vi ville tage rapporterne alvorligt, som med jævne mellemrum er dumpet ind til os politikere med nedslående læsning om en natur i krise. Og at vi ville sætte ind for at bremse tilbagegangen, så vi kan give en rig natur videre til de næste generationer.

Det gør vi nu. Sammen har vi i regeringen og Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet lavet en historisk aftale om en natur- og biodiversitetspakke, der skal give naturen plads.

På årets finanslov har vi afsat 888 millioner kroner til naturen. Dermed har vi mulighed for at etablere yderligere 13 naturnationalparker herhjemme, ligesom vi vil få meget mere urørt skov – i alt svarende til et areal, der er omkring dobbelt så stort som Langeland, hvor naturen slippes fri.

Derudover vil vi lave en strategi for truede arter, etablere et biodiversitetsråd og forbedre havmiljøet. Det er et af de største løft af naturindsatsen i Danmark nogensinde.

Aftalen skal både give naturen mere plads, men også bedre betingelser. For ikke alene er vi et af de mest opdyrkede lande i verden. Store dele af de naturområder, vi har tilbage, er samtidig i dårlig stand. Derfor vil vi med natur- og biodiversitetspakken også gribe naturindsatsen an på en måde, hvor vi ikke kun ser på kvantitet, men også på kvalitet.

For når det kommer til vores skovliljer og snudebiller, er skov nemlig ikke bare skov. Derfor skal pakken forbedre levevilkårene for vores dyr og planter. Med træer, der får lov at stå i hundredvis af år med hule stammer og krogede grene, der giver plads til småfugle og svampe. Med lysninger til sjældne blomster, bier og sommerfugle. Og med store planteædere, der kan rumstere i skovbunden og skabe den dynamik og afveksling, der understøtter en mangfoldig natur.

Sidste år fik vi en stor og vigtig julegave fra danskerne i form af hundredvis af forslag til, hvordan vi kan hjælpe vores natur på fode igen. Det skete i forlængelse af, at regeringen i november 2019 havde inviteret grønne organisationer, forskere, kommuner og mange flere til Marienborg til et opstartsmøde om den kommende naturindsats.

De mange gode forslag har siden indgået i arbejdet med at forberede natur- og biodiversitetspakken, ligesom vi kommer til at inddrage både fagfolk og foreninger i det kommende arbejde med at udmønte pakken.

I år er det endelig vores dyr og planter, der får en tiltrængt julegave. En gave, vi alle sammen får del i, når vi i de kommende år kan gå på opdagelse i en rigere, vildere og mere mangfoldig natur.

Lea Wermelin, miljøminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Natur- og miljøordførere:

Zenia Stampe, medlem af Folketinget for Radikale Venstre.

Rasmus Nordqvist, medlem af Folketinget for SF. Mai Villadsen, medlem af Folketinget for Enhedslisten.

Torsten Gejl, medlem af Folketinget for Alternativet.

Mette Gjerskov, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.