UNGDOMMENS Folkemøde er nu slut. De hvide telte, som har faciliteret mødet mellem virkelighedens unge og Danmarks beslutningstagere, er pakket ned for i år.
Jeg har Ungdommens Folkemøde tæt på hjertet. Jeg har været med til at lave festivalen siden den spæde start, en mørk vinteraften i 2015.
I år var jeg pressechef på arrangementet, hvilket betød, at jeg krydsede flader med mange forskellige mennesker i løbet af de tre dage.
Jeg hørte mange spørgsmål til ”ungdommen” – både fra journalister og fra røster på pladsen.
”Ungdommen” i citationstegn blev der spurgt ind til som en homogen gruppe, en masse af fælles idéer. Og noget,
som kategorien ”ungdommen” måtte synes at gå op i, er ungdomsoprøret. Det blev der i hvert fald spurgt rigeligt ind til. Det er selvsagt umådeligt fristende at cirkulere omkring oprøret og ”ungdommen”. Særligt nu, hvor 1968’ernes optøjer fejrer 50-årsfødselsdag. Særligt nu, hvor ”ungdommen” ofte portrætteres som en omgang passive cv-ryttere.
JEG BLIVER SOMMETIDER nysgerrig på, om det i virkeligheden er den ældre generations hengemte drøm efter et nyt oprør, der gør, at emnet ”ungdomsoprør” kontinuerligt tages op i medierne. Der gør, at ”ungdommen” skal forsvare, hvorfor den er så pokkers kedelig.
Helt bestemt findes der også unge, som sukker efter et nyt oprør. Jeg er en af dem. Men jeg deler ikke nødvendigvis visioner med den yderste venstrefløj, med den CBS-studerende eller med den konservative i jakkesættet. Som så mange andre unge har jeg en agenda, der ikke nødvendigvis rimer på bannere, barrikader og fælles front.
Det bringer mig til problemet, som jeg gerne vil adressere. Vi skal stoppe med at lade, som om hele ungdommen deler interesser. For det gjorde den ikke i 1968, og det gør den ikke i dag. At vi insisterer på at kritisere ”ungdommen”, er at vende det blinde øje til, at der fandtes en stor del unge, som ikke deltog i oprøret dengang. Lige såvel som at unge i dag har forskelligartede interesser.
Selvfølgelig er det lettere at generalisere og male et stort billede op. Det er blevet gjort længe. Med trivselsstatistikker og stressmålinger er det sikkert også i bedste mening, at nogen spørger: Skulle de unge ikke til at gøre oprør?
Men jeg tror ikke nødvendigvis, at en søgen efter et nyt 1968 er i de unges interesse. Om muligt er det mere en dvælende nostalgi, som bidrager til forestillingen om, at ”de unge” i dag ikke foretager sig noget som helst. Det er en pegefinger rettet mod fortiden og et sukkende: ”Ungdommen nu til dags!”.
Hvad man i stedet burde gøre, er at acceptere ungdommen i dens diversitet. I dens 2018-form. For den er kommet for at blive.
Som frivillig på Ungdommens Folkemøde har jeg set, at deltagerne vil noget. De brænder for noget. Og skulle de have brug for noget, er det ikke formanende forestillinger om, hvad de burde være. Det er tværtimod mere dannelse, hjælp og sindsro til at træffe de valg, der kommer. Tid til at dygtiggøre sig og danne meninger.
Så giv dem det i stedet.
Meike Sørensen er studerende på Københavns Universitet og frivillig på Ungdommens Folkemøde.