EN LEJLIGHEDSSANG er en sang, der skrives i en bestemt anledning. Lejlighedssange kan synges af en enkeltperson eller et kor, men de er meget hyppigt beregnet til fællessang, og de skrives derfor ofte på melodier, som folk kender i forvejen, og der kan være tale om genbrug af for eksempel rim og omkvæd.
Traditionen med lejlighedssange har udspring både i middelalderens folkeviser og i barokkens hyldestdigtninger og er i dag dagens Danmark en ganske levende genre.
Da lejlighedssangene skal præsenteres på et bestemt tidspunkt for eksempel ved en fødselsdag, en prisoverrækkelse, en indvielse af en bygning, et jubilæum, et bryllup, en afskeds- eller en velkomstceremoni, er der ofte et vist tidspres forbundet med tilblivelsen, og mange lejlighedssange glider ud i glemslens mørke efter arrangementet. Der er dog også mange eksempler på, at lejlighedssange får et selvstændigt liv og synges senere uden reference til den begivenhed, de var skrevet til.
Digteren Carl Ploug skulle i 1843 skrive en sang til sin ven, præsten Christian Flor, der blandt andet havde arbejdet som dansk lektor på universitetet i Kiel og var i færd med at oprette Danmarks første højskole i Rødding i Sønderjylland. Carl Ploug tog udgangspunkt i folkevisen ”En dejlig ung ridder”, hvor han indsatte Flor som den unge ridder og modersmålet som den unge og yndige pige:
Vort modersmål han elsked, hun var hans ungdoms brud.
For hendes ret og ære at værge drog han ud.
Hvor mest hun blev forhånet og trampet under fod,
han hendes ros forkyndte med frit og frejdigt mod.
Året efter fik Christian Flor oprettet højskolen i Rødding og gjorde i de følgende år en stor indsats for såvel folkehøjskolens som danskhedens sag, og da der knap 70 år efter, eller mere præcist den 14. juni 1912, blev sat en mindesten for Christian Flor på Skamlingsbanken i anerkendelse af, at han havde ledet ”Danskhedens kamp i Sønderjylland” indtil 1948, var det Carl Plougs gamle lejlighedssang om Flors forhold til sit modersmål, der blev skrevet på stenen.Sangen om Christian Flor var nummer 329 i Højskolesangbogens fjerde udgave, som udkom i 1902, men den er ikke medtaget i senere udgaver. Den er simpelthen blevet udkonkurreret.
Præsten Frederik Engelhart Boisen, der virkede i Vilstrup ved Haderslev fra 1850, gjorde ligesom Christian Flor en stor indsats for det danske sprogs udbredelse i Sønderjylland, blandt andet ved at udgive et tidsskrift med navnet Budstikken.
Boisen forlod sit præstekald i Vilstrup i 1859 og til den lejlighed overtog digteren Edvard Lembcke både melodi og grundidé fra Carl Plougs sang til Christian Flor:
Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang;
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud.
Lembcke sætter det danske sprog op som et billede på modstanden mod det tyske. Hver dansk sang, der synges, hver dansk vittighed, der fortælles, hvert dansk ord, der bliver brugt, styrker det unge, yndige modersmål.
Lembckes sang, der altså var skrevet i en forholdsvis beskeden lokal anledning, er i dag knap 200 år efter kendt af de fleste danskere, der synger den uden at tænke på pastor Boisen, Christian Flor og den unge ridder.
Danmarks store salmedigter N.F.S. Grundtvig beskæftigede sig flittigt med lejlighedsdigtning. Grundtvig skrev sin første sang, der omtaler det danske sprog i 1820. Det var en lejlighedssang, som han skrev på en dengang meget populær melodi af Hartnack Otto Conrad Zink fra 1801. Anledningen til sangen var, at hans ven Christen Pram havde økonomiske problemer og derfor havde accepteret et embede som toldforvalter på øen Sankt Thomas i den danske koloni Vestindien. Der var mange sange, og kendte digtere som Adam Oehlenschläger og Jens Baggesen (1764-1826) havde skrevet glade vers, hvor de hyldede den, der skulle sejle over Atlanterhavet og skabe en ny tilværelse.
Grundtvig var i denne sammenhæng lidt af en lyseslukker. Begge hans storebrødre, Jacob og Niels, var døde af tropesygdomme i den danske koloni i Guinea på Afrikas vestkyst efter kort tids virke som missionærer. Grundtvig gav i sangen ”Langt højere bjerge så vide på jord” Pram det gode råd at blive hjemme og finde skønheden her. Pram skulle måske have hørt på Grundtvig, for han led forfærdeligt under varmen på Sankt Thomas og skrev nogle dramatiske rejsebreve hjem om sit behov for at skifte tøj flere gange om dagen og også måtte stå op om natten for at komme af med sit gennemsvedte tøj og få noget andet på. Få måneder efter sin ankomst til øen blev han angrebet af tropefeber og døde kort efter. Grundtvigs sang, der altså i første omgang var ment som et privat råd til en ven, overlevede Pram, og ”Langt højere bjerge så vide på jord” har i snart 200 år haft status som en af Danmarks vigtigste sange.
I ”Langt højere bjerge så vide på jord” anvender Grundtvig samme vinkel på det danske sprog, som Oehlenschläger gør i ”Hjemvé”, nemlig forestillingen om, at det danske sprog ikke er det smukkeste, mest præcise, mest komplekse sprog i verden, men alligevel det vigtigste sprog – for os danskere.
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
Bedre, tror jeg vist, hun kvæder,
men tilgiver, at jeg græder.
Denne måde at vurdere det danske sprog og andre danske værdier på er ret karakteristisk for den danske tradition. Lejlighedsdigtningen er faktisk slet ikke så tosset en genre, når danske værdier og traditioner skal formidles videre.
Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og tysk, formand for Den Danske Sprogkreds.