Prøv avisen
Debatinterview

Ny debatbog: Kapitalismen skal reddes fra sig selv

Når vi siger, at der er noget galt i toppen, så er det også, fordi toppen selv er begyndt at sige det, siger Peter Hummelgaard Thomsen. – Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Den sociale kontrakt, som Velfærdsdanmark bygger på, er under pres fra en grådig og kortsigtet finanskapitalisme, mener Peter Hummelgaard Thomsen (S), som er aktuel med debatbogen ”Den syge kapitalisme”. Han vil indlede det opgør med kapitalismens skyggesider, som centrum-venstre ifølge ham forsømte efter finanskrisen

SOCIALDEMOKRATER UDGIVER debat

bøger som andre politikere opdaterer deres Facebook-profil. Det er både udtryk for, at folketingsvalget nærmer sig, og for en offensiv idépolitisk dagsorden i centrum-venstre.

Seneste eksempel er Peter Hummelgaard Thomsens ”Den syge kapitalisme”. I et efterår, hvor danskerne har lært at sige ”hvidvask” og ”udbytteskat”, må man sige, at timingen er god. Men Hummelgaard understreger, at bogen ikke er en opfordring til antikapitalistisk paladsrevolution, men derimod et forsøg på at redde kapitalismen fra sig selv.

”Der er nogle alvorlige sygdomstegn, som har fået lov at vokse sig større hen over de seneste 25 år, som handler om en større grad af kortsigtethed, at grådighed har fået langt bedre fat, ikke mindst i toppen af samfundet, at der bliver brugt flere kræfter på at spekulere frem for at investere i fællesskabet.

Konsekvensen er, at uligheden stiger, utrygheden stiger, og dermed udhules fundamentet under de stabile vestlige demokratier. Opgaven består i virkeligheden i at redde kapitalismen fra sig selv ved at fremelske dens bedste sider, samtidig med at vi holder dens værste sider nede.”

Frankrig har deres gule veste, I Storbritannien og USA er der også en synligt voksende ulighed. Hvor er det præcis, du ser den her i Danmark?

”Vi ser ikke sygdomstegnene lige så stærkt i Danmark. Heldigvis. Men vi ser, at der bliver stadigt større afstand mellem, hvordan forskellige dele af befolkningen oplever deres livsmuligheder, i hvilken grad man føler sig tryg for fremtiden. Og en meget markant forskel mellem personer med kortere uddannelser og lavere løn og dem med lange uddannelser og højere løn. Når et flertal af 3F’s medlemmer svarer, at de ikke mener, deres børn kommer til at have flere og bedre muligheder, end de selv har haft, så har vi et stort problem.”

Andre vil sige, at der med de seneste finansskandaler er et vist momentum nu for en meget bred og ventrepopulistisk appel om ”banditter i habitter”. I har selv lavet en annonce, som indledes med et John Mogensen-citat. Er din kritik også et led i den lidt Olsen-banden-agtige kapitalismekritik?

”Når vi siger, at der er noget galt i toppen, så er det også, fordi toppen selv er begyndt at sige det. Henrik Poulsen, direktør i Ørsted, siger det. Tidligere Novo-chef Mads Øvlisen siger, at der er noget grundlæggende galt i den måde, kapitalismen har udviklet sig på. Per Stig Møller (K) siger det. Saxo Banks cheføkonom siger det.

Vi siger det ikke for at være venstrepopulister, men fordi vi rent faktisk mener, at der er en række sygdomstegn, som har medvirket til de skandaler, vi ser lige nu. Fra de store bankers involvering i skandalen om udbytteskat til at Danske Bank potentielt på fællesskabets regning i årevis ser igennem fingre med hvidvask. Sagerne er forskellige, men peger i retning af samme årsager.”

Det var en socialdemokratisk ledet regering med Nyrup og Lykketoft i spidsen, som i 1990’erne stod for en markant reformdagsorden, privatiseringer af den offentlige sektor med videre. Så din kritik skal vel så også rettes indad mod Socialdemokratiet selv?

”Nyrup og Lykketoft har skullet stå på mål for meget. Faktisk indoptog de netop ikke mange af de ting, som skabte større ulighed i USA, Storbritannien og Frankrig. Men det er rigtigt, at der var en række privatiseringer, hvor Nyrup og Lykketoft også siden har peget på, at det var en fejl at sælge kobberkabler, at vi solgte TDC til de forkerte, at det var en fejl at sælge aktiemajoriteten i Københavns Lufthavn. Den refleksion skal vi tage med videre.

Mit ærinde i dag er at tage et opgør med den måde, kapitalismen siden har fået lov at udvikle sig på. Hvor der er et større og mere ensidigt fokus på aktionærhensyn frem for hensyn til det samfund, man opererer i, hensyn til medarbejderne og hensynet til at investere i udvikling, så man også har produkter at sælge i overmorgen.”

I perioden 2011-2015, hvor I også sad i regering, blev der ikke gjort op med finanskapitalisme og markedstænkning, men talt om ”nødvendighedens politik”. Hvorfor ikke?

”Jeg tror, det hænger sammen med, at en bestemt udlægning af finanskrisens årsager som udslag mere af offentligt overforbrug end af bankers uansvarlige adfærd kom til at sejre, ikke mindst i Europa. Men i bogen er jeg også ret hård ved centrum-venstre for ikke at benytte sig af det åbne vindue, som opstod efter finanskrisen. Som Churchill sagde, skal man ikke lade en god krise gå til spilde. Det, der påhviler os nu, er at have lært af den forpassede mulighed, så vi ikke også næste gang misser den.”

En væsentlig del af din bog er viet til at anvise mulige løsninger. Hvad er medicinen mod en syg kapitalisme?

”For det første er en af de ting, som adskiller Danmark fra stort set alle andre vestlige lande, og som er en af årsagerne til, at vi er bedre til at fordele kapitalismens gevinster, at vi har en arbejdsmarkedsmodel og nogle fagforeninger med en reel forhandlingstyrke, som gør, at de kan kræve deres retfærdige andel af vækst og velstandstigninger. Den model skal styrkes og udbygges.

For det andet skal vi have skabt en sundere finansiel sektor, hvor vi også må spørge, om det er hensigtsmæssigt, at bankerne har udviklet sig til finansielle supermarkeder. Det kræver et markant skrappere tilsyn med øje på, hvilke produkter de må handle med, og en klogere og mere retfærdig beskatning af den finansielle sektor.

For det tredje skal vi have genetableret den brudte sociale kontrakt i den kapitalistiske økonomi. Det kræver en vilje i toppen af finanssektoren til at bidrage til fællesskabet og til stater, der fungerer. Når der som i dag er 9000 milliarder kroner gemt væk i skattely på globalt plan, er det med til at underminere finansieringen af velfærd, af tryghed og af den arbejdsstyrke, som gerne skulle påtage sig morgendagens job.”

Liberale vil sige, at den regulering, du lægger op til, kan bremse væksten og dermed den velstandsfremgang, som danner grundlaget for velfærden?

”Jeg kan sagtens genkende argumentet. Men så vil jeg bede de liberale og borgerlige om at argumentere sammenhængende for, hvorfor større kontrol med hvidvask og skattely virkelig skulle hæmme væksten.”

Hvis vi er de eneste, kan virksomhederne jo gå andre steder hen med deres investeringer?

”Jo, det er der selvfølgelig en reel risiko for. Derfor vil det også være bedst med globale regler, sekundært på EU-niveau. Men en af grundene til, at vi oplever en svagere vækst i øjeblikket, som ikke kommer de fleste til gavn, er, at alt for mange penge ligger og cykler rundt i finansøkonomien, og for lidt investeres i realøkonomien. Virksomhederne opkøber deres egne aktier, udbetaler større udbytte end nogensinde, samtidig med at de beder deres ansatte om at holde igen med lønkravene. Det er de mekanismer, vi er nødt til at tage fat på uden at rive hele bygningen ned.”

Det er svært at få øje på de virkeligt dårligt stillede i den kapitalismekritik, du kommer med. Handler det her bare om en bred appel til middelklassens utilfredshed med ”banditter i habitter”, eller er det en reel indignation over, at der er nogen, som kastes helt af vognen?

”Altså, det er ikke en socialpolitisk bog, jeg har skrevet. Her vil jeg anbefale mine partikolleger Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theils bog om behovet for at investere i mennesker så tidligt som overhovedet muligt for at undgå sociale problemer. Når det er sagt, så burde vi i opsvinget bruge langt flere kræfter på at få flest muligt med på vognen, ikke mindst blandt de mange, som har svært ved fuldtidsarbejde, er psykisk sårbare med videre. I sidste ende er det også den tryghed og stabilitet, hvor flest muligt bidrager, som virksomhederne tjener deres penge på.”

Men skal et socialdemokratisk opgør med den syge kapitalisme måles på, hvor mange i middelklassen der får højere lønstigninger, eller hvor mange af de dårligst stillede man løfter ud af fattigdom?

”Jeg synes, den skal måles på begge dele. På i hvor høj grad det lader sig gøre at organisere vores samfund på en sådan måde, at vi har de bedste forudsætninger for at investere i hinanden og i et trygt og tillidsfuldt samfund. Den sociale kontrakt skal vi alle bidrage til. Alle må give noget. Den økonomiske elite er nødt til at respektere, at vi har progressive skatter og bekæmpe dem, der forsøger at undgå den del af kontrakten.

Alle dem uden uddannelse, er nødt til at acceptere, at hvis de skal have deres retfærdige andel af samfundskagen, så skal de være under løbende omskoling og tage imod de tilbud, de får. Den kulturelle elite er nødt til at acceptere, at der i et velfærdssamfund som det danske, som forudsætter en høj social sammenhængskraft, er grænser for, hvor frit migrationen kan flyde, ligesom de må acceptere, at nationalstaten er kommet for at blive, og at et opgør med den kan tippe balancerne i denne skrøbelige kontrakt.”

Så mangler du bare sådan nogen som dig og mig. Hvad skal vi bidrage med?

”Vi er nødt til i langt højere grad at alliere os med alle dem med kortere uddannelser og lavere lønninger – det, man før kaldte arbejderklassen.

Det er en alliance, vi har været i før, og det var den alliance, der smedede velfærdssamfundet, bankede toppen på plads og lod dem forstå, at det var i deres interesse at skabe et velfærdssamfund. Det påhviler sådan nogen som os at forsøge at genetablere den forbindelse.”