Vi kender det alle sammen hjemmefra; støv har det med langsomt, men sikkert at snige sig ind på overfladerne i ens hjem, hvis man ikke er meget ivrig med støvekluden. Det er egentlig ikke rigtig til nødvendigvis at sige, hvor støvet kommer fra, eller hvordan man forhindrer det i at opstå – det er der bare uvægerligt. Er fladerne tilmed ikke helt rene, så sidder støvet endnu bedre fast. Sådan er det i dagligstuen, og sådan er det i en vis forstand også i den offentlige sektor.
Bøvl, besvær og unødvendigt bureaukrati har det som støvet med at sætte sig fast på overflader, hvor skidtet udgøres af manglende tillid til de offentlige ansatte, dårlige vaner, overdreven kontrol og unødigt snørklede arbejdsgange. Her klistrer det fast og bliver over tid meget vanskeligt at fjerne, medmindre man tyer til den store hovedrengøring. Og den kan jo som bekendt være ret vanskelig at få ordentligt tilløb til.
Ikke desto mindre er det endelig lykkedes regeringen, DF, S, R og SF at blive enige om at få ryddet op i ”Lov om aktiv beskæftigelse” en gang for alle. Det er en stor sejr for de af os, der er ramt af antibureaukratisk rengøringstrang. Her tager vi livtag med en af de helt tunge lovgivningsmastodonter, og der er nok at tage fat på.
Der skal simpelthen en ny lov til, der for alvor tager fat om en beskæftigelseslovgivning, der har forgrenet sig ud i bureaukrati og bøvl i en grad, så der skal skrappe midler til.
”Lov om aktiv beskæftigelse” har sin oprindelse i 2003 og udspringer af absolut gode og relevante hensigter om at gøre beskæftigelsesindsatsen mere effektiv og give rammerne til at få ledige hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.
Går man ledig, er det ens job at finde et nyt job. Det rationale lå bag ”Lov om aktiv beskæftigelse” dengang i 2003, og det er stadig linjen i arbejdet med loven og i den borgerlige-liberale tilgang til beskæftigelsespolitikken. Danmark befinder sig aktuelt i et økonomisk opsving, og der er brug for alle hænder og hoveder. Mere overordnet kan et velfærdssamfund ikke hænge sammen, hvis ikke alle bidrager med det, de nu engang magter.
Lov om aktiv beskæftigelse regulerer den indsats, som jobcentrene skal yde for den enkelte ledige med henblik på at få dem hurtigst muligt i ordinært job. Det drejer sig blandt andet om, hvornår og hvordan ledige skal have kontakt med jobcentret, og hvilke aktive tilbud den ledige kan få og har pligt til at modtage. De gode intentioner er imidlertid forvitret og forgrenet ud i alt for mange proceskrav, dobbeltregistrering for sagsbehandlere såvel som ledige og bøvl til ingens nytte.
Vi rydder nu bordet og fokuserer på, at der droppes så mange proceskrav som muligt. Kun dem med kendt effekt skal fastholdes, og det gælder særligt for tidlige samtaler. De virker, derfor skal vi holde fast i dem. I dag skal ledige registrere to forskellige steder, hvilke jobs de søger, for at leve op til kravet om aktiv jobsøgning. A-kasserne skal mere på banen og have større ansvar for beskæftigelsesindsatsen, fordi de er gode til det og har ekspertise, som skal sættes i spil i højere grad.
Alle ydelser skal omfattes af en standby-ordning, hvor kravene til den ledige sættes på hold, hvis den ledige er for syg til at leve op til dem. Kravene skal først stilles igen, når den ledige er rask nok til at kunne honorere dem. Historier om meget syge mennesker, der skal arbejdsprøves og piskes rundt i en manege af bureaukrati, er ikke værdige for hverken systemet bag eller de konkrete ramte ledige.
For nogle politiske partier er den oplagte løsning altid at sende flere penge. Hvis det går dårligt på sygehusene, jobcentrene, i hjemmeplejen, folkeskolen, børnehaverne – ja hvor som helst i den offentlige sektor, hvor kerneopgaverne løses for skattekronerne, vil nogle politikere altid bare sende flere skattekroner af sted. Så må vi sandelig have en pulje, en handlingsplan, en task force, en saltvandsindsprøjtning. Problemet er bare, at flere penge ikke altid er lig med flere ressourcer til at løse opgaverne med høj kvalitet og borgeren i centrum. Bureaukrati og bøvl æder ressourcer og tid.
En ny undersøgelse fra FTF med svar fra mere end 1800 medlemmer viser, at skærmtid, registrering og mål fylder meget af arbejdstiden for skolelærere, pædagoger og sygeplejersker. Bente Sorgenfrey, formand for FTF, kunne i august referere for Mandag Morgen, at en sygeplejerske blandt hendes medlemmer havde sat sig for at tælle antallet af digitale klik for at registrere data på en stabil, velfungerende patient. Det løb op i 254 klik i løbet af seks timer. Og det var altså for en patient uden komplikationer.
Efter sygeplejerskens eget udsagn skal det tal ganges med mindst 10 for patienter med ringere tilstand og større kompleksitet. Naturligvis er sporbarhed og vidensdeling en nødvendighed. Vi kommer ikke uden om registrering, og al bureaukrati er ikke nødvendigvis af det onde. Men hvilket ungt menneske bliver sygeplejerske, lærer eller pædagog ud fra et ønske om skærmtid og skemaer?
Hvis ikke der ryddes op i arbejdsgange og vaner, der æder offentligt ansattes tid, så kan handlekraftige politikere sende nok så mange penge af sted. Det vil aldrig grundlæggende kunne ændre den situation, hvor offentlige velfærdsopgaver ikke løses godt nok. Og det vil helt sikkert aldrig være nok!
Ifølge den nævnte undersøgelse blandt FTF-medlemmerne oplever hele 46 procent af medarbejderne med en meget høj grad af proces- og aktivitetsmål, at målene begrænser dem i at løse deres egentlige arbejdsopgaver. Der er i den grad behov for at tænke nyt i den offentlige sektor.
Tillid til den enkeltes faglighed, til den decentrale leder og til den sunde fornuft er en mangelvare i det nuværende system, og det tjener ingen.
Når man begynder at rydde op i den der ene rodeskuffe, som alle vist har derhjemme i en eller anden udgave, så kan man jo nemt opleve at få blod på tanden. Den trang har Liberal Alliance følt længe, og nu bliver den ført ud i livet, for så vidt angår en af de helt store rodeskuffer, som ”Lov om aktiv beskæftigelse” udgør.
Henrik Dahl (LA) er afbureaukratiseringsordfører og Laura Lindahl (LA) er ordfører for den offentlige sektor.