Prøv avisen

Sognepræst: Mon ikke det tavse store flertal ønsker at bibeholde det klassiske dåbsritual?

Billedet viser Ribe Domkirkes døbefont. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Maria Louise Odgaard Møller

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I 1790'ernes Slesvig og Holsten forsøgte præsterne sig med en ny rationalistisk teologi, hvor de stillede syv forskellige dåbsritualer til rådighed. Folket gjorde oprør og forlangte det velkendte dåbsritual, og mon ikke det samme gør sig gældende i dag, spørger sognepræst Maria Louise Odgaard Møller

Der gemmer sig en vigtig, men glemt fortælling i 1790’erne kirkehistorie, som historiker Lars N. Henningsen har skrevet om i bogen ”Værdikamp og folkeuro”. Datidens præster ønskede at ændre gudstjenesten og ritualerne. Det hele skulle iklædes en nutidig sprogdragt og gøres forståeligt, fordi de mente, at sådan som det var, så forstod folket ikke noget som helst af, hvad der foregik.

Præsterne i Slesvig og Holsten indførte derfor en ny rationalistisk liturgi og nye rationalistiske ritualer for dåb og nadver og mente, at de nu havde gjort folket en stor tjeneste. Men det var folket helt uenig i, og der rejste sig et voldsomt folkeoprør, hvor man krævede de gamle, velkendte ritualer tilbage. Selvom præsterne nu kunne vælge mellem syv forskellige dåbsritualer, så forlangte folk, at deres børn blev døbt efter det gamle, som de kendte, hvor hverken forsagelse, korsets tegn eller Fadervor var taget bort, for ellers kunne de ikke få sjælefred; de blev simpelthen i tvivl om, hvorvidt den ”nye” dåb var en gyldig dåb.

Denne del af den sønderjyske kirkehistorie er værd at huske på nu, hvor slaget om gudstjenestens liturgi og sakramenterne dåb og nadver skal stå.

Birgitte Kragh Engholm har her i avisen flere gange slået til lyd for, at der er brug for et nyt dåbsritual, der ”giver mening for moderne mennesker”, som de finder ”vedkommende” og kan forstå. Selv spørger hun insisterende dåbsforældrene flere gange i løbet af en dåbssamtale, om sætningerne i dåbsritualet giver mening for dem.

For Birgitte Kragh Engholm er det ikke nok, at forældrene har taget en beslutning om at ville bære deres barn til dåben – en beslutning, der i sig selv vidner om, at de finder dåben betydningsfuld – men hun vil helt ind i sindet på dåbsforældrene, vide, hvad de tænker og føler, og hvad der giver mening for dem, de såkaldt moderne mennesker. Og hendes anbefaling på baggrund af de 48 dåbssamtaler, hun har haft i år, er, at dåbsritualet skal laves om.

FLERE SPØRGSMÅL REJSER SIG HER. For det første: Hvad med det store, tavse flertal af tusindvis af dåbsforældre, der hvert år bærer deres barn til dåb uden at give udtryk for, at de synes, ritualet skal laves om? Hvem taler deres sag? Og hvem er ”det moderne menneske”? Er der forskel på det moderne menneske øst og vest for Storebælt?

Det er tankevækkende, at reformiveren synes størst på Sjælland, både hvad gudstjenestens liturgi (Høsterkøb), dåbsritualet (Lindevang/Vesterbro) og nadverritualet (Himmelev) angår.

Er det et fåtal af reformivrige præster øst for Storebælt, der skal diktere resten af landets liturgi og ritualer? Og er der virkeligt et stort folkeligt krav om, at det, der sker i kirken, skal laves om?

Eller er der snarere tale om, at lægfolket er ret konservativt ligesom i 1790’ernes Sønderjylland og holder af tingene, som de er, under en stille accept af, at nej, det er ikke sikkert, at de forstår hver en sætning i dåbsritualet, men de bærer alligevel deres børn til dåben og kommer med en stor andægtighed og en fornemmelse for, at det, der sker, er vigtigt og betydningsfuldt.

Mens Birgitte Kragh Engholm mener, at det vigtigste ved et eventuelt nyt dåbsritual er, at det taler ind i ”moderne menneskers eksistensfortælling”, så mener jeg, at det vigtigste ved et eventuelt nyt dåbsritual må være, at det teologisk formidler og bærer en sandhed, der i sin kerne er evangelisk-luthersk, hvilket også vil sige bibelsk. Og her er det vanskeligt at komme uden om en antropologi, der involverer synd.

Derfor: Hvis dåbsritualet bliver skabelsesteologisk funderet (som i Lindevang Kirke) og kombineres med et nadverritual med fokus på nadveren som et mindemåltid (Himmelev Kirke), så skrives syndernes forladelse helt ud af både dåb og nadver.

Så kan det godt være, at ritualerne i nogle præsters øjne er mere forståelige. Men er de stadig evangelisk-lutherske

Maria Louise Odgaard Møller er sognepræst og ph.d.

Er det et fåtal af reformivrige præster øst for Storebælt, der skal diktere resten af landets liturgi og ritualer? Og er der virkeligt et stort folkeligt krav om, at det, der sker i kirken, skal laves om?

Maria Louise Odgaard Møller