UANSET HVAD man måtte mene om Himmelev Kirkes nadverritual, har sognet åbnet debatten om nadverens liturgi og teologi. I de danske sognekirker hører det til sjældenhederne, at man møder to ens nadverfejringer.
Nogle tillader sig store afvigelser fra ritualbogen, andre ændrer kun lidt. Derfor ser der ud til at være behov for en nadverordning, der bevarer en fast, genkendelig struktur, peger på det ufravigelige, men samtidig giver frihed til at tilpasse nadverritualet efter forskellige teologiske temperamenter og situationer.
En sådan ordning ville ikke kun give frihed til at fravige traditionen, men også til at følge den. Ingen af de gældende tre nadverritualer er fuldstændig i overensstemmelse med den lutherske, middelalderlige eller oldkirkelige tradition.
Af den grund er det ikke kun den nytænkende praktiker, men også den konservative kirkehistoriker, der kan være kritisk over for den gældende ordning. Således var det måske bedre, om man frem for de nuværende tre valgmuligheder fastlagde en overordnet liturgisk struktur med en række faste og frie punkter, så kirkegængerne uanset lokale variationer kunne genkende ritualets gang.
Det bærende i nadverritualet er fra en luthersk betragtning Fadervor, indstiftelsesordene, uddelingen af brød og vin og den afsluttende velsignelse. Disse fire elementer er grundstenene i nadveren og kan ikke udelades eller pilles ved – til gengæld kunne man i teorien nøjes med dem.
Rundt om denne ufravigelige kerne foreslår vi følgende struktur:
1) Indledning
2) Nadversang
3) Nadverbøn
4) Fadervor og indstiftelsesord
5) Uddeling
6) Bortsendelse
7) Afslutning
Kombinationen af en fastlagt kerne og en række friere punkter åbner også for en mere aktiv brug af salmer, hvori der findes alle hånde ønskelige nadvermotiver – langt bedre end diverse hjemmestrikkede formuleringer.
DERUDOVER KAN VI KORT SIGE følgende om den foreslåede struktur:
1) Indledningen kan være enten en formaningstale om nadverens betydning og nytte (”Kære Kristi venner…”), en syndsforladelsesformular eller en lovprisning.
2) Nadversangen kan være en vekselsang, som i en af de nuværende ordninger, eller det kan være et eller flere vers fra salmebogen.
3) Fra 1536 til 1912 havde man ingen anden nadverbøn end Fadervor, men ud over muligheden for at udelade bønnen foreslår vi, at man autoriserer den enkle bøn fra ritualet til børnegudstjeneste samt giver mulighed for ansøgning om brug af andre bønner.
5) Det bør i overensstemmelse med Reformationens liturgi være muligt at synge en ”Guds Lam”-salme mellem indstiftelse og uddeling samt en salme mere under uddelingen. Ligeså bør det være muligt at undvære ”Dette er Jesu Kristi legeme/blod”-ordene. Disse understreger den lutherske lære om Jesu tilstedeværelse i brødet og vinen, men er også rummet i indstiftelsesordene.
6) Ifølge Grundtvig var ”Fred være med jer”-ordene i bortsendelsen gudstjenestens højdepunkt. Dem må man kunne nøjes med, men med mulighed for at sige de gældende bortsendelsesord eller følge den gængse praksis med et vers fra Bibelen eller salmebogen.
7) Til slut kan der synges et eller flere salmevers, og bortsendelsesordene kan også placeres her enten sammen med eller i stedet for den afsluttende nadverbøn. Til sidst lyses velsignelsen.
En sådan ordning, der forener fasthed og frihed, vil give mulighed for, at alle kan finde sig til rette uden at skulle fremture med alskens gode eller mindre gode argumenter for, hvorfor man gør, som man gør.
Kristoffer Garne, valgmenighedspræst, cand.theol., Kjellerup. Rasmus H.C. Dreyer, adjunkt, ph.d., UC Diakonissestiftelsen.