Ode til vindmøller: De lyser af formålstjenlighed – nytte og skønhed falder sammen

Der er balance mellem kultur og natur i vindmøller, skriver Ole Jensen, der er dr.theol.

Vindmøllehadere er utilfredse med møllernes udseende, eller de frygter, at deres ejendoms salgsværdi falder, skriver Ole Jensen. ”Hvor meget skal en sådan perspektivløshed have lov at tælle, når truslen mod vore efterkommeres mulighed for at leve et tåleligt menneskeliv på det alleralvorligste er truet?”, spørger han. –
Vindmøllehadere er utilfredse med møllernes udseende, eller de frygter, at deres ejendoms salgsværdi falder, skriver Ole Jensen. ”Hvor meget skal en sådan perspektivløshed have lov at tælle, når truslen mod vore efterkommeres mulighed for at leve et tåleligt menneskeliv på det alleralvorligste er truet?”, spørger han. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

FØRHEN TALTE MAN kirker, når man besteg et højdedrag i landskabet – som Ashøje i Sydthy, hvor jeg har boet indtil for nylig. Og det kan man da stadigvæk. Slægter forgår, kirker består.

Men i dag kan man desuden fra de samme steder – og ikke mindst i Thy – med stolthed tælle vindmøller. Thy er tæt på at være selvforsynende med vedvarende energi. Og jeg ved skam godt, at det var udsigten til profit, der mestendels trak de sjældent særlig klimabekymrede thybobønder (for det var mest dem) til det trug, da Svend Auken (S) skabte muligheden. Men når det er glemt, står møllerne og deres videreudviklede efterfølgere der og drejer rundt og rundt. Og det er altså godt for klimaet og vore efterkommeres liv.

Der findes mærkeligt nok vindmøllehadere. Selvfølgelig skal møller placeres, så støj, skyggekast og lysreflekser ikke generer. Og det er bestemt ikke altid nemt at opfylde. Det skal dog lige være sagt en passant, at jeg aldrig har hørt nogen af dem, der selv har fordel af udbyttet, beklage sig over hverken støj eller andet.

Nogle haderes had går på udseendet. De de synes, møllerne skæmmer – ikke mindst udsigten. Det forstår jeg til gengæld ikke. Det er da heller ikke til at overse, at de fleste af dem frygter deres ejendoms salgsværdi. Igen sagt en passant.

Og det rejser et prekært spørgsmål: Hvor meget skal en sådan perspektivløshed have lov at tælle, når truslen mod vore efterkommeres mulighed for at leve et tåleligt menneskeliv på det alleralvorligste er truet? Det er meget, meget tæt på at være for sent.

Kan det ikke være en generations smukkeste pryd for en tid at ofre noget for dette formål? Det vil vore oldebørn uden tvivl mene, hvis de får muligheden. Og for dem, der måtte komme økonomisk i klemme, må der kunne skabes kompensationsmuligheder.

Men jeg har også meget svært ved at se, at de har ret. Hvorfor synes de ikke, kirkerne skæmmer på samme måde? De står også plantet midt i naturen. Det danske landskab er nu engang et landskab, hvor natur og kultur vanskeligt kan adskilles.

OG SÅ ER DER DET VED MØLLER – de kan pilles ned igen! Og bliver det med sikkerhed den dag, vi har lært at fange og lagre Solens energi og brintens fra vandet – og den dag vil komme, medmindre vi har ødelagt kloden som menneskeverden forinden.

Det er da langt alvorligere med motorvejene, der lægger store ar i landskabet, som det vil være yderst bekosteligt, ja, nærmest umuligt, at fjerne den dag, vi alle bevæger os rundt i flyvende biler.

Da jeg var dreng tilbage i 1940’erne, sad der en lille vindmølle midt på laden på en masse gårde, inklusive min bedstefars i Måbjerg ved Holstebro. Jeg har stået mange gange ved siden af, når han eller en karl skar grutning eller roer ved vindkraften fra den lille mølle. Efterhånden som alle fik indlagt el, forsvandt møllerne.

Tænk lige engang på det, vindmøllehadere. Men forresten var der da ingen dengang, der kunne få den forskruede idé, at de skulle være grimme, eller at det skulle have en betydning.

Men så begriber jeg i øvrigt ikke, at man ikke omvendt nyder møllernes skønhed. De lyser jo af elegant formålstjenlighed – nytte og skønhed falder sammen, som det er tilfældet med de smukke danske broer. Der er balance mellem kultur og natur i disse bygningsværker.

Så thyboer: Vær stolte af de mange møller! Tag jeres gæster med og tæl dem – og tæl kirkerne samtidig!

Ole Jensen, dr.theol., Risskov.