Prøv avisen
Debat

Det er ikke økumenisk dialog, at det ortodokse mindretal blot skal rette ind efter protestanterne

Hvorfor var de ortodokse medlemmer af Danske Kirkers Råd ikke medudgivere af inspirationshæftet med titlen ’Noget om den kristne tro’”.? Det er temmelig enkelt at svare på: Vi var ikke med til at udarbejde teksten. Det var vi ikke inviteret til, og vi havde derfor heller ingen indflydelse på hæftets fremstilling af den kristne tro, skriver Poul Sebbelov, der er præst i den ortodokse kirke i Danmark. Foto: Leif Tuxen

Poul Sebbelov

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

På et møde i Danske Kirkers Råd, hvor endelig godkendelse af et inspirationshæfte skulle finde sted, gjorde jeg, på de ortodokse repræsentanters vegne, det klart, at vi desværre ikke kunne være med, fordi ”der ikke er genkendelige, ortodokse elementer i det fremlagte udkast”, skriver præst i den ortodokse kirke i Danmark

Biskop Henrik Stubkjær havde i lørdags en kommentar i Kristeligt Dagblad. Den omhandler de økumeniske relationer, både globalt i Kirkernes Verdensråd og lokalt i Danmark. Fremstillingen af de lokale forhold kræver et svar, for så vidt som Stubkjær udtrykkeligt bringer os, de ortodokse kirker i Danmark, ind i sin argumentation.

Henrik Stubkjær er foruden biskop også formand for Danske Kirkers Råd, og i den egenskab glæder han sig over, ”at vi sidste år, i fællesskab mellem alle medlemskirkerne med undtagelse af de ortodokse kirker, kunne udgive et lille inspirationshæfte med titlen ’Noget om den kristne tro’”.

”Med undtagelse af de ortodokse kirker”? Det drejer sig nærmere bestemt om de to ortodokse menigheder, som er medlemmer af Danske Kirkers Råd. Den ene er St. Georg Menighed under Serbiens Patriarkat, og den anden er Gudsmoders Beskyttelses Menighed, som er en del af den såkaldte Paris-administration under Konstantinopels Patriarkat. De to har, desværre i modsætning til flertallet af ortodokse menigheder i Danmark, meldt sig ind i Danske Kirkers Råd, netop fordi de finder den økumeniske dialog nødvendig og vigtig.

Hvorfor var de ortodokse medlemmer af Danske Kirkers Råd så ikke medudgivere af det omtalte hæfte? Det er temmelig enkelt at svare på: Vi var ikke med til at udarbejde teksten. Det var vi ikke inviteret til, og vi havde derfor heller ingen indflydelse på hæftets fremstilling af den kristne tro. Den færdige tekst blev ganske vist rundsendt til Danske Kirkers Råds medlemmer som udkast til endelig godkendelse, men reelt var der tale om et fait accompli. Det var allerede for sent!

Vi tog ellers ikke let på behandlingen af udkastet. De tre præster fra de to ortodokse menigheder mødtes for at diskutere tekstens indhold. Den blev oversat, så den kunne sendes til kyndige ortodokse teologer i både Norge og Sverige. Og konklusionen på denne grundige proces blev, at vi ikke kunne stå inde for teksten, sådan som den er formuleret.

På det møde i Danske Kirkers Råd, hvor formel og endelig godkendelse skulle finde sted, fremførte jeg, på de ortodokse repræsentanters vegne, vores konklusion. Jeg sagde blandt andet, at vi desværre ikke kunne være med, fordi ”der ikke er genkendelige, ortodokse elementer i det fremlagte udkast”. Én af de deltagende frikirkepræster svarede, at sådan så han det også, og så tilføjede han noget i retning af: ”Der er ikke ortodokse elementer i teksten, og det skal der heller ikke være, for det er alt for fremmed for dansk kristendom.”

Det udsagn lod til at vække almindelig genklang i forsamlingen. Ingen gjorde indsigelse, og følgelig blev ”Noget om den kristne tro” udgivet uden vor medvirken. Men jo også uden, at nogen egentlig forudgående samtale havde fundet sted. En rigtig samtale vel at mærke, og ikke bare en proforma-samtale, hvor for eksempel det ortodokse mindretals rolle er at rette ind efter det protestantiske flertal. For da ville vi jo blot blive gidsler for en indholdstom økumenisk ideologi.

Problemet med rigtig samtale er blandt andet, at det tager tid. Og tid havde Danske Kirkers Råd ikke i denne sammenhæng. Man havde tværtimod hastværk; for vigtigere end et eventuelt fælles indhold lod det til at være, at hæftet kunne udsendes til markering af 500-året for Reformationen! At det med andre ord kunne udsendes til ære for et rent luthersk, protestantisk jubilæum.

Det burde ellers være enkelt. Henrik Stubkjær skitserer selv i sin kommentar, hvad der er meningen med den mellemkirkelige samtale: ”Økumenisk dialog sigter med andre ord ikke mod at udviske identitet. Teologisk forskellighed er tværtimod dens forudsætning.”

Den ”teologiske forskellighed” har ikke just haft de bedste vilkår i det skitserede forløb.

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark.