AUGUST OG ATTER tid til, at et nyt skoleår skal begynde. En masse dejlige børn skal stifte bekendtskab med folkeskolen for første gang i børnehaveklassen, mens de ældre klasser vender tilbage til nye udfordringer. Men august og skolestart betyder typisk også, at holdninger og meninger om folkeskolen luftes igen efter en sommerferie med ro.
Dette er naturligt. Folkeskolen har gennem tiden har været en vigtig byggesten i vores velfærdssamfund, men folkeskolen som velfærdsstatens kerneinstitution er under pres.
Forældre vælger i stigende grad den lokale folkeskole fra til fordel for andre folkeskoler, og samtidig er antallet af forældre, der vælger fri- og privatskoler fortsat støt stigende.
AT LÆRERUDDANNELSEN IGEN I ÅR har færre nye studerende end sidste år, selvom der fortsat er lærermangel, giver naturligvis også en fornyet debat om folkeskolen. Folkeskolereformen og senest OK18-konflikten, hvor Danmarks Lærerforening gik ind til forhandlingerne med ønske om en ny arbejdstidsaftale, giver også ”blæst til folkeskolen”, ligesom snakken fortsætter om, hvordan ”kursen og sejlet skal sættes”, så folkeskolen går i den rigtige retning.
Senest har tidens mistrivsel blandt mange unge og børn fyldt meget i medierne, og det er slået fast i flere undersøgelser, at de unge har et dårligt mentalt helbred. Senest beskriver en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen stress og karakterkrav, karakterbonus og nationale tests som nogle af årsagerne.
VI HAR BRUG for en positiv og politisk prioritering af folkeskolen, men i første omgang har vi brug for at se, om de indsatser, der allerede er iværksat, har effekt. Dette kræver ro for en stund uden nye tiltag og forandringer. Skolereformen skal for alvor evalueres i 2020, så lad os vente og se, hvad den evaluering siger.
Lad os ikke få flere tests og mere målstyring, for sjældent har skolerne indsamlet så mange data som i disse år, hvor alt fra trivselsmålinger og fraværsstatistikker til resultater af afgangsprøverne, standpunktskarakterer, nationale tests og Pisa-tests er en del af folkeskolen og bruges til at dokumentere, om vi har nået vores mål, herunder effekten af undervisningen. Det betyder ikke, at vi ikke skal have målstyring i forhold til elevernes faglige niveau samt følge op på elevernes videre færd i undervisningssystemet, for ”hvis man ikke kan finde målene, kan det være svært at score”, hvis jeg skal bruge et citat fra sportsverdenen.
Eller sagt på en anden måde: Hvis man ikke ved, hvor man vil hen, er det svært at vide, hvordan og hvornår man får succes. Så selvfølgelig skal der sættes mål for elevernes faglighed, trivsel og videre uddannelse, men vi har sjældent haft så meget data som i disse år.
Vi har til gengæld brug for at finde ud af, hvordan vi bruger disse data, ellers bliver vi overloadet og kan have svært ved at vælge den rigtige strategi. For data taler ikke for sig selv, og de er sjældent entydige. Der skal også trækkes på andres erfaringer, lærernes og pædagogernes egen viden om konteksten, lokale kontekster på skolen og lokalmiljøet.
FOLKESKOLEN ER ET STED, hvor faglighed, dannelse og sociale færdigheder tilegnes. Et sted, hvor eleverne motiveres, inspireres og udfolder deres evner og kreativitet. Et sted, hvor fællesskaber og sociale kontakter på tværs af samfundslagene skal være en del af målet. En socialt blandet folkeskole, hvor mangfoldigheden giver eleverne indsigt i en verden, der er bredere end deres egen, og som lærer børnene at forholde sig til mennesker fra andre sociale og kulturelle miljøer, har været en stærk kilde til sammenhængskræft.
Danmark er på godt og ondt blevet et multietnisk samfund, og en af kompetencerne på fremtidens arbejdsmarked bliver, at medarbejderne kan samarbejde på tværs af etniske og kulturelle miljøer. Det er børnenes virkelighed, når de bliver voksne, hvorfor det også skal være en del af deres skolehverdag. Dette skal også være et mål for folkeskolen.
Vi har brug for en positiv og politisk prioritering af folkeskolen, men i første omgang har vi brug for lidt ro på folkeskoleområdet med tid og plads til at se, om folkeskolereformen og mange andre indsatser, der er iværksat de seneste år, lykkes, før vi skal ”snuble” i nye mål og krav.
Så kære politikere: Giv os fred og ro! I skal ikke reagere på enkeltsager ved at ty til centralstyring i det offentlige med flere regler, proces- og dokumentationskrav. For flere mål giver ikke nødvendigvis større chancer for succes, måske snarere omvendt. Endnu flere mål giver måske større risiko for at fejle.
Torben Højman Jensen er skoleleder på Amager Fælled Skole.