Alternativet-politiker: Øremærket barsel vil være en kæmpe sejr for friheden

Hvordan kan øremærket barsel opfattes som frihed, tænker den kritiske læser måske? Det kan det, fordi frihed og lighed går hånd i hånd, skriver Carolina Magdalene Maier, der er politisk ordfører for Alternativet

Det er jo ikke af ond vilje, at mænd i Danmark ikke tager mere barsel, end de gør. Det er, fordi det fortsat er det ”normale” i vores kultur. Og som de flokdyr, vi er, handler vi primært efter vaner og traditioner. Vil vi bryde med dem, må vi indføre incitamenter til det, skriver politiker fra Alternativet.
Det er jo ikke af ond vilje, at mænd i Danmark ikke tager mere barsel, end de gør. Det er, fordi det fortsat er det ”normale” i vores kultur. Og som de flokdyr, vi er, handler vi primært efter vaner og traditioner. Vil vi bryde med dem, må vi indføre incitamenter til det, skriver politiker fra Alternativet. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/modelfoto.

I ALTERNATIVET hilser vi EU’s direktiv om at indføre øremærket barsel i Danmark velkommen. I vores optik vil det være en kæmpe sejr for ikke bare ligheden, men også friheden at få indført en øremærket barsel i Danmark.

Hvordan kan øremærket barsel opfattes som frihed, tænker den kritiske læser måske? Det kan det, fordi frihed og lighed går hånd i hånd.

Jeg ved godt, at mange i barselsdebatten forstår frihed som det, at de to for ældre imellem sig kan bestemme, hvordan barslen skal fordeles. I den optik anskues øremærket barsel som et indhug i individets frihed.

Men det er naivt at tro, at mennesket er helt frit og ikke underlagt strukturelle vilkår og normer. Når statistikken viser, at kvinder i Danmark tager 90 procent af barslen, så er det et udtryk for, at kvinderne netop ikke er frie til at træffe deres eget valg. Medmindre man tror på, at 90 procent af de danske kvinder insisterer på at tage barslen på bekostning af faderens mulighed for det samme. Og det tror vi ikke på i Alternativet.

NÅR JEG MENER, at øremærket barsel giver større frihed, skal det også ses i lyset af, hvordan vi i Alternativet forstår frihed. Vi mener nemlig, at frihed og fællesskab er uadskillelige størrelser. Enhver har ret til den mest udstrakte grad af frihed, så længe den er forenelig med, at andre har samme grad af frihed. På tværs af køn, etnicitet, kultur og med hensyn til fællesskabet og den klode, vi bor på.

I den optik skaber vi kun egentlig frihed gennem at opstille nogle politiske rammer. Vi regulerer med andre ord for at give individet mest mulig frihed – men også for at sikre, at alle individer og grupper af individer har samme muligheder for mest mulig frihed.

Mange politikere argumenterer, at øremærket barsel er unødvendig, fordi udviklingen nok skal komme af sig selv.

Til det må jeg sige: Det er simpelthen en holdning, som ikke tager bestik af betydningen af vaner, kulturer og traditioner. Det er jo ikke af ond vilje, at mænd i Danmark ikke tager mere barsel, end de gør. Det er, fordi det fortsat er det ”normale” i vores kultur. Og som de flokdyr, vi er, handler vi primært efter vaner og traditioner. Vil vi bryde med dem, må vi indføre incitamenter til det.

ØREMÆRKET BARSEL er et signal om, at begge forældre er lige, men også om, at barnet har ret til begge forældre på lige fod. Øremærket barsel er den eneste vej frem for at sikre både forældrenes frihed til et ligeværdigt valg og barnets mulighed for at få lige meget tid med begge forældre.

Carolina Magdalene Maier er folketingsmedlem og politisk ordfører for Alternativet.