Prøv avisen

Ørestad-sag vidner om demokratisk problem: De ideologiske skillelinjer er så hårdt optrukne, at vi ikke engang kan mødes i samtalen

Demokratiet tabte, fordi ministeren aldrig fik lov at komme til orde. I stedet måtte hun forlade Ørestad Gymnasium. Derved berøvede eleverne ikke alene deres egen mulighed for at blive hørt, men de berøvede også demokratiet for en frugtbar samtale rodfæstet i parternes uenigheder. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix/arkivfoto

Filip Steffensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

På Ørestad Gymnasium var det ikke det mest overbevisende argument, som vandt. Det var derimod de højest råbende, som sejrede. Men taberen var demokratiet, skriver Filip Steffensen fra Liberal Alliances Ungdom om miseren, hvor undervisningsminister Merete Riisager (LA) i sidste uge blev buhet ud

Det er næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at landets undervisningsminister, Merete Riisager (LA), i sidste uge måtte forlade Ørestad Gymnasium som følge af en ophedet stemning. Anledningen for ministerens besøg var – paradoksalt nok – en debat om demokratisk dannelse. Desværre nåede ministeren og de deltagende elever aldrig så langt i dagsordenen, da mødet måtte afbrydes.

Uanset årsagen til elevernes protester, vidner miseren fra Ørestad Gymnasium om et dybereliggende demokratisk problem: De ideologiske skillelinjer er så hårdt optrukne, at vi ikke engang kan mødes i samtalen.

Det er et alvorligt problem, da forudsætningen for et sundt og velfungerende demokrati er, at vi har en kultur, som understøtter samtalen og meningsudvekslingen. Hvis ikke den kommende generation accepterer demokratiets spilleregler, hvad skal der så blive af demokratiet?

Ungdomsuddannelserne er der, hvor vi uddanner fremtidens generation. Det er de unge, som skal videreføre vores demokrati og de frihedsrettigheder, som vi i Danmark bryster os af, når vi fejrer grundlovsdag.

Derfor er det særligt bekymrende, at der på landets læreanstalter – som traditionelt har været refugium for den frie samtale og meningsudveksling – trives en kultur, hvor de ideologiske skillelinjer trumfer grundlovsånden, som netop betoner dannelsen og gensidigheden mellem borgerne.

Det ligger i demokratiets kerne, at vi skal lytte til hinanden, og at det mest overbevisende argument må vinde.

På Ørestad Gymnasium var det imidlertid ikke det mest overbevisende argument, som vandt. Det var derimod de højest råbende, som sejrede. Men taberen var demokratiet.

Demokratiet tabte, fordi ministeren aldrig fik lov at komme til orde. I stedet måtte hun forlade gymnasiet. Derved berøvede eleverne ikke alene deres egen mulighed for at blive hørt, men de berøvede også demokratiet for en frugtbar samtale rodfæstet i parternes uenigheder.

Det ville selvfølgelig være belejligt at henføre elevernes adfærd til en studentikos og ungdommelig adfærd. Men det vidner om et dybereliggende demokratisk problem, når folketingsmedlemmer som Pernille Skipper fra Enhedslisten senere forsøger at retfærdiggøre – endog lovprise – elevernes udemokratiske aktion.

Det vidner om et politisk klima, hvor de hårdt optrukne linjer resulterer i konfrontation og pøbelvælde; hvor samtalen erstattes af råberi, som var det en sportskamp. Det er dybt bekymrende for demokratiets fremtid, hvis det fremherskende synspunkt er, at det er legitimt at anvende udemokratiske midler mod dem, som man er uenig med.

I kølvandet på den amerikanske borgerkrig stod Abraham Lincoln over for den tunge opgave at løfte landet fra den dybe fjendtlighed mellem Nord- og Sydstaterne, som borgerkrigen havde efterladt landet i.

På et tidspunkt, hvor Lincoln kunne polariseret befolkningen yderligere, valgte Lincoln i stedet at tale forsoningens budskab. Lincoln appellerede til et forenet USA. Hvis vi skal hele nationens sår, må vi stå sammen, var Lincolns budskab.

På samme måde må vi i Danmark forene os, hvis vi ønsker, at demokratiet i fremtiden skal blomstre. Vi må acceptere uenigheden og lade det stærkeste argument vinde, for demokrati er samtale, som Hal Koch påpegede.

Og det er præcis det, vi må huske os selv på, når vi er allermest uenige med hinanden.

Filip Steffensen er retsordfører, Liberal Alliances Ungdom.