Prøv avisen

Ole Hyltoft: Lad politikerne fordele kunststøtte – det vil sikre større bredde

Fra Julius Bomholt (S) til Mette Bock (LA) har danske kulturministre hyldet armslængdeprincippet, men det er på tide, at politikerne igen tager styring med kunststøtten for at sikre bedre bredde, mener Ole Hyltoft. – Fotos: Walther Månsson/ Ritzau Scanpix og Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Ole Hyltoft

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det store flertal af kunstnere, der arbejder slidsomt for at nå frem til kunstens hellige gral, er ikke tjent med fonde, der år efter år uddeler legater på rutinen til de samme lykkens pamfiliusser, der nu engang har erhvervet udvalgets bevågenhed, skriver Ole Hyltoft

EN ”KUNSTNER” udstiller et papir, hvorpå der står, at Lars Løkke Rasmussen (V), Henrik Sass Larsen (S), Karen Jespersen med flere er døde. Det tog ”kunstneren” 10 minutter i 2011 at lave ”værket”. Københavns Kommunes Billedkunstudvalg købte i juni 2018 ”værket” for 10.000 kroner. ARoS i Aarhus betalte en ”kunstner” et pænt beløb for at male græsplænen i byens mindepark over med rød maling. Der er flere lignende eksempler at tage af. Det, vi er vidner til, er kunstfondenes degeneration. En udvikling, der har været i gang længe. Men nu er den altså kommet frem i dagens lys.

KUNSTFONDEN ER IKKE en by i Rusland for mig. Som nyuddannet cand.mag. blev jeg sekretær for det udvalg, der formulerede reglerne for Statens Kunstfond. Den støtte til kunstnerne, man havde haft inden daværende kulturminister Julius Bomholts (S) nye kunstfond i 1960’erne, var spartansk og blev mest uddelt af politikere og embedsmænd. Det medførte eksempler – dog kun få – på, at pengene havnede i mindre fortjenstfulde kunstneres lommer. For at undgå dette i Bomholts kunstfond blev det kunstnerne selv, altså forfattere, billedkunstnere, komponister, der fra nu af fordelte statens midler til deres kolleger.

Men når kunstnere uddeler penge til deres kolleger, fordi kollegaen har ”forfattet” den løgn, at Lars Løkke Rasmussen er død, så er ikke bare sandheden, men også Billedkunstudvalget gjort til grin. Årsagen til det sære køb kan være, at kunstudvalgets uddelere er ramt af ”hul i hovedet” eller af, at ”min gamle kammerat fra kunstakademiet trænger til noget ekstra kapital, så vi kan gå ud at fejre hans fødselsdag”.

Det kan også være, at de kunstkyndige er blevet smittet af en eller anden dybsindig kunstteori. En forestilling om, at kunst skabes af spekulative ånder, der kalder de levende for de døde eller det usynlige for synligt. Det er noget, der ikke er ukendt i psykiatrien. Her er det en sygdom, der behandles. H.C. Andersen har sådan set navngivet sygdommen. Han kalder den ”Kejserens nye klæder”. Men den kan ramme andre end kejsere, for eksempel godtroende folk eller folk, der tror på gode eller onde ånder.

Hvad forklaringen nu end er på denne excentriske måde at uddele statsmidler og få omtale på, så er og bliver den en undergravning af respekten for kunst.

Da Bomholts kunstfondslov blev nedskrevet, tænkte vist ingen på, at den kunne blive offer for bevidst eller ubevidst humbug. Danmark havde derimod sørgelige eksempler på kunstnere, der var omkommet af fattigdom eller slid, inden de havde foldet deres talenter fuldt ud.

Martin A. Hansen var i 1960’erne det skrækindjagende eksempel. Han måtte slide buksebagen blank som skolelærer om dagen, før han kunne skrive sine romaner om natten. Og døde som følge heraf i en for dansk litteratur sørgeligt tidlig alder.

Bomholts kunstlov blev vedtaget af stort set hele Folketinget som en retfærdighedsgerning over for landets tit usselt behandlede kunstnere. Man spurgte: Havde Søren Kierkegaard kunnet skabe sit verdensberømte forfatterskab uden arven fra sin velhavende far? I vores nye tider med velfærdsstat måtte staten træde til som fader.

PÅ DEN TID, da loven blev lavet, var vi midt i den kolde krig. Og der herskede hos os en velbegrundet skræk for den statsstyring, som fandt sted i den kommunistiske verden. ”Armslængdeprincippet” blev derfor opfundet og adlydt. Politikerne skulle ikke blande sig i statsmidlernes fordeling. Det blev en hellig trosartikel. Ikke mindst prædiket af regeringens to kunstlovsarkitekter, Louisiana-direktøren Knud W. Jensen og Gyldendal-direktøren Ole Wivel. De udmærkede sig ved mangt og meget, herunder ved ikke at være politikere og eo ipso uden for nepotismemistanken.

Men da kunstfonden kom i gang, lagde mere uhildede observatører hurtigt mærke til, at også andre end politikere kunne lide at bestemme. Bestemme, at fondens midler skulle gå til deres private favoritter. Og de skrupelløse kunne finde på at uddele ikke efter kunstneriske fortjenester, men efter, hvem der var venner og fjender. Og disse grupper var sværere at opdage og pege fingre ad end politikerne, der var under offentlighedens konstante opsyn.

Der er sikkert i alle lande et hierarki i kunstverdenen, ligesom i finansverdenen. Nogle kunstnere er så fine, at de regnes for ukrænkelige. I den anden ende er der dem, der ses ned på. Nu, da der dryssede penge ned fra himlen, ville visse typer i dette danske hierarki gerne bestemme over denne manna fra himlen. Og flere af disse folk fik da også sæde i bedømmelsesudvalgene.

DERFOR – OG NU KOMMER denne artikels fornægtelse af en af kulturpolitikkens helligheder – skal vi omgås armslængdeprincippet med forbehold og undtagelser. Vi skal nemlig ikke være så naive at tro, at bare bedømmelsesudvalgene bliver besat af kunstnere, er den højeste retfærdighed opnået. Jeg tror, der ville opstå større retvished, hvis politikerne fik flertallet i kunstudvalgene. Ikke sådan, at politikerne nødvendigvis selv skal sidde i de kunstneriske bedømmelsesudvalg. De færreste af dem har den indsigt i kunstlivet, der skal til. Men hvis politikerne udpeger de fleste af personerne til bedømmelsesudvalgene, vil disse udvalg blive mere alsidigt sammensat, end de er nu. Sammenspistheden ville blive mindre. Der vil blive fundet legatmodtagere uden for de vante cirkler. Friskt blod til udvalgene vil betyde friskt blod til legatmodtagerne. Og i sidste ende mere frisk kunst. Måske er der en dygtig billedkunstner i Tønder, der ikke er sammensvejset med de faglige organisationer, men har egen indsigt og overblik.

Jo mere forskelligartet udvalgene er sammensat, jo mere opmærksomme vil de være på de kandidater, der står uden for de faglige organisationers indspiste magtcirkler.

Hvad betyder 10.000 kroner her og der til bedragere eller selvbedragere? I forhold til de milliarder, statsbudgettet hvert år mister ved skatteunddragelser og andre julelege? Men det er for slapt at tænke sådan. Kunst skulle gerne være den del af vores fælles liv, hvor sandhed og tilbundsgående overvejelse spiller førsteviolin.

Det store flertal af kunstnere, der arbejder slidsomt for at nå frem til kunstens hellige gral, er ikke tjent med fonde, der år efter år uddeler legater på rutinen til de samme lykkens pamfiliusser, der nu engang har erhvervet udvalgets bevågenhed.