SOM MAN KUNNE LÆSE her i avisen den 15. december, så vedgår tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll nu definitivt at være ateist. Han beskriver sin ordination som sit livs sorteste dag. Man kan indvende, at han kunne have forvaltet sin moraliserende vrede mod kirken bedre.
Det stod ham jo ganske frit – efter at han havde erfaret, at kirken ikke ville diskutere sten i skoen-teologi på hans gudløse præmisser – at lægge kjolen. Eller han kunne måske også have fundet andre veje, når han nu ved indgangsdøren havde sit livs sorteste dag. Hvem udsætter sig selv for den slags? Men som ethvert barn ved, skal man ikke bide den hånd, som fylder truget.
Hans eftermæle klinger hult, for han fremstår som en karikatur af sig selv: moraliserende over forældede verdensbilleder, han ikke kan forlige sig med, mens han dagligt mættes af selvsamme forsamling. Hykleri er ikke et kristent fænomen, men såre menneskeligt. Hvis Thorkild Grosbøll risikerede at miste sin tjenestemandspension, ville han så have bekendt sig som ateist nu, eller ville han have holdt tand for tunge, som han gjorde for år tilbage?
Vi er givetvis mange, der rigtig gerne vil diskutere folkekirkens teologi og trosbekendelse, folkekirkens styrker og dens svagheder.
Kulturelt forstået er det ubetvivleligt, at det historisk og aktuelt er en kæmpe fordel for vores land, at det er forankret i kristen tænkning. Lad os ikke glemme, at så mange af de goder, vi kender i dag, er vokset indirekte eller direkte ud af kristen refleksion. Demokrati er ikke i sig selv en kristen styreform, men der er unægteligt en sammenhæng mellem de steder i verden, hvor der er demokratiske forhold og de steder i verden, hvor kristendommen er den dominerende religion. Kirken har naturligvis slået sig i tøjret, når den har mistet sin politiske magt, og det er sjældent klædeligt. Men kristne tanker og værdier har støbt soklen.
Omvendt har folkekirken også mange svagheder. ”Systemet” er meget tungt og bærer en ambivalens i sig med ambitionen om at være folkets kirke, samtidig med at formen er ubeskriveligt gammeldags og dermed temmelig elitær i den forstand, at manglen på diversitet favoriserer en lille gruppe af mennesker, som godt kan lide ro, genkendelighed, ritualisering og anonym deltagelse. Denne form tiltaler i sagens natur visse mennesker; men der er jo ingen naturnødvendighed i, at det først og fremmest foregår i store middelalderrum uden reel menighedsdeltagelse, med præstetøj, der var moderne i 1500-tallet, med bombastisk orgelmusik og så videre.
Se, alle den slags postulater og tanker kan det være spændende at diskutere med alt fra Thorkild Grosbøll til biskopper, grundtvigianere, missionske og tidehvervsfolk. Men det skal være med ikke-omkostningsfri ærlighed. Det andet er bare pjat og handler, så vidt jeg kan vurdere, mere om Thorkild Grosbølls foragt for det, han ikke kan gribe eller ikke ønsker at have part i.
I stedet tropper han op i Ateistisk Selskab, scorer billige bittersøde point og gør sig morsom over det, han har haft sit udkomme af hele sit arbejdsliv.
I sin iver efter at fremstå som et menneske, der ikke tror på forældede vrøvlehistorier, og som i sandhed kan udlede, ”hvad kristendom egentlig er”, eventuelt konspirerende sammen med sin snorkende professor, afslører han sin egen intellektuelle forfængelighed og frygt for at blive sat uden for døren af den klub, der fnyser af tanken om Gud.
Jakob Carl Christensen er cand.theol. og efterskoleforstander.