TV 2-optagelserne fra Kongsgården og den efterfølgende debat viser, at det er nødvendigt, at der bliver skabt bedre betingelser for omsorg og menneskelige relationer i ældreplejen. Det gælder lige fra de ressourcer, der er til rådighed, til den måde, der føres tilsyn på.
Når det gælder ressourcer, er der blevet sparet for meget og for længe. Blandt andet viser beregninger fra Sundheds- og Ældreministeriet, at flere end en fjerdedel af kommunerne budgetterer med færre udgifter til ældreområdet i 2020 sammenlignet med 2019.
Besparelser, der bare bliver ved og ved, kan ikke undgå at sætte sine spor. Medarbejderne løber for stærkt og har for kort tid til at løse opgaverne og til omsorg. Det slider. Besparelser og tidspres fører selvfølgelig ikke i sig selv til den adfærd og kultur, som optagelserne fra Aarhus og Randers viser. Men for få ressourcer kan øge risikoen for omsorgssvigt. En anden og velkendt faktor er, at kommunerne har svært ved at skaffe tilstrækkeligt kvalificeret personale. Ifølge FOA skal kommunerne tiltrække over 40.000 nye ansatte på sosu-området de næste 10 år, hvis de vil følge med aldersudviklingen.
Problemerne med rekruttering fører til, at kommunerne ofte ansætter ufaglært arbejdskraft, og at medarbejdere under uddannelse alt for hurtigt kastes ud i selv at skulle løse opgaverne i stedet for at få den nødvendige oplæring.
Det hjælper måske med at få vagtskemaet til at gå op, men det gør det svært at være sikker på, at medarbejderne opbygger de rigtige kompetencer og mindset. Det er noget, der kræver tid og en målrettet indsats. Blandt andet i form af løbende supervision.
På samme måde er der i ældreplejen brug for synlige og nærværende ledere. Der skal mindre fokus på drift og administration og mere på at være tæt på beboere, medarbejdere og de pårørende.
Hvorfor ikke gøre det til en fast rutine på landets plejehjem at holde møder, hvor beboere, pårørende og medarbejdere kan have en dialog om trivsel, nye initiativer, bekymringer og forbedringer? I folkeskolen er der tæt dialog mellem forældre, elev og lærer, ligesom kommunerne holder borgermøder om lokalplaner, budget med mere. Den type inddragelse bør udbredes på plejehjem.
Kigger man på de kommunale tilsyn på plejehjem, som alle kommuner skal gennemføre mindst én gang årligt, er det uheldigt, at det helt er op til den enkelte kommune at beslutte, hvad de skal indeholde. Der er i dag ingen krav til, hvad der skal ses på i tilsynene, eller hvordan der skal følges op på tilsynene.Ambitionsniveauet for de kommunale tilsyn på plejehjemmene skal hæves. Ikke med det primære formål at påvise fejl og svigt, men først og fremmest for at sikre læring og forbedre kvaliteten.
Hvis tilsynet næsten kun fokuserer på, om medarbejderne kan dokumentere, at de har leveret ydelserne til den enkelte, sender tilsynet nogle uheldige signaler til medarbejderne om, at det er det vigtigste – ikke omsorgen. De kommunale tilsyn bør have fokus på borgernes livskvalitet og på, hvilken adfærd og kultur medarbejderne møder beboerne med.
Der er i det hele taget brug for, at omsorgen og de menneskelige relationer kommer tilbage i fokus. God ældrepleje handler ikke alene om, at opgaverne løses, men i høj grad om, hvordan det gøres. Det er ikke mindst omsorgen, der har betydning for plejehjemsbeboeres tryghed og livskvalitet.
Mogens Rasmussen er formand for Danske Ældreråd.