Prøv avisen

Omsorgen og tiden skal tilbage i ældreplejen: Jeg holdt kun til to dage som vikar i hjemmeplejen

Idéen om hjemmepleje er nobel, men virkeligheden er, at borgerne er tidsintervaller i et skema, skriver læge Grethe Olivia Nielsson. – Modelfoto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix.

Grethe Olivia Nielsson

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har så stor respekt for de ansatte i ældreplejen, som hver dag tager på arbejde og ved, hvor utaknemmeligt det er at arbejde i et system, hvor du altid er lige lidt bagud, og hvor du skal efterlade en ensom og ulykkelig mand, fordi der ellers er en anden, som ikke får sin frokost

Da jeg var bachelorstuderende, havde jeg vikarvagter i hjemmeplejen. Jeg nåede dog kun at have to vagter, før jeg ringede til min chef og meddelte hende, at det ville jeg ikke holde til i længden – der var hverken tid til omsorg eller faglighed i vagtskemaet.

Jeg husker min allerførste vagt. En tidlig, mørk og kold vintermorgen skulle jeg cykle rundt til ældre borgere i udkanten af Odense.

Mit første besøg var hos en ældre dame, som uanset hendes personlige præference skulle jages ud af sengen klokken 07.00, for det var der, der var sat tid af i mit udprintede skema.

At låse sig ind i fremmede menneskers hjem er en meget speciel oplevelse og at gøre det, mens de sover og vide, at dit nervøse unge ansigt er det første, der vil møde dem, er yderligere grænseoverskridende.

Da den ældre dame var bugseret op, skulle jeg skifte hendes nattøj ud med dagens påklædning, og her fik jeg en kedelig overraskelse: Hun var ikke ren fra tidligere toiletbesøg.

Den dag i dag kan det stadig plage mig, at jeg ikke smed min tidsplan ud og tog mig tiden til den omsorg, som alle selvfølgelig fortjener. Men i et øjebliks forbløffelse og problemløsningstilgang tog jeg en hurtig beslutning og fjernede efterladenskaberne i stedet for at give hende et ordentligt bad. Jeg fik hende placeret i en stol, hvor hun så kunne sidde og vente indtil mit næste besøg et par timer senere – i løbet af min sekstimersvagt skulle hun have intet mindre end fire besøg – man må spørge sig selv, om det er mest hensigtsmæssigt, at et ældre menneske med så stort et plejebehov sidder i eget hjem, eller om hun egentligt ville have hygget sig bedre med andre ældre på et plejehjem.

15 minutter og jeg var videre. De næste opgaver forløb mere eller mindre på samme måde – hurtigt ind og ud. Nogle besøg var kun estimeret til syv minutter inklusive at låse sig ind og ud af borgerens lejlighed.

Det andet besøg, der står helt klart fra ruten, var, da jeg hen ad formiddagen låste mig ind i en ældre enlig herres hjem. Der var så hyggeligt, pænt og duftede rent, at jeg udstødte et lettelsens suk, da jeg mødte manden. ”Du har det da godt,” udbrød jeg med lige dele overraskelse og forløsning.

Hans svar har hængt ved i de seks år, som er gået siden: ”I kigger kun på det ydre, men jeg er så ensom og ulykkelig.” Med syv minutter på skemaet er den besked hjerteskærende at få. For jeg kunne næppe i en alder af 19 år forstå, at problemet ikke lå ved mig og min umiddelbare kommentar, men ved et system, som ikke prioriterer rigtigt.

Ensomheden og at blive vækket af et fremmed ansigt er symptomer på, at de ældre bliver forsømt af velfærdsstaten. På trods af at 30 procent af den danske befolkning er over 65 år, må man kigge længe efter minimumsnormeringer til de ældre.

Idéen om hjemmepleje er nobel – at borgerne i eget hjem kan få den støtte, der får deres hverdag til at hænge sammen, men virkeligheden er en anden. Der er borgerne tidsintervaller i et skema, og hjælpen, de skal modtage, effektiviseret til ukendelighed.

En af mine medstuderende oplevede på en vagt, at der var dobbeltbookninger i skemaet, altså, at hun skulle være i to forskellige hjem og hjælpe to ældre på samme tid!

Jeg har så stor respekt for de ansatte i ældreplejen, som hver dag tager på arbejde og ved, hvor utaknemmeligt det er at arbejde i et system, hvor du altid er lige lidt bagud, og hvor du skal efterlade en ensom og ulykkelig mand, fordi der ellers er en anden, som ikke får sin frokost.

Jeg håber, at de 1000 ekstra hænder fra finansloven er startskuddet til, at vi som samfund igen begynder at prioritere nærværen og omsorgen.

Grethe Olivia Nielsson er læge og regionsrådskandidat i Region Hovedstaden for Enhedslisten.