Prøv avisen

Læser: Ophøj ikke covid-relaterede dødsfald

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hans Sloth Kristoffersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange hoppede på regeringens eventyragtige fortælling, der hed sig, at ethvert dødsfald er en tragedie, og at velfærdsstaten skam ikke prissætter menneskeliv, skriver læser

Der kommer efter alt at dømme ikke et ”efter corona”.

Denne næsten rituelle, drømmende indledning af sætninger om det ene og det andet må vi lægge på hylden.

Ingen ved vist, hvor mange der er døde af covid-19. Vi får daglige tal for, hvor mange der er døde med sygdommen. Disse tal indgår så i et internationalt kapløb om ikke at føre listen. Det nærmeste, vi har været et antal døde af covid-19, er vist Kåre Mølbaks estimat på et pressemøde. Udtalelsen kom dog så prompte, at den må henregnes til et af Mølbaks mere spontane udsagn.

I foråret lykkedes det regeringen gennem godt arbejde og god understøttelse fra især de elektroniske medier at skabe en eventyragtig fortælling om velfærdsstaten. Det hed sig, at ethvert dødsfald er en tragedie, og at velfærdsstaten skam ikke prissætter menneskeliv. Med den slet skjulte antydning af den kynisme, der dermed måtte gennemsyre enhver kritik af den førte politik, kan man mene, at retorikken blev lige et nummer for tyk.

Men den bed på mange. Rigtig mange.

Selv et ellers forstandigt menneske som Svend Brinkmann, der i sit program på P1, hvor man drøftede covid-19 og utilitarisme, sagde, at det gjorde ham tryg at vide, at vi har en regering, der styrer efter, at ethvert dødsfald af covid-19 er et dødsfald for meget.

Dette er et fatamorgana. Velfærdsstaten prissætter hele tiden menneskeliv. Kalkulerer, hvad et liv er værd. Ellers havde vi ikke motorveje. Ellers havde vi konstant nedlukning. Ellers kunne alle få selv den dyreste behandling i sundhedsvæsenet.

Ja, jeg beklager. Den voksne verden er hård, led og til tider ondskabsfuld. Men den er her. Det vil være hybris at tro, vi ved hjælp af social ingeniørkunst kan udrydde covid-19. Skulle det alligevel lykkes os, står den næste pandemi på spring.

Så vi skal ud af vores tornerosesøvn. Vi skal undlade at ophøje de covid-relaterede dødsfald. Covid-19 er kommet for at blive. Der vil fortsat dø mennesker af sygdommen. Sådan er livet.

Jeg beklager.

Læserbrevet er skrevet af Hans Sloth Kristoffersen, Virup Skovvej 115, Hjortshøj