Prøv avisen
Debat

Opholdssted for unge misbrugere: Hav tillid til, at vi ved, hvor lang tid behandling tager

Succesfuld behandling tager et-to år. Vi gør et godt stykke arbejde, når vi hyres som specialister til at hjælpe udsatte unge. Alligevel anerkender man ikke helt vores speciale. Det forundrer mig, skriver leder af opholdssted. På arkivbilledet er det et af regeringens fixerum. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Karin Glad

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvorfor viser samfundet ikke mere tillid til vores faglighed og giver os den fornødne tid og resurser til at klare opgaven bedst muligt?, spørger leder af opholdssted

I mit hjørne af velfærdsstaten er samfundskontrakten blevet svagere. Og tilliden er blevet mindre. Derfor lyttede jeg, da børnenes statsminister for et stykke tid siden talte om tillid. Siden har jeg tænkt over det med tillid. Og udsatte børn og unge. Det kan vi gøre meget bedre.

Jeg oplever, at vores status som opholdssted for unge med misbrugsproblemer og psykiatriske problemstillinger smudses til af en underlæggende mistænkeliggørelse og misstillid.

På min arbejdsplads behandler vi omsorgssvigtede unge, der har kriminelle og psykiatriske problemstillinger. De har desuden misbrug af hash, kokain, MDMA, heroin eller ecstasy. De kommer fra kommuner over hele landet og bor her i kortere eller længere tid. I stigende grad kortere. Det er tunge sager. Trods mange års erfaring kan vi ikke rette op på massive problemer i løbet af få uger eller måneder.

Det er et økonomisk spørgsmål, når kommunerne anbringer med kortere og kortere bevillinger – ofte givet på baggrund af et begrænset kendskab til den unges problemer. Vi taler tre til seks måneders bevillinger. Det er ikke nok. Og det presser de unge og mine medarbejdere, der står med en krævende opgave, som skal løses lynhurtigt. Succesfuld behandling tager et-to år. Derefter kan han eller hun klare sig selv. Tage en uddannelse. Leve som skattebetalende borger. I mine øjne er det en god investering i stedet for en lappeløsning, der på sigt er økonomisk og menneskeligt dyrere. Mistilliden bliver ikke italesat. Den viser sig blandt andet i form af, at vi nogle gange ikke inddrages i væsentlige beslutninger omkring de unge. For hvad er vi egentlig ude på? Opholdssteder har, efter nogle dårlige sager i pressen, fået et dårligt ry. Vil vi slå mønt på sårbare, udsatte børn? Har vi en skjult dagsorden om at holde på dem så længe som muligt – bare for at have fyldt vores pladser op og tjene flere penge? Bare for at gøre det nemt for os selv?

Min arbejdsplads drives af en fond, hvis formål er at hjælpe de unge. Der er ingen private, økonomiske interesser bag. Og ja. Vi har lang behandlingstid, hvis det virkelig skal rykke.

Vi gør et godt stykke arbejde, når vi hyres som specialister til at hjælpe udsatte unge. Alligevel anerkender man ikke helt vores speciale. Det forundrer mig. Hvorfor viser samfundet ikke mere tillid til vores faglighed og giver os den fornødne tid og resurser til at klare opgaven bedst muligt?

Det er ikke i det daglige samarbejde med socialrådgivere, at vi oplever mistilliden. Mange af dem er dygtige og oprigtigt engageret i de unge. Men jeg oplever, at de bliver sendt i byen til statusmøder med beslutninger, som er taget på forhånd af deres chefer – ofte uden socialfaglig baggrund – og som dækkes ind under alverdens paragraffer. ”Vi vurderer,” lyder det. O.k. Men hvad med vores faglige vurdering af den unge, som vi er sammen med i mange timer hver dag i mange forskellige situationer og sammenhænge?

Hvordan skaber vi den tillid? Med mere dialog og et grundigt forarbejde. Hvis anbringende kommune er utryg ved vores vurderinger, så kom og besøg os og de unge oftere. Spørg ind. Oplev vores hus. Det ville jeg ønske, flere kommuner gjorde før en ny-indskrivning. Med et tættere og mere tillidsfuldt samarbejde kan det blive rigtig godt.

Karin Glad er leder af opholdsstedet Hjulsøgård UNG ved Varde.