I DR 2-dokumentaren ”Hvem passer vores børn?” fra i mandags siger lederen af dagtilbuddet Hurlumhejhuset grædende:
”Jeg bliver ked af, at vi har skabt et samfund, hvor vi synes, det er forsvarligt at behandle vores børn på den her måde, og hvor vi bilder os ind, at det er godt nok.”
Hun havde valgt at tage konsekvensen og sige sit job som dagtilbudsleder op. Som bedsteforældre til den nyeste generation gjorde det et kæmpe indtryk på os, at en person, som er så dedikeret i sit arbejde med børn, vælger at forlade det af samvittighedsgrunde.
Dokumentaren viser virkeligheden fra to almindelige daginstitutioner og den hverdag, børnene efterlades i. Vi bliver præsenteret for den kendsgerning, at der ikke er voksne nok til at give børnene den tryghed og udvikling, de har brug for.
En børnepsykolog gør i dokumentaren rede for sammenhængen mellem fraværet af nær voksenkontakt og konsekvenserne for børnene senere i livet: Børnene får svært ved at regulere sig og bringe sig til ro, når de bliver nervøse eller bange, de får svært ved at styre deres opmærksomhed, og de får på sigt svært ved at sætte sig i andres sted og forstå sociale situationer. Samme psykolog laver en in-teressant kobling mellem den stigende uro i indskolingsklasserne og det faktum, at klasserne består af børn, der i fire-fem år har manglet voksne nok til at lade sig regulere og lære dem at bruge voksenkontakten til at koncentrere sig, falde til ro og udvise empati over for andre.
Vi er en gruppe bedsteforældre, der med stigende bekymring bevidner det offentliges udpinte tilbud til småbørnsfamilierne. Vi er stadig udearbejdende, som vi var, da vores børn var små, så vi har et sammenligningsgrundlag for kvaliteten i den pasning, som det offentlige tilbød dengang og nu.
Vi bør være med til at belyse sammenhængene mellem manglen på kvalificeret voksenkontakt i dagtilbuddene og udviklingen af opmærksomhedsforstyrrelser, angst, depression og manglende empati hos børnene.
Sat på spidsen kunne en øget normering i vuggestue og børnehave nedbringe behovet for angstklinikker, ADHD-centre og andre børnepsykiatriske tilbud og gøde jorden for en skolegang med mindre kaos og uro.
Måske er der håb for de børn, der kommer med gode selvreguleringsevner, overskud og ressourcer hjemmefra – de klarer det. Men er det et succeskriterium, vi er tilfredse med? At de i forvejen ”stærke” børn lige netop klarer det? Hvor efterlader det så de få, der har behov for særlig opmærksomhed og rummelighed?
Hvad er det for en ny gruppe samfundsborgere, vi er ved at skabe, mens vi holder samfundets travle hjul i gang? Og hvordan kan vi acceptere, at de første og vigtigste år i et menneskets liv ikke udnyttes til at udvikle netop menneskelighedens grundsubstans – selvværd, empati, selvregulering og barnets grundlæggende tro på og tillid til nærværende voksne?
Vi er mange vælgere, der har børnebørn, som skal passes i vuggestue eller børnehave hver dag. Og det er valgår i år. Derfor vil vi opfordre alle til at gå politikerne på klingen og udfordre dem på visioner for den kommende generations tidlige børneliv.
De udviklende øjeblikke, som fører til en god selvfornemmelse og selvværd, sker først og fremmest mellem ét barn og én voksen, og det kræver en bedre normering.
Lad os starte en bølge og sætte fokus på vores børnebørns trivsel og udvikling i dagtilbuddene, hvor de tilbringer så mange af deres vågne timer hver dag.
Barbara Palmer er psykolog og medlem af Bedsteforældrebølgen.