Prøv avisen
Debat

Opråb fra lærer: Ser vi børnene, som det de er?

Vi må udstikke ordentlige regler og ordentlige retninger til de børn, vi bringer ind i verden. Vi må behandle dem som børn, mens de er det. Det gør vi med respekt og kærlighed. Længere er den ikke, skriver lærer, forfatter og boghandler Anne Mette Lehmann. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Anne Mette Lehmann

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Voksne menneskers stress smitter af på børnene, så husk at behandle dem som børn, mens de er det, skriver lærer

Børnenes valg er det netop overståede folketingsvalg blevet kaldt. Men når vi kigger på børnene, hvad ser vi så?

De børn, der findes i skolen, i daginstitutionen, på udrejsecentret, på legepladsen, på havet, i supermarkedet, ved grænsen, på gaden, i hjemmet, på børnehjemmet, i sengen, på cykelstien, på museet og i håndboldklubben. Når vi ser på de børn, tænker jeg på, hvad det er, vi ser. Ser vi, hvad de er? Ser vi, hvem de er?

Eller ser vi os selv? Ser vi forældre, samfund, politik, struktur, planer, målsætninger, styresystemer, regler, penge og krav? Ser vi systemet stråle ud af vores børns blå og brune øjne?

At børn vokser op med en medfødt evne til at navigere i kaos er naturligt. Børnene lever i en verden, hvor de er vant til, at alting skal læres. Hvor det er naturligt, at der er så meget omkring dem, de ikke forstår. Fra de fødes skal alting indtages, fornemmes og afprøves med et utal af fejlslagne forsøg. Naturligvis. Det er sådan, de lærer. Det er sådan, det er at være barn og vokse op. Det er der ikke noget nyt i.

Og hvad sker der så, når vi ser på dem med vores voksne øjne? De øjne, der har lært så meget og kan så meget.

Har vi i alt vores dyrebare erfaring glemt at se på børnene, som de er – som børn? Som det mest værdifulde i verden. Og hvis man nu forledes til at tro, at denne klumme går hen og bliver en gang sødsuppe, kan jeg kun minde om, at børnene er fremtiden.

Uden børn, ingen verden.

Det er ganske simpelt. Om lidt er vi gamle, om lidt er vi døde, alle os erfarne, kloge hoveder, der udstikker regler og retninger til børnene.

Derfor er det ganske enkle budskab her: Vi må gøre det ordentligt. Vi må udstikke ordentlige regler og ordentlige retninger til de børn, vi bringer ind i verden.

Vi må behandle dem som børn, mens de er det. Det gør vi med respekt og kærlighed. Længere er den ikke.

Så at opfordre os selv til at vise børnene respekt og til at se børnene som uspolerede og uskyldige er det mindste og naturligste krav, vi må sætte til hinanden som voksne. Det skal vi. Det er et ansvar, vi aldrig kan give fra os.

Hvis ikke det er et ansvar, vi magter, burde vi lade være med at få børn!

Vi må og skal ikke spejle et fortravlet, stresset og til tider sygt samfund ind i vores børn. Det er ikke respektfuldt. Det er ikke kærlighedsfuldt. Derimod er det ødelæggende og skaber mere af samme slags.

At det i vores politik og samfund efterhånden er naturligt, at voksne mennesker lider af stress og vænner sig til at leve et fortravlet liv uden overskud, kommer til at smitte af på vores børn. De bukker under, de stresser, de får mavepine, de bliver indelukkede, de tror ikke på sig selv, de græder over alt det, de ikke forstår, og de lærer ikke at elske sig selv i deres egen væren.

Hvis det fortsætter, ender det med, at vi erfarne og kloge voksne ødelægger børnenes naturlige og medfødte talent for at navigere i kaos.

Et fuldstændig unikt talent, vi ikke anerkender, forstår eller værdsætter værdien af, hvis ikke vi tager ansvar for at passe ordentligt på børnene. Et talent, vi ikke stoler på.

Vi er nødt til at forstå, hvad vi skal se i børnene og ikke, hvad vi kan eller vil se.

Vi skal give af os selv, og vi skal bryde den stressede normalitet, der har lagt sig godt til rette i mange hjem. Vi skal ikke acceptere og normalisere de ligegyldige krav om materielle goder. Vi skal splitte forbrugermentaliteten i tusindvis af stykker, og vi skal forstå, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange biler, ferie, køkkener, hæve-sænke-borde og skærme, vi bringer ind i livet. Især hvis vi ikke evner at behandle børnene – vores børn – som børn!

Anne Mette Lehmann er lærer, forfatter og boghandler.