DEN OFFENTLIGE debat har et vågent øje for, hvad der skiller os, mere end at fokusere på det, der samler. Vi diskuterer, hvordan landet politisk er delt i blokke, vi debatterer elite kontra ”almindelige mennesker”, og vi taler om byer versus landområder. Konflikterne handler tit om, hvordan vi skal sikre et velfærdssamfund for alle i hele landet. For de systemer, som i årtier har været trygge rammer omkring vores store fællesskab, forvitrer omkring os, og nye løsninger ligger ikke lige for. Og når systemerne kollapser, hvad gør vi så? Hvad griber vi så i, når de gamle systemer ikke længere kan løfte?
Men der er godt nyt. Vi griber nemlig fat i hinanden uden om de etablerede systemer. Et blik ud over ”Fællesskabs-danmark” bekræfter, at fællesskaber etableres i hele landet, og de opstår af helt forskellige behov og interesser.
AFTEN EFTER AFTEN er der udsolgt til fællesspisning i fælleshuset Absalon på Vesterbro i København. For 50 kroner kan du spise dig mæt i dejlig mad, men du kan også møde andre mennesker over et måltid, når du bænker dig ved langbordene, for det er ganske enkelt uhøfligt ikke at inddrage alle ved bordet i samtalerne. 37 procent af alle voksne danskere er alene, og hver fjerde dansker savner nogle at spise sammen med, viste en undersøgelse som Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mary Fonden lavede i 2016.
Den udfordring løftes i mange forskellige regi rundtom i landet, når der inviteres til fællesspisning på det lokale museum, i skolens lokaler eller som på Vesterbro i en nedlagt kirke. I Vester Strandgade i Ringkøbing står et fælles-skab, hvor folk afleverer mad, husholdningsartikler og ting, de ikke længere har brug for. Her kan mennesker med en presset økonomi så hente, hvad de behøver. Helt anonymt.
Nogle fællesskaber er kendetegnede ved, at penge aldrig skifter hænder. Som når Lisette Kaas på Produktionsskolen i Brøndby synes, at hendes kosmetolog-elever ville blive dygtigere af at øve sig på rigtige mennesker i stedet for plastikhoveder, og derfor lavede en aftale med det lokale plejehjem om, at eleverne giver de ældre hår- og neglebehandlinger – uden faktura.
Andre fællesskaber kræver et kærligt skub i ryggen fra hjemkommunen. Som Mænds Mødesteder. Mænd er ikke så gode til at håndtere ensomhed som kvinder. Mænd, der bliver alene, forfalder oftere til dårlige vaner: for meget alkohol, for dårlig mad og for lidt motion. Derfor tog Center for Mænds Sundhed i 2015 initiativ til at skabe rammer for, at mænd kunne samles i hele landet. Idéen var at skabe et rum for socialt samvær og kammeratskab, hvor mænd kunne dele erfaringer, viden og færdigheder. I dag er der 22 mødesteder i hele landet. En vigtig erfaring har været, at et mødested kræver en fysisk ramme – et lokale, som er mændenes eget. Flere steder er hjemkommunen blevet en vigtig partner, fordi kommunen stiller et lokale, netværk eller ekspertise til rådighed.
En tredje form for fællesskaber er dem, der er betinget af en fysisk ramme. De almene boligforeninger har i årtier stillet lokaler til rådighed for beboernes interessefællesskaber. Men for mange beboere er klubberne ikke nok, og heldigvis er de almene boligselskaber gode til at spotte nye behov og indrette sig i forhold til beboernes ønsker. Som Skjødtgården i landsbyen Vestrup, hvor børnefamilier og ældre bor side om side. Her har beboerne fundet på at fordele pligter mellem sig. Alle skal krydse den fælles gårdsplads for at nå til deres hoveddør, hvilket har skabt et naturligt sammenhold mellem beboerne. Når de unge beboere køber ind, har de selvfølgelig de ældre beboeres indkøbsseddel med, og de ældre passer børnene imens.
Flere har forsøgt at finde årsager til, hvorfor vi som helt almindelige borgere drives af lysten til fællesskaber. En for
klaring kan måske findes i vores historie: Landet, hvor andelstanken blev født, har måske et stærkt fællesskabs-dna? Muligvis er det udtryk for en særligt dansk variant af fællesskab, som er kulturelt indlejret i os? En anden forklaring kunne findes i noget alment menneskeligt: erkendelsen af, at mennesket har det bedst i samvær med andre.
Institut for Lykkeforskning har for længst dokumenteret, at det er via relationer, at mennesker bliver lykkeligere. Den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware har i bogen ”The Top Five Regrets of the Dying” beskrevet, hvordan den fjerde mest udbredte fortrydelse er, at den døende ikke har holdt kontakt til sine venner.
I FÆLLESSKABERNE MØDES VI – ofte med nogle, som vi deler interesser med, men lige så ofte på tværs af både aldersmæssige, politiske og kulturelle skel. Og møderne er meningsfulde. De nye fællesskaber har dog et træk, som skiller sig ud fra tidligere tiders. De er ofte født ud af gamle problemstillinger, men løsningsmodellerne er nye. Vor tids fællesskaber er således ofte reaktioner på samfundsanliggender, som før ville have fundet en reaktion inden for et politisk system. Tidligere var det nærliggende at involvere sig i fagforeningen, hvis man var utilfreds med trivslen på sin arbejdsplads. I dag sejler kollegerne i kajak efter arbejdstid. Tidligere meldte man sig ind i et politisk parti, hvis der var en sag, man ville arbejde for. I dag melder man sig under Venligboernes faner, når man er utilfreds med måden, hvorpå nytilkomne mødes af vores samfund. I dag finder ligesindede sammen i det, man kunne kalde nedefra og op-re
aktioner. Initiativer, som fødes ud af et enkelt menneskes visioner, bredes til andre, ofte med lynets hast via de hurtige sociale medier.
De lokale ildsjæle er ofte lokomotiver for en udvikling. Som når forfatteren Josefine Ottesen for egne midler køber Frelsens Hærs hus i Svendborg og omdanner bygningen til forsamlingshus for lokalsamfundet med et eneste krav, nemlig at alle, som bruger huset, bidrager med noget.
Men det er ikke blot lokale ildsjæle med bugnende pengepung, der betinger en succes. Det er i lige så høj grad det lokale engagement, der er afgørende for, om en fællesskabsidé bliver en succes. Det dur ikke, at idéen påduttes af en eller anden udefrakommende myndighed, styrelse eller fond. Succesen er ganske enkelt betinget af, at tanken fødes ud af et lokalt engagement.
I Danmark er vi begavet med en lang række almennyttige fonde, som for længst fået øje på den kraft, der ligger i de fællesskaber, som fødes nedefra. Ser man på finansieringen af de fællesskaber, er det meget ofte fondsdonationer, som har skabt bæredygtige fundamenter for fællesskabernes videre færd. Ofte har relativt små donationer skabt store ringe i vandet for fællesskaber, som, når de først er skubbet i gang, er rundet af en bytteøkonomi, hvor ydelserne er menneskeligt nærvær, omsorg og lyst til at nedbryde diverse skel.
DE NYE FÆLLESSKABSFORMER bør være en tankevækkende læring for landets politikere, hvis ansvar det må blive at sikre, at fællesskaberne, som opstår hos borgerne, kan få rum til at vokse. Det kræver politisk mod, for det fordrer, at det politiske system giver ansvaret fra sig og i stedet udviser tillid til de borgere, som har lyst til at løfte. Og det kræver politisk courage til at turde sige ja til en idé, selvom man ikke ved, om den har effekt. Endelig forudsætter det en grundlæggende tillid til, at de mennesker, som har lyst til at lægge deres tid og viden i projektet, rent faktisk kan løfte og udvikle uden alt for megen indblanding og styring. Men måske er det ikke så svært. For hvornår har et politisk projekt fået samme folkelige interesse som Venligboerne, og hvornår har en styrelseskampagne opnået en så bred udbredelse som Danmark Spiser Sammen
Jane Sandberg er museumsdirektør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation.