Den rette faste er at lide afsavn

Den rette faste er at lide afsavn

”Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne.”

Matthæusevangeliet 6, 16

DET ER I DAG ASKEONSDAG. Her indledes ifølge gammel tradition den kristne faste. Om man nu har besluttet sig for at faste eller ej, så kan det under alle omstændigheder give anledning til at overveje fastens betydning.

Nu er der som bekendt ikke noget krav til kristne om, at de skal faste. Jesus giver ingen steder noget påbud om, at hans disciple skal faste. Tværtimod kan man faktisk i Bibelen finde nogle vigtige forbehold over for fasten.

Et af forbeholdene finder vi i Matthæusevangeliet, hvor Jesus advarer imod at faste for et syns skyld: ”Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt. 6, 16-18).

”Når du faster,” hedder det. Der er som sagt ikke noget krav om at faste, men Jesus forudsætter det som noget helt naturligt. Det skal bare ikke være noget, man skilter med eller roser sig af.

Det andet forbehold er, at man ikke skal tro, at man tjener Gud ved at faste! Det understreges allerede i Det Gamle Testamente i en tekst fra profeten Esajas, hvor Gud siger til sit folk:

”Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” (Es. 58, 5-7).

Faste må altså ikke ende som en from passivitet eller et tomt ritual, hvor man tror, at man tjener Gud ved at ”hænge med hovedet”. Nej, den rette faste er i det stille at lide afsavn for aktivt at tage sig af de nødlidende.

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.