Glem ikke at være glade

”Glæd jer altid i Herren!”

Filipperbrevet 4, 4

Hvordan kan det være, at vi i kirken ser så alvorlige ud, når evangeliet i bund og grund handler om glæde? Sådan er der sommetider nogle, der spørger.

Og det kan være rigtigt nok. Vi er ofte meget alvorlige i kirken. Nu er det jo heller ikke en revy eller standup, som vi er vidne til eller medvirker i. Det er alvor, både det, som vi hører om, og det, som sker.

Men alligevel er det rigtigt, at det, der foregår i kirken, i bund og grund handler om glæde. Det minder og formaner Paulus om i Filipperbrevet: ”Glæd jer altid i Herren!”. Og han sætter en ekstra streg under, for at ingen skal glemme det: ”Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil. 4, 4).

Det er åbenbart vigtigt for Paulus at understrege glæden. Det korteste vers i bibelen handler da også om glæde. På græsk er det bare to ord, på dansk er det tre. Det hedder: ”Vær altid glade” (1. Thess. 5, 16). Glæden skal være de kristnes kendetegn.

Og når man ved det og hører det, så kan det indimellem godt være lidt forstemmende både at se sig selv i spejlet og omkring. For hvor er glæden? Hvorfor er vi ikke glade? Hvorfor er vi da så alvorlige?

Jeg har læst, at der over døren til Helvede skulle stå følgende indskrift: ”Ikke jeres synder var for store, men jeres glæde var for lille.”

Det værste er ikke alle vore synder eller det, at vi synder. Nej, det værste er, hvis vi glemmer at være glade.

Hvordan skal vi da kunne være glade? Eller: Hvad er det, der skal tænde glæden i os?

Det siger Paulus faktisk også i den samme læsning, nemlig: ”Herren er nær!”. Det skal være grunden til glæde.

I lignelsen om den fortabte søn taler Jesus også om glæde. Her hedder det – i den gamle oversættelse – at da sønnen kom hjem og mødte sin fars udbredte arme, så sagde faderen: ”Hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen. Og de begyndte at være glade.”

De begyndte at være glade.

Måske kan vi ikke altid vise vores glæde eller sprudle af glæde, men så lad os i stedet blot begynde at være glade.

Så skal glæden nok gøre sit indtog.

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.