”Herren roste den uærlige forvalter.”
Lukasevangeliet 16, 8
Lignelsen om den uærlige godsforvalter minder på mange måder om H.C. Andersens eventyr ”Hvad fatter gør er altid det rigtige”. I det eventyr kommer fatter længere og længere ud, og det bliver mere og mere grotesk, hvad han finder på. Og alligevel ender eventyret med, at han kommer hjem og bliver modtaget med kys og ros. Han gik som bekendt på marked med sin hest for at gøre en god handel – byttede den først til en ko, siden til et får, så til en gås, så en høne, endelig med en pose rådne æbler. Mindre og mindre fik han.
Da han på kroen fortæller et par englændere om, hvordan han havde byttet sin hest og endt med nu at sidde tilbage med en pose rådne æbler, sagde de, at han nok ville få et mægtigt hus med konen, når han kom hjem. ”Nej, jeg får kys og ikke knubs,” sagde bondemanden, ”vor mor vil sige: ’Hvad fatter gør, er altid det rigtige.’” Det væddede de nu alligevel et skippund guldpenge om, og som sagt: da han kom hjem, fik han et kys lige midt på munden og vandt på den måde alle guldpengene. Han fik med andre ord ros, hvor man ville forvente knubs. Og pointen er, at netop det er med til, at historien ender lykkeligt. Hele fatters nedtur bliver med det kys vendt til noget positivt. Han vinder guldpengene.
Og sådan også med den utro godsforvalter: Herren roste ham i stedet for at skælde ham ud. Hvor man under normale omstændigheder ville forvente knubs, der fik han kys.
Det tror jeg er den enkle, men vigtige pointe i lignelsen: nemlig Herrens overraskende reaktion. Godsforvalteren var virkelig utro, uærlig, uretfærdig – der er ingen undskyldninger.
Han var og er skyldig, skyldig til dom, men han får alligevel ros. Og det er lige så overraskende, som at fatter får kys, da konen hører om hans besynderlige handler. Vi forstår det ikke, men hun vælger at se med kærlighedens øjne på alt, hvad han har gjort, og hun roser ham, selvom det er nok så tåbeligt. Og det gør hun, fordi hun elsker ham.
Det er det, som er så tåbeligt og uberegneligt ved kærligheden, der, som man siger, gør blind. Når man elsker, mister man sin dømmekraft. Eller man kan også sige: Man mister ikke bare kraften, men også viljen til overhovedet at dømme.
Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.