”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den.”
Lukasevangeliet 19, 41
DER ER TO STEDER i Det Nye Testamente, hvor vi hører, at Jesus græder. Det ene var søndagens evangelium, hvor vi hørte, at Jesus græd over Jerusalem. Det andet er fra Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 35, hvor Jesus kommer ud til Lazarus’ grav: ”Jesus brast i gråd,” står der. Jøderne sagde dengang, da de så dét: ”Se, hvor han elskede ham!”.
I Jesu gråd og smerte så de med andre ord Jesu kærlighed til Lazarus, men af én eller anden grund ser de den ikke, eller vil ikke se den i forhold til sig selv. De ser ikke, at Jesu gråd over og korsfæstelse i Jerusalem er et udtryk for Guds kærlighed. I stedet forhærdes de. De gør sig kolde og hårde, angriber ham, søger at rydde ham af vejen og ender med at korsfæste ham.
De vidste ikke, hvad der tjente til deres fred. De vidste ikke, at det var deres fred, som de korsfæstede på Golgata i Jerusalem, fredens by. Det var freden, de hånede, grinede ad og ødelagde.
Billedet af Jesus, som sidder uden for Jerusalem og græder over byen, minder slående om en anden bibelsk person, som også satte sig ned og skuede ud over en by, nemlig profeten Jonas.
Efter at have forkyndt Guds dom over byen, sidder Jonas uden for Nineve. I modsætning til Jesus græder han ikke, men venter derimod med spænding på, at Guds dom skal ramme de syndige og ulydige mennesker.
”Han lavede sig en hytte og satte sig der i skyggen for at se, hvad der skete med byen,” står der (Jonas’ Bog, kapitel 4, vers 5). Han sidder med en frydefuld forventning om, at Guds retfærdige straf dog snart må regne ned over synderne med ild og ødelæggelse.
Den hytte, han byggede, er ingen kirke. Det kan da godt være, at der er nogle, som tror, at kirken er et sådant sted, hvor vi kan trække os tilbage og se på verden og vente på, at den snart skal gå under, og at Guds retfærdige dom skal ramme alle de ulydige.
Men sådan er Guds kirke ikke. Den er tværtimod et håbets sted, ikke uden for, men midt i verden. Midt i byen. Hvor vi midt i krig og gru og brændingens brusen får lov at løfte vore hoveder i troen på og håbet om en fremtid – en ny himmel og en ny jord.
Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.