Vin giver mennesker glæde

”Vandet, der var blevet til vin.”

Johannesevangeliet 2, 9

VED BRYLLUPPET I KANA skaber Jesus vand om til vin i nogle store kar. Det er der nogle, som er forargede over. Jeg har hørt en afholdsmand kalde underet for en svipser. For skulle Jesus ikke tage at passe lidt på, hvilke tegn han går og gør?

Er han mon en frådser og dranker, sådan som nogle rent faktisk beskyldte ham for at være? Nej. Han er tværtimod levende, varm, berusende og liflig – som vin.

Derfor ønsker han også, at vi skal mindes ham i nadverens brød og vin. Han vil ikke lade os nøjes med vand og brød, som fanger i et fængsel. Han giver os brød og vin som frie mennesker, der sidder festligt til bords i kærlighed og fred og glæde med ham og med hinanden.

Vin giver mennesker glæde, hedder det i salme 104, 15. At fornægte eller foragte vinen, det berusende element i livet, er på en måde at fornægte livet og kærligheden selv.

Det betyder ikke, at vi må glemme, at der er mange mennesker, som har problemer med alkohol, og som har brug for hjælp. Som har svært ved at styre forbruget, og hvor de selv og de nærmeste lider frygteligt. I de tilfælde kan det unægtelig være svært at se vinen som udtryk for glæde.

Men sådan er det med alle Guds gode gaver, med livet og selv med kærligheden. Den kan også misbruges og blive ødelæggende og destruktiv.

Ægteskabet kan også rumme de værste svigt og dybeste ydmygelser. Ægteskabsordningen er i grunden blot som de tomme kar. En tom ramme, men til gengæld er den lige så nødvendig som de tomme lerkar. Hvis ikke renselseskarrene havde været der, ville vandet og vinen jo blot være løbet ud på gulvet.

Sådan har Gud givet os ægteskabet som en nødvendig og velsignet ramme for kærlighedens skyld. Men vi må selv fylde karrene.

”Livet er ikke et bæger, der skal tømmes – men et kar, der skal fyldes,” har Anna Sophie Seidelin engang sagt. Det gælder også i ægteskabet. Vi må selv fylde rammen ud. Til gengæld er det Gud, der stadig skaber vand om til vin. Det er ham, som giver kærligheden farve, fylde, kraft og styrke. Derfor er der god grund til at takke Gud for ægteskabet og for, at han kan forvandle os og gøre den indbyrdes kærlighed brændende i vore hjerter.

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.