Det er forår!

Det er forår!

”Kærlighed skjuler mange synder.”

Peters Første Brev 4, 9

At kærlighed skjuler mange synder, er en helt særlig egenskab ved kærligheden. Den skjuler synderne, ikke for at gemme dem væk eller feje dem ind under gulvtæppet eller glemme dem. Nej, det er, som når en fugl ligger på rede. Så skjuler den æggene med vingerne og varmer dem, for at noget helt nyt kan komme til live. Sådan er Guds kærlighed i Jesus. Den er som fuglen, der dækker sine hårde, kolde æg for at kalde livet frem. Levende, bløde unger kaldes til live, sådan som vi kan glæde os til at være vidner til det her i foråret.

En af mine venner fortalte mig engang, hvordan han i sin studietid havde følt sig langt nede, tungsindig og deprimeret. Derfor gik han til sin læge for at bede ham om hjælp. Da han var færdig med at beklage sig, spurgte lægen:

”Er bøgen sprunget ud?”.

”Øh, om bøgen er sprunget ud?”.

”Ja, er bøgen sprunget ud?”, fortsatte lægen.

Det vidste min ven ikke.

”Hvorfor kommer du så til mig?”, spurgte lægen ham med et smil.

”Kan du så se at finde ud af det!”, kommanderede han, kærligt og bestemt.

Og min ven gik ud i skoven, hvor han kunne konstatere, at bøgen var sprunget ud for længst. Siden da har han hvert forår sørget for at holde øje med, hvornår bøgen springer ud. Der skal ofte ikke så meget til for at kalde nyt mod og håb frem og give os del i nogle livgivende kræfter. Et smil, en hilsen, en venlig bemærkning eller forårssolen. Tidligere sognepræst Frederik Hjerrild har skrevet et digt om foråret og håbet:

Håbet behøver ikke meget for at holdes i live

én anemone – foråret er på vej

en fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær.

Så lidt og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

én bøn

én salme

ét brød

eet bæger

ét er fornødent.

For nogen tid siden så jeg en plakat med denne påskrift: ”De fleste smil er begyndt med et andet smil.” Det er da både en tanke og en tak værd: for når vi kan smile, så er det, fordi vi selv har mødt et smil. Når vi kan elske, er det, fordi vi selv har mødt kærlighed. ”Vi elsker, fordi Han elskede os først.” (1. Joh. 4, 19)

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.