Hvis du vil erfare underet

Hvis du vil erfare underet

For Gud er alting muligt.”

Matthæusevangeliet 19, 26

For mange år siden besøgte jeg en ældre kvinde. Hun fortalte, at hun aftenen forinden havde været til bibelkreds, hvor de havde gennemgået Jonas’ Bog. Her var der én af deltagerne, som stædigt havde fastholdt, at Jonas naturligvis ikke virkelig havde været inde i hvalen. Det kunne jo ikke lade sig gøre, sagde han. Det kunne og skulle alene forstås som billedtale.

Hun havde valgt ikke at sige noget, for hun var jo ikke så belæst som han, men i sit stille sind havde hun alligevel tænkt: Hvorfor var det dog så vigtigt at understrege, at det ikke var sket? Og hvorfor skulle det i grunden ikke kunne lade sig gøre?

”Er alt da ikke muligt for Gud?”, spurgte hun mig.

”Jo,” svarede jeg. ”Selvfølgelig!”.

Jeg ville i hvert fald ikke afvise, at det kunne være sket.

Er det naivt, enfoldigt eller fundamentalistisk?

Tja...

Jeg vil naturligvis ikke hævde, at vi ikke må bruge vores fornuft, når vi læser Bibelen, tværtimod. Vi skal også skønne, hvad der er Guds vilje, og selv lytte og tage stilling til, hvad der står, og hvad det betyder. Men jeg vil til gengæld nægte at lade fornuften være den sidste og afgørende instans for læsningen og forståelsen af Bibelen.

For jeg tror, at der er en anden og mere frugtbar – og i grunden også mere poetisk og ægte – måde at læse Bibelen på.

Som Luther siger i Kirkepostillen:

”Evangeliet er så klart, at det ikke behøver nogen videre udlægning, det skal blot betragtes, anskues og tages inderligt til hjerte. Og ingen får mere gavn deraf end de, der lader deres hjerte være stille, glemmer alt andet og retter blikket mod det.

Det er ligesom med solen, der jo netop lader sig se i et stille vand og også tilfører det sin stærke varme, mens den ikke kan ses og altså heller ikke opvarme det brusende og løbende vand.

Derfor, hvis du altså her vil have lys og varme, hvis du vil se den guddommelige nåde og erfare underet, så dit hjerte opflammes, oplyses og fyldes med andagt og glæde, så se til, at du er stille og lader billedet præge sig dybt i dit hjerte, for da skal du erfare under over under.”

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.