Prøv avisen

Organist: Den rytmiske musik har trange kår i folkekirken

Mange efterspørger rytmisk musik med klaver frem for orgel til vielser og bisættelser. Derfor er det utidssvarende, at kirker er indrettet med milliondyre orgler, men ofte nøjes med billige el-klaverer, mener en organist. – Foto: Kåre Gade.

Jakob Døssing Gunnertoft

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der tales ofte om tomme danske kirker, og om hvordan man kan gøre folkekirken mere relevant for moderne mennesker. Ovenstående illustrerer en af de helt lavthængende frugter.

I en tid, hvor gamle dogmer falder en for en, og folkekirkens teologiske mangfoldighed vokser til ukendelighed, bliver det stadig mere tydeligt, at ikke indhold, men form er helligt i folkekirken.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg trods min uddannelse som rytmisk pianist fra konservatoriet elsker både rytmisk og klassisk musik.

Debatten om rytmisk musik i folkekirken har kørt i årevis, og det er et yderst ømtåligt emne, hvor jeg med sikkerhed risikerer at få nogle organistkolleger på nakken. Men for mig er det ikke et spørgsmål om et enten-eller, men snarere et både-og.

Siden jeg for to år siden blev ansat som fuldtidsorganist og samtidig påbegyndte organistuddannelse ved kirkemusikskolen, har jeg erfaret, at den rytmiske musik i folkekirken og på kirkemusikskolen har endog meget trange kår. Jeg skal retfærdigvis sige, at det ikke gælder for den kirke, hvori jeg har min ansættelse.

Der hersker i folkekirken en helt grundlæggende forskel på tilgangen til henholdsvis klassisk og rytmisk musik. I mange kirker står milliondyre orgler, som hvert år serviceres bekosteligt. Men når kirkerne skal anskaffe sig klaver, nøjes man med et billigt el-klaver, for ”man vil jo nødigt bruge penge på at stemme det,” selvom dette slet ikke ville komme i nærheden af orgelets serviceomkostninger.

Ligeledes prioriterer mange kirker et lønnet kirkekor med klassisk repertoire. Men hvis talen kommer på et rytmisk kor, skal dette gerne foregå med frivillige.

Det samme gælder den øvrige rytmiske musik, som enten varetages af amatørmusikere eller af organisten, der som regel ikke har en rytmisk uddannelse, og derfor må siges at tilhøre samme kategori. Forestil dig i stedet et ensemble bestående af konservatorieuddannede rytmiske sangere og musikere. Så tror jeg nok, at orgelet i menighedens ører ville få kamp til stregen.

Klassisk musik udgør under to procent af det samlede musiksalg i Danmark, og mange danskere er således ikke vante med genren, eller de har bevidst valgt den fra.

Derfor risikerer kirken med ensidig brug af klassisk musik at skubbe folk væk eller at gøre dem endnu mere fremmed over for en måske i forvejen uvant liturgi. Salmesangen er kirkens vigtigste musikalske element, og her er den rytmiske genre mindst lige så egnet til akkompagnement som den klassiske.

Som organist får jeg i forbindelse med vielser og bisættelser næsten udelukkende forespørgsler i den rytmiske boldgade og med ønske om klaverakkompagnement frem for orgel. Udviklingen og befolkningens efterspørgsel har længe gået i den retning.

Læser man kirkemusikskolernes profiltekster, får man den opfattelse, at de er bevidste om udviklingen og den stigende efterspørgsel på rytmisk musik og derfor har implementeret genren i uddannelserne. Men som studerende med uddannelse som rytmisk pianist på højeste niveau, kan jeg konstatere, at jeg dels ikke kan få merit for mine rytmiske kompetencer herunder mærkværdigt nok klaver – i modsætning til studerende med universitets baggrund, dels at kirkemusikskolen i øvrigt ikke beskæftiger sig det mindste med den rytmiske genre. Den er ugleset.

I mellemtiden ser man flere og flere med rytmisk profil snuppe organiststillingerne for næsen af de klassiske.

Der tales ofte om tomme danske kirker, og om hvordan man kan gøre folkekirken mere relevant for moderne mennesker. Ovenstående illustrerer en af de helt lavthængende frugter.

Jakob Døssing Gunnertoft er organist ved Christianskirken i Aarhus.